Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen For Romantik og Historie Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

—— ——

—— 2 —

H. P. Holst:

For Romantik og Historie.

Tiende Bind.

Kjobenhavn. J. Cohens Bogtrykkeri. 1875.

onze

Motta; .

.

eie t i

Indhold.

Natteleie. Af Chr. Winther

Barndomserindringer. Af Profesſor A. Munch

To Roſenkrandser ſom Offre for Eneveldens Uvillie mod den gamle Adel. Hiſtoriſt Ste * Niels Sorterup ;

Donna Evornia Bed 5 P. 90 18 3

Ved Affſlaringen af Adam Oehlenſchlegers Mindetavle i Frederiksberg Kirke. Af H. P. Holst

En kjobenhavnſk W i 1781. Af Georg Kringelbach Nie

Marcella eller Eventyret om Lykken. En Fortælling efter Sacher-Maſoch ved H. P. Holst

Livet i det gamle Rom. Tildeels efter n ved Chr. Stremme . 8

Hjorten. (Til Chriſtian Winther.) Af O. C. Lund å

H V. Lange. Af H. P. Holes *

Literatur og Kunſt . „535

Den ny⸗arabiſke Romance. Af Prof. Dr. A. e,

Lidt Sommerliv. Af S. Schandorph⸗ 9

Ferizades Sang. Et Reiſeeventyr i 1 Ved H. P. Holst APL

Den 21de Marts 1848. Af P. B. Overgaard

Theophilus Hanſen. Af H. P. Holst.

5 Tre Grapſange af H. P. Holste 547. i Tycho Brahes førfte Forfatterarbeide. Af M. Berg. 352. Undinen. En Fortælling ved H. P. MEE s „ 00 Den førfte Drøm. Af M. Berg.. . 475. få Capitainen. En ſand Hiſtorie, fortalt af en SEE 4592. Expeditionen mod Khiva. Efter A. Vambéry ved H. li P. Holes 509. Marion. Af Pant ene, ENE ii Richard Kauf⸗ mann 525. En Hebo EET, A orf til Fieldmendene“ 541. Paul Heyſe . 575. Til Digteren Ludvig Bodtcher, den 22. April 1875 To Digte af Carl Janſen og O. C. Lund . 579. ; Hvad en Kvinde formaaer. En Fortælling af Nef til „Donna Evor nia“. 587. KE: Laokoonsgruppen. Af C. F. Viggo Peterſen . . 640. Har Holberg kjendt Shakſpeare? Af H. H. ae 671. , Tredie Gang i Livsfare. Af H. P. Holst 681.

Portraiter: Chr. Winther. — H. C. Auderſen. — Theophilus Han ſen. — Vilhelm Marſtrand. — Paul Heyſe. — i Adam Oehlenſchleger.

Chr. Winther,

Hatteleie.

Af Chr. Winther.

Naar man er dod og Alt forbi, Er Legemet ei meer vort eget. Er der ei mere Liv deri,

Er Sjælen ned- eller opad ſteget, Saa er det ſaamen ligemeget, Hvor Kledemonnet bliver af! Men, da man have flal en Grav Og ſee at komme jnart afſted, For ei at volde dem Fortred, Som efter os paa Jorden gage, Saa onſker jeg — ifald jeg maa — Mit Leie i det Frie at faae, Helſt under Gresſet og i Le

Af et bredſtygget Bogetre,

Som ſtager afſides ban en Mark.

Natteleie.

Men, da jeg har det godt i Verden

— Thi kjer og yndefuld mig er den! — Og altſaa helſt jeg blev i Live,

Saa kan til Overflod man ſtrive

Med Kniv i Treets glatte Bark:

„Her ligger under grønne Tille „C. Winther, meget mod fin Villie!“

Barndomserindringer. Af

Profesſor A. Munch.

Min Fader, Johan Storm Munch, Soſterſon af Digteren Edvard Storm, var Feltprovſt under Krigen med Sverige i 1808 og ſluttede fig da noie til den i Norge fan elſtede Hærfører, Prinds Chriſtian Auguſt, ſenere Kronprinds af Sverige. Felttoget foregik ſom bekjendt i Smaalehnene, og Hovedqparteret var ſom ofteſt paa den ſtore Herregaard Hafslund ved Sarpfosſen, dengang eiet og beboet af Marcus Give Roſenkranz, ſenere Statsraad. Her fortes et beveget og interesſant Liv; de ſtore og nye Interesſer, ſom dengang gjennemſtrommede Norden og ligeſom vare et Forſpil til det nationale Drama i 1814, fandt her deres Brendpunkt, og Norges betybeligfte Mænd, hvoriblandt forſt og fremmeſt Grev Herman Wedel⸗Jarsberg, hvis trofaſte Venſkab min Fader vandt,

ER TER"

6 Barndomserindringer.

færdedes her ofte. Kunſt og Videnſtab udelukkedes ikke af de krigerſte Idretter, der fortes et gandigt Liv mellem Vaabnene, og flere af min Faders bedſte Sange I ere fra denne Tid. Det Parti, ſom fluttede fig om Chriſtian Auguſt og i ham faae Nordens nye Haab, var ilde feet af den daværende danſt-morſke Regjering, i der havde bragt Norge i en fortvivlet Stilling ved paa fj engang at erflære Krig mod England og Sverige, | i hvorved Norge iſoleredes, og alle dets naturlige Hjælpe- | kilder bleve aflukkede, uden at dog Noget gjordes, for i Landet ſelv at fremme det nationale Liv — ikke engang det længe nærede, faa berettigede Onſte om et eget Uni— verſitet i Norge var dengang blevet opfyldt. Intet Under derfor, at min varmhjertede og patriotiſte Fader ofte aabent yttrede fit Misnoie med den daværende Styrelſe og faſt ſluttede fig til de Mænd, af hvis Energi og il Fremſyn han haabede bedre Dage for Norge. Men ii berfor bled han da ogſaa fagt for Had af de Styrende, i. iſer af den hos Kong Frederik den Sjette næften altformaaende Kaas, dengang Stiftamtmand i Akerhus Amt, ſiden Cancellipreœeſident. Da Felttoget var endt, og Prinds Chriſtian Auguſt draget til Sverige, for at modtage Thronfolgen i det Rige, han nylig Havde bekjeempet, blev min Fader, der imidlertid var bleven gift og hapde ſtiftet Familie, fat paa Vartpenge, ſom | det kaldtes, det vil ſige, han fik en ubetydelig Penſion udbetalt i de daverende ved Pengereduktionen neten i: verdiloſe Sedler. Jeg har hort ham ſige, at hans |

Barndomserindringer. 7

Vartpenge neppe engang forſlog til at ſkaffe ham og Familie Skotoi om Aaret. Han ſogte da adſtillige mindre Preſtekald, hvortil han vel, ſom forhenværende reſiderende Capellan i Skjeberg og ſenere Feltproyſt, ſamt ſom erkjendt begavet Taler og dygtig Forretnings— mand, maatte anſees berettiget. Men han. fil Intet; alle hans Anſogninger bleve henlagte, og langt yngre Preſter, ja Candidater, bleve ham foretrukne. Han maatte da ſelv ad privat Vei ſtaffe fig og Familie Underhold, og han havde mange Venner, der biſtode ham derved. Han oprettede en privat Skole i Frederils— hald, hvor hans Ven, den rige Carſten Tank paa Rod, (ſenere Statsraad) frit overlod ham et Hus til Be— nyttelſe, og hjalp ham paa alle Maader. Her blev hans forſte Barn, en Datter, fodt, men dode ſamme Aar. Hans Huſtru, ſom endnu lever i en hoi Alder, var Elſe Petronelle Hofgaard, Datter af forhenværende Sognepreeſt Andreas Hofgaard, da Eier af Gaarden Fornebo ved Chriſtiania. Efterat hendes forſte Barn var dod, fandt Moderen ſig ikke længer vel i Frederiks⸗ hald, Hvorfor min Fader flyttede til Chriſtianig, hvor han ernærede fig ved privat Underviisning og ved literere Arbeider, f. Ex. en Overſettelſe af Schillers Don Carlos, ſom han udgav paa Subfkription, og i denne deltog hans mange Venner rigeligt, da de vel - paa den Maade vilde give ham en ringe Erſtatning for, hvad Regjeringen nægtede ham. Hun vedblev imidlertid at ſoge Embede, men beſtandig forgjeves. Engang,

* +ꝓ⁵dIꝓd e E ERE SE TE SES] 8 Barndomserindringer.

jeg troer det var i Januar 1810, tilbod der ſig dog vel et Middel til Forſoning med de Herſtende, men ſom hans Overbeviisning ikke tillod ham at modtage. Kaas op— fordrede ham, der var en bekjendt og yndet Selſkabs— 15 digter, til at forfatte en Sang til Frederik den Sjettes * Fodſelsdag, der fulde feires hos Stiftamtmanden. 1 Min Fader ſparede, uagtet alle min Moders Bonner, | Nei. Han kunde ikke ſynge af fuld Overbeviisning for en Konge, der endnu ikke havde givet Norge dets 1 Net, og hvis Regjering havde bragt det paa Afgrundens lig Rand, ſelv om han derved kunde bringe Brod til Sine. Kaas blev raſende og ſagde“ ham reent ud, at, ſiden min Fader ikke vilde opfylde hans Forlangende, ſkulde han nok ſorge for, at heller ingen Anſogning fra den gjenſtridige Poet ſkulde blive opfyldt af Regjeringen. Dette faldt min Fader ſaameget haardere, ſom han i Hjertet var Frederik den Sjette god og elſtede Danmark, Hu hvor han havde tilbragt fine lykkeligſte Ungdomsdage, i ſerdeles hvit. Han vifte ſiden ogſaa, at det kun var

Tidsomſteendighederne og Kongens daværende flette | Raadgivere, fom forbød ham at ſynge til Frederik den | Sjettes Wre. Noget over et Mar efter, da Kongen | endelig havde opfyldt Nationens faa længe yttrede Krav | og ſtjenket Norge et Univerſitet, ſtrev min Faber i den 1 Anledning et Digt til Frederik den Sjette, hvori han 1 takkede ham for Gaven. Imidlertid var der der da, | endnu mindre end for, nogen Udſigt til Befordring, og Familien forogedes. Den 19 de October 1811 blev |

Barndomserindringer. 9

jeg, hans ældfte Son, født, og min Moder faldt derefter i en langvarig Sygdom. Men min Faders fyrige Aand lod fig ikke nedboie af Modgang, han arbeidede raſtloſt for de Kjcres Ophold, og hans Venner biſtod ham troligt. Saaledes fik han i dette Aar flere Brude— vielſer at udfore for rige og anſete Par inden hans Vennekreds, og disſe Forretninger blev ham rund— haandet lonnede. Blandt disſe Brudevielſer var der en mellem hans forrige Elev, Baron Eggert Lovenſtjold og dennes Couſine, Datter af den rige Kammerherre Lovenſtjold i Porsgrund, Fader til den ſenere Statholder i Norge, Severin Lovenſtjold. Da Bruyllupet ſtulde ſtage i Porsgrund, fik min Fader Anledning til at gjore en Sommerreiſe derhen, hvilken han poetiſt har beſtrevet i fin 1812 udkomne Digtſamling „Fjeld⸗ blomſter.“ Et af Digtene i denne Cyclus er betitlet „Sande“ — det beſtriver hans Indtryk ved at reiſe forbi den yndige Sande Preſtegaard, paa Veien imellem Drammen og Holmeſtrand. Han udtrykker deri fin Lengſel efter en ſtille preſtelig Virtſomhed, og hvor lykkelig han vilde fole fig ved at kunne opflaae fine Pauluner i en ſaadan yndig Egn. Ikke anede han da, hvor ſnart hans Onſte ſtulde gage i Opſyldelſe, og det netop paa ſamme Sted, han Havde beſungek. J Aaret 1812 bøde den gamle Sognepreſt Hammer til Sande, og Grev Wedel, i his Grevſtab Jarlsberg dette Preſtegjeld er beliggende, ſtrev ſtrax til min Fader og tilbod ham Embedet, til hvilket han endda havde

10 Barndomserindringer.

Kaldsret. Naturligviis blev Tilbudet med Glæde mod— taget, Anſogningen blev indgivet, og den ham fjendtlige danſte Regjering ſage ſig nodſaget til at bekrefte Grevens Kaldelſe, viſtnok til ſtor Aergrelſe for Kaas, der vel ikke havde tenkt fig dette i Norge neſten ene— ſtaaende Tilfeelde, hvorved han maatte bide i det ſure Wble at befordre en Mand, huis Anſogninger han havde erkleret aldrig ſtulde komme i Betragtning, faalænge han havde Magten. N Mod Slutningen af Aaret 1812 flyttede da min Fader med Familie til Sande. Saaledes kom det, at min vaagnende Bevidſthed modtog de forſte Indtryk fra det ſtille Preſtegaardsliv i denne idylliſte Egn, der ligeſom er et lidet Danmark midt i Norges ellers fan alvorlige og ſtrenge Natur. Jeg har ofte tenkt mig, at den ſtille og milde Stemning, der altid har dannet Grundtonen i min poetiſke Produktion, og den de ſenere Kraftpatrioter ſaa tidt har betegnet ſom ikke ram norſt nok, maaffee kan have fin Grund i de blide, milde Naturomgivelſer, der forſt ſpeilede ſig i Barnets drommende Sjæl. — Sande Praſtegjeld beſtaaer hoved— ſageligt af en ſtor, vid, frugtbar Dal, der ſagte ſkraaner fig op mod fjernt omliggende, fave, ſkovkledte Aaſer.

Anſeelige Bondergaarde ligge ſpredte omkring paa den

ſlettelignende Dalbund og opad dens Skraaninger, og ſtore rige Kornagre og Enge bolge mellem dem, ſmukt afbrudte ved ſmaa Aſte- og Birkelunde. En blank Elv ſlynger fig gjennem Dalen, og fager fit Udlob

Barndomserindringer. 11

ikke langt fra Kirken i den dybe Bugt af Chriſtiania⸗— fjorden, der ſtrekker ſig ind til den en Mils Vei fra Sande Kirke beliggende lille Kjobſtad Holmeſtrand. Folger man Veien dertil langs denne Bugt, taber ſig lidt efter lidt det blide danſtlignende Naturpreg, og gjor Plads for bratte, maleriſte Klippepartier, der ofte med fine heengende Lovkrandſe rage ud over den krumme Vei ved Strandkanten, hvorimod Fjordens Bolger ſtvulpe. Men denne meer alvorlige Deel af Landſtabet fees ikke fra Preſtegaarden, der ligger midt inde paa Sletten, tæt ved den blanke Clv. En ſtor Have og en ſtyggefuld Lund af hoie Afke- og Lonnetrœer omgive pan to Sider den anſeelige, hvidmalede Trebygning, hvis blaa Tage jeg endnu feer blinke over Lovkronerne; lige forbi Huſets Facade gaaer Landeveien, Hvorfra Jordsmonnet ffraaner ned til Elven, for atter paa dens modſatte Bred at hoine ſig til en anſeelig Bakke, hvor⸗ paa Klokkergaardens rode Huſe ligge. Et Par tuſinde Skridt længer nede, ogſaa ved Landeveien, vinker den hvide Steenkirke med Taarn og Spiir frem bag de hoie Træer rundt om Kirkegaarden. Denne ſmukke Kirke er Prekſſtegjeldets eneſte, en ſtor Sjeldenhed i Norge. Saaledes var altſaa Skuepladſen for min forſte, bevidſte Optræden pan denne Verdens Scene. Men i Forſtningen gik naturligviis min Udſigt ikke ſaavidt engang; det er forſt efter fenere, Erfaring, jeg har ſammenſat dette Billede. Min Verden var i de forſte Aar kun Huſet, Haven og Lunden — og dog

12 Barndomserindringer.

ſyntes den mig ſtor nok — hvad der laa udenfor dens Grendſer horte til det Übekjendte, Uendelige, ſom det barnlige Sind vel ofte leengtes efter, men ogſaa frygtede for at vove ſig ud i.

Ved det forſte Glimt af min Tilverelſe her, ſom har feſtnet ſig i min Hukommelſe, ſeer jeg mig ſidde paa Terſtelen udenfor Husdoren og lege med ſmaa farvede Stene og Skjel, ſom jeg opſamlede fra Grusgangen, der gjennem et hvidt Stakit forte ind fra Landeveien til Huſet. Dog ſnart vare de døde Stene, hvormeget Liv end min barnlige Indbildningskraft gav dem, mig iklte mere nok; jeg begav mig paa Opdagelſesreiſer ud i Haven, til de brogede Blomſter og de friſtende Bær — de talte nu et andet og livligere Sprog til mig, og jeg kunde ikke faae nok af dem i mine ſmaa Hender, men ſtroede dem rigtignok fua ſtrax efter lige— gyldigt omkring, for ſtrax efter at gribe efter nye. Et ſtort Fremſtridt var det, da jeg lærte at gjøre Lenker af Lovetandsplantens hule Stængler, eller bleſe deres runde Stovhoveder af. Et forſte Indtryk af Sfræf og Sorg har jeg bevaret fra denne Tid. J Lunden, paa den oſtre Side af Huſet, var en eirkelrund Hoi, ovenpaa planeret og rundt om beplantet med ſtore Lonnetrœer, den forrige Preſts Værf, og derfor faldet Hammershoi. Derhen blev jeg ofte fort af min Barne— pige, en halvvoxen Jente ved Navn Live, ſom var mig meget fjær, En Dag, [om vi fad deroppe ved Steenbordet under de ſtyggefulde Kroner, fik jeg Øie paa en ſtor

Barndomserindringer. 13

Klaſe af Lonnetrœets Frekapſler, der hang høit oppe i et ſtort Træ. Paa Grund af deres vingedannede Form vare disſe Frokapſler mig et kjert Legetoi, og jeg dannede deraf Fugle, ſom jeg lod flyve. Jeg bad derfor Live om at klattre op i Træet og hente mig dem, og den gode Pige, der Intet kunde negte mig, gjorde det ogſaa. Men uheldigviis kom hun til at træde paa en ſvag Gren, denne braſt, og Vigen ſtyrtede ned paa Skraaningen af Hoien, ved hvis Fod hun blev liggende, jamrende fig af Smerte. Den Forferdelſe, Anger og Smerte, ſom greb mig ved dette Syn, ffal jeg aldrig glemme; det er ligeſom jeg foler det endnu, ſaa gammel jeg er. Paa mine hoie Skrig kom Folk fra Gaarden til, Live blev hjulpet op, men hun beſpimede, hendes ene Arm hang flap ned, den var brekket. Bevidſtlos blev hun baaren ind, jeg fulgte bag efter ved min Moders Haand, hulkende af Sorg, ſelv min Moders Kjertegn kunde ikke troſte mig, jeg havde en tydelig Fornemmelſe af, at jeg var Skyld i den hele Ulykke; jeg ſyntes, jeg havde dræbt Live. Heldigviis havde Armbruddet ingen videre farlige Folger for hende, hun kom ſig ſnart, og min Sorg, ſaa heftig den end i Forſtningen var, floi ſnart bort paa det barnlige Sinds lette Vinger. Kun nærede jeg endnu længe en hem— melig Gyſen for Hammershoi, og dog droges jeg for— underligt derop, men naar jeg var der, kom Angſten altid over mig, og jeg ſyntes at vrede Straffeſtemmer hviſtede til mig fra Lovkronerne over mit Hoved. Jeg

14 Barndomserindringer.

flygtede da gjerne aandelos tilbage til Huſet, Hvor jeg ved kjcerlige Hjerter følte mig ſikret mod al Fare.

Ja, Huſet, med dets mange Rum og dets for— ſtjellige Beboere, det var ogſaa en Verden for fig, ſom jeg havde nok med at udforſte, naar den ublide Aars— tid forhindrede mig fra at gjore Udflugter til Lunden og Haven. Iſeer mindes jeg det gronpanelede Verelſe mod Haven, i hvilket Familien meſt ſamledes om Vinteren; det var mig ſaa hjemligt og trygt, jeg ſeer endnu den gammeldags, med rødt Plyds betrukne Canapee, hvor min Fader ſad om Aftenen og rog fin Vibe, medens jeg ſtod mellem hans Knæe og lyttede begjerlig til de morſomme Hiſtorier, han fortalte mig om Mikkel Rv og Robinſon Cruſoe. To Tellelys i blanke Mesſingplader (man vidſte dengang endnu Intet af Aſtrallamper) ſtod paa Bordet, hvorved min Moder fad og ſyede. Et ſtort brunt Skab i det ene Hjorne ſtjulte Nedgangen til Kjelderen. Der var engang mit nystendte Livslys ner blevet udſlukket, efter hvad min Moder har fortalt mig, thi det ſkete, for min Hu— kommelſe modtog noget varigt Indtryk. En Soſterſon af min Fader var en Tidlang i Huſet for at nyde dennes Tilſyn og Underviisning. Han var en vild og ond— ſtabsfuld Dreng, ſom gjorde alleſlags Spilopper. Saa— ledes havde han engang, da han var ene med mig i Stuen, fundet paa at rulle mig ind i et derliggende Stykke Klede, og ſtillede fan Rullen ind i Skabet, ſom

Barndomserindringer. 15 han derefter lukkede. Heldigviis kom min Moder ſtrax efter ind i Stuen og horte et undertrykt Barneſtrig inde i Skabet. Hun rev Doren op og fandt mig da i Rullen, med Hovedet nedad, neſten kvalt. Mistanken faldt ſtrax paa den rette Gjerningsmand, ſom af min Fader blev brevet til at tilſtage fin Udaad, og naturligviis aldrig mere blev ladet alene med mig. Skjondt denne Begivenhed forſt kom til min Kundſtab lenge efterat han atter Havde forladt vort Hus, erindrer jeg dog godt, at jeg ſtedſe, medens han var her, nerede en ſteerk Antipathi, en Frygt for den morkladne, vilde Dreng med de ſtikkende brune Dine og det ravnſorte, kruſede Haar. Desmere folte jeg mig tiltrukken af en anden af min Faders Elever, en ung Engelſtmand, ved Navn Clarke. Forat bode paa ſine, i Forſtningen knappe Indtægter og ſtore Udgifter ved Gaardens Beſetning og Udſtyr, benyttede nemlig min Fader endnu ſin vundne Anſeelſe ſom Skolemand og Sprogmand til at tage adſkillige unge Menneſter, ifær Udlendinger, i ſit Hus til Opdragelſe og Underviisning. Blandt disſe var den nævnte Clarke, Son af en engelſt Kjob⸗ mand, der havde udſtrakte Handelsforbindelſer paa Norge og derfor onſtede, at hans Arving tidlig ſtulde lere det norſte Sprog og leve fig ind i norſte Forhold. Den unge Clarke var et ſtille, godmodigt Menneſte, med et fandt engelſt Phlegma over et varmt Hjerte. Han tog ſig meget af mig, og min ſtille Natur ſympathiſerede

16 Barndomserindringer.

med hans. Han talte ikke meget, men han viſte mig

ſmukke Billeder i fine engelſke Boger, og timeviis kunde

jeg ſidde ſtille hos ham, medens han vendte Bladene om og paa fin tauſe Maade gabnede mig UÜdſigt til fremmede Landes Herligheder. Han fluttede fig noie

til vor Familie, og det var med Sorg vi ſage ham

drage bort, da hans Leretid var omme. Forſt mange Aar ſenere fane jeg ham igjen i Chriſtiania, han var da bleven en gammel Mand med hvidt Haar, men hans Hjerte ſlog endnu varmt for min Familie og for Norge, og han talte vort Sprog meerkverdigt godt. Endnu ſenere, ved den ſtore londonſte Udftilling i 1862, har jeg beſogt ham i London, hvor han da levede ſom Privatmand, efter med nogen Formue at have trukket ſig tilbage fra Handelsforretningerne. Han modtog mig

med gammel Hjertelighed, var utrættelig i at folge mig

omkring i Londons Seeverdigheder, og talte endnu altid med Kjærlighed om mine Foræfbre og om fit Ungdoms— ophold pan det venlige Sande. Som vi i Clarke havde en Repreſentant for Englands ſtolte, men hjertedybe Rolighed, ſaaledes havde vi ogſaa en Prove af det muntre Frankrig hos os i en anden ung Elev af min Fader, den lette, livlige Desnouys fra Bordeaux. Han var altid paafærde med Spog, Lune og ſprudlende Liv, og den ſtille Preſtegaard gjenlod ofte af hans muntre Snakken og hans blode galliſke Tunges komiſte Fremſtammen af de haarde, nordiſkfe Ord. Han ſprang vel ofte omkring med mig under Latter og Sang, men

Barnd omserindringer. 17

kunde ikke ſaaledes fæfte mig til fig, ſom den med min Natur mere ſamſtemmende Engelſtmand. En eiendom— melig Side af hans ſydlandſte letfeengende Natur kunde jeg vel ikke endnu opfatte, men min Moder har ſiden fortalt mig, at han gjorde ſtadigt Cour til Egnens ſmukke unge Piger. Iſer var der en Jomfru Willborn, der tjente i Preſtegaarden ſom Husjomfru, hvis rig— tignok ſjeldne Skjonhed han fværmede for. Han kunde ſidde og betragte hende med beundrende Blikle, medens hun gik om i fin huslige Gjerning, og faa pludſeligt bryde ud: „Du er vel ſmuk, Du!“ — Hun lo af det Hele, thi hun var forlovet med en Slkibscapitain fra Holmeſtrand og fiulde ſnart have Bryllup. Dette ſtod i Preſtegaarden, og ſtor var da Hr. Desnouys's Sorg, ſom dog ikke forhindrede ham fra at dandſe lyſtigt paa Bryllupsaftenen. Af den hele Herlighed erindrer jeg kun Brudens lyſerode Silkekjole, ſom gjorde et ſteerkt Indtryk paa mig. — Snart efter forlod ogſaa Desnouys vort Hus, og jeg har ſiden Intet hort til ham.

Dette var nu de af Huſets Beboere, jeg meſt kan erindre, men til Ingen af dem, naturligvis med Und— tagelſe af Fader og Moder, folte jeg mig dog hendraget med ſaadan Inderlighed, ſom til en gammel Bondekone fra Nabolaget, der ofte beſogte os, Mari Revaa hed hun. Det var et prægtigt Exemplar af en gjæv norſt Bondekone, faa mild og faa ftærf paa eengang. Alt til de forrige Preſtefolk havde hun fluttet fig med Kjærlighed, og hun gik fra den ligeſom i Arv til os.

2

N

—

18 Barndomserindringer.

Mari havde felv ingen Born, men en Moders Hjerte for Andres. Jeg feer hende endnu, faa ſmuk hun var med det kloge, rene gamle Anſigt, de blaa, trofaſte Dine og det ſtramt opſtrogne graa Haar under det kruſede, ſneehvide Hovedlin. Hun kom ſjeldent uden at have noget Godt med til os Born (Familien forogedes under Opholdet paa Sande med endnu to Drenge) enten Ber og Blomſter fra fin lille Have, eller lelkkert Bagværk, ſom hun var en Meſter i at lave. Derfor kunde heller intet Gilde i Hele Sognet rigtig lykkes, uven at hun maatte være der, forat lave Kagerne. Men ikke alene i Kogekunſten gav hun gode Raad, ogſaa i alle andre vanſtelige Tilfælde blev hun adſpurgt, ſom den, der altid vidſte Raad; Mari Revaa var derfor hoit anſeet i hele Egnen og kunde med Nette kaldes dens kloge Kone, at ſige i god Forſtand, thi med Qvak⸗ ſalverier gav hun fig aldrig af. Men til Preſtegaarden kom hun dog meſt, der var hun ofte i hele otte Dage ad Gangen og hjalp til, hvor Noget ſkulde ordnes i Huſet. Med Frydeſtrig ſage vi Born altid hendes Komme imode. Stor var ogſaa Glæden, naar jeg undertiden fik Lov til at beſoge hende i hendes Hjem, en af Revaagaardene, der ligge en Halv Fjerdingvei fra Preſtegaarden. Det graa, noget forfaldne, Bjælfe= hus med Svalgange ovenom lage omgivet af en lille ſmukt holdt Have, en Sjeldenhed hos norſte Bonder. Der var en Rigdom af Ribs og Stikkelsber, og alle Urtebedene vare indfattede med Abrod, Balſom og

Barndomserindringer. 19

Lavendel. Den ſterke Duft af disſe Planter bringer mig endnu altid Mindet om Mari Revaas lille Have med dens Ildlilier og Dueblomſter. Indenfor i Stuen var der tarveligt og gammeldags, men renligt og net; med nogen Aengſtelſe fulgte jeg dog den kjere Mari derind, thi der ſad gjerne i ſin Kubbeſtol hendes Mand, den gamle Jørgen Revaa, og fnittede paa et eller andet Trœarbeide. Han indgjod mig altid en vis Frygt, thi han var en hoi, alvorlig, noget ordknap Mand, med et fraſtodende Pdre; jeg kunde ikke begribe hvorledes den gode, blide Mari horte ham til. Jeg troer heller ikke, at der var ſynderlig Samſtemning mellem dem, han levede meſt for ſig ſelv, men hun for hele Egnen. Imidlertid var han jo et nodvendigt Onde, naar man vilde gjeſte Revaa, og vi Born glemte ham ſnart, naar Mari fatte for os det leekkre Flodegrodsfad, eller forte os ovenpaa til Salen, ſom de kaldte det, et temmeligt ſtort Rum, ſom tjente Mari paa eengang til Stadsverelſe og til Pulterkammer. Der ſtod to med mange Lag af Dyner opredte Senge og flere med brogede Blomſter og Napnetrœk bemalede Kiſter, hvis Indhold af mange Rariteter Mari maatte viſe os, og ſom vi aldrig kunde blive trætte af at beundre. Naar jaa Beſoget var tilende, fulgte Mari os ſelv hjem til Preſtegaarden og blev gjerne hos os om Aftenen. — Siden jeg nu er inde paa de Beſog, vi undertiden gjorde i Prœſtegaardens Omegn, vil jeg nævne et Par

andre Steder, ſom har fæftet fig i min Erindring. 2*

20 Barndomserindringer.

Omtrent en Fjerdingvei fra Preſtegaarden, men i mere nordlig Retning end Revaa, laa eller ligger den an— ſeelige Gaard Valle, i min Faders Tid beboet af en Oberſtlieutenant Schroder, en corpulent, midaldrende Militair af den gamle Skole. Gaarden ſom var en Chefsgaard, Havde ogſaa været beboet af hans Frues Fader, en fornem Herre, General Grimer, hvis Fa- milie havde boet der i flere Generationer. Huſet var en lav, uregelmesſig, rod Trebygning, med mange underlige Udbygninger og Karnapper. Den lage lavt, neſten ſtjult af omgivende hoie Lindetrœer. Indeni var den udſtyret med en vis gammeldags Pragt, ffjondt Stuernes Vægge beſtod af de nogne, blanke, en halv Alen tykke Bjelker, men disſe vare beheengte med en Mængde gamle Familie og Kongeportraiter og ſtore Speile i forgyldte Rammer. Meublementet var ligeſaa uensartet: imellem gronmalede, haarde Pindeſtole ſaae man forgyldte, ſilkebekloedte Canapeer i den rigeſte Rococoſtil og ſimple, brune Slagborde ved Siden af Marmorconſoler. Familien var venlig og gjeſtfri, men dog noget ſtille og afmaalt, der hvilede ligeſom et Fornemhedspreeg over det Hele. Intet Under derfor, at mit barnlige Sind folte ſig hoilig imponeret ved disſe Omgivelſer, hvor ligeſom en fremmed, hoiere Verden aabnede fig for mig, og at det var med en vis Beklemthed, men dog med uhyre In⸗ teresſe, at jeg fulgte mine Forceldre paa deres Beſog til Valle og traadte over den brede Dorterſtel ind i Storſtuen, hvor forunderlige Skikkelſer i Harniſt og rode

Barndomserindringer. 21

Uniformer faae ned til mig fra Væggene, og den gamle Generalinde Grüner, ſom da endnu levede, en ſtatelig Dame, formelt bod os Velkommen. Generalindens Svi- gerſon, den tykke, joviale Oberſtlieutenant med hans venlige Kone formildede ved deres Hjertelighed dog ſom ofteſt det forſte noget hoitidelige Indtryk, og fnart befandt vi Born os ganffe ugenert og fortræffeligt, naar vi i et lidet Sidekabinet, med Huſets egne, bleve placerede om et rundt Bord, hvor der var opſtillet det deiligſte Legetoi og Bagværk til vor Afbenyttelſe. Men engang, kan jeg dog huſte, blev vor Glæde ogſaa der forſtyrret paa en forſkrekkelig Maade. Paa Gaarden levede nemlig en gammel ſindsforvirret Froken, Soſter til den afdode General. Ofte hapde vi hort Tale om denne „Faſter,“ ſom hun kaldtes, og hendes uhyggelige Veſen, men havde endnu ikke feet hende; hun var ikke fan gal, at hun holtes indeſpeerret, men opholdt fig dog meſt i et afſidesliggende Verelſe. Som vi nu bedſt ſad i vor Leg ved Bordet, gik en Sidedor plud— ſelig op, og ind traadte en hoi, mager Kvindeſtikkelſe, indhyllet i en lang, ſort, forreven Silkekjole, hendes graa Haar faldt uredt ned over hendes Skuldre, og de morke, vilde Mine ſtirrede fra det gule Anſigt uhyggeligt hen paa os. Vi fab ſom forſtenede, medens den fryg— telige Skikkelſe nermede ſig meer og meer, og endelig ſtrakte ſin lange magre Haand ind over Bordet, forat gribe vort Legetoi. Nu udſtodte vi Alle et Redſelsſtrig, foer op fra vore Seder og ſtyrtede ind i den anden

12 1

Bar ndomserindringer.

Stue, raabende om Hjælp. Familien kom ſtrax til; Oberſtlieutenanten, ſom nok vidſte hvorledes den ſtakkels Vanvittige ſkulde behandles, traadte raſt hen til hende, greb hende faſt under Armen, med de beſtemte Ord: „Kom nu, Faſter, nu ſkal vi tilbords,“ og forte ſaaledes den halo Modſtrebende gravitetiſt ud af Stuen, for- modentlig tilbage til hendes Kammer, thi vi fane hende ikke mere. Det varede imidlertid Noget, inden vi kunde komme os af denne Skrek, og endnu længere inden vi atterturde folge vore Forældre paa Beſog til Valle. — Omtrent en halv Miil fra Preſtegaarden, oppe under Aaſen, lage Enkeſedet, Gaarden Bonni. Der boede den forrige Preſts Enke, Propſtinde Hammer, allerede dengang en gammel Kone, og blind, men desuagtet rorig og dygtig til al Slags Hus⸗ og Haandgjerning. Hver Sondag kom hun kjorende til Kirke i fin hoiryg⸗ gede, gammeldags Kariol, og efter Gudstjeneſten kom hun da op i Preſtegaarden, Hvor hun tilbragte Reſten af Dagen. Vi Born kunde dog aldrig rigtig ſlutte os til hende, men betragtede hende med frygtblandet Forundring, ſom hun fab der i Laneſtolen med de üdſlukkede Dine under den grønne Skjcerm, medens de travle Hænder uafladeligt vare beſtjceftigede med et ſtort Strikketoi, og hendes noget flarpe Snakketoi var i ligeſaa uafladelig Bevegelſe. Undertiden indbod hun da ogſaa mine Forældre og os til et Gjenbeſog paa Bonni, og dette var en ſtor Begivenhed, thi did kunde vi ikke gane, men Familievognen maatte for en Dag.

[Sy] 8

Barndomserindringer.

Kjoretouren var os ogſaa det fornoieligſte af det Hele, thi oppe pan Bonni kunde vi ikke rigtig finde os tilpas, trods alle de gude Sager, der vankede, og trods det mærkværdige Stueuhr med Skibet, der gyngede fig op og ned paa Skiven. Meerkvardigt var det dog at iagt— tage, hvorledes Propſtinden, trods ſin Blindhed, kunde gage ſikkert om i det hele Hus, finde alle fine Nogler rigtigt, og felv beſorge alt en Vertindes Gjoremaal. — Men det er paa Tide, vi fra disſe Udflugter vente tilbage til Preeſtegaarden. J dens Indre var der endnu Adſtilligt, ſom ſyntes mit barnlige Sind meerkverdigt, og ſom jeg her vil optegne. Foruden det foromtalte gronne Verelſe var der i den ſtore Bygning endnu adſtillige Rum, Hvortil en ſerlig Erindring [nytter fig. Huſet var, ſom de fleſte gamle Preeſtegaarde paa Lan— det, afdelt i Midten ved en ſtor Gang eller Forſtue, paa hvis ene Side lage de daglige Verelſer, paa den anden de, der kun benyttedes ved ſeregne Leiligheder. Fra denne Gang kom man ogſaa her tilhoire ind i den ſaakaldte Storſtue, hvis Dore kun aabnede ſig, naar der var Selſtab eller naar ſjeldne Gjeſter ankom. Dette meget ſtore Rum, med Vinduer til to Sider, havde viſtnok i fig ſelv ikke noget videre meerkperdigt med fine bare Bjælfevægge og ſimple Birketrœs Meubler, men for mig var der dog altid en ſerlig Duft derinde, og naar det lange Bord deerkkedes med ſneehvid Dug og blinkende Solptoi, vidſte jeg, der var Noget Hoitide— ligt paafeerde. Og indenfor Storſtuen igjen, mod

— —

24 Barndonmserindringer.

Gaardspladſen, lage det Allerhelligſte, Bispekammeret, faldet faa forbi Biſtoppen havde havt fit Natteqvarteer her, naar han kom paa Viſitats. Kun med Bæven liftede jeg mig derind, naar Doren tilfeldigviis ſtod aaben, thi om dette Verelſe gik der underlige Sagn; det laae faa afſides og var i Regelen ubeboet, og dog troede Folkene derfra undertiden om Natten at hore ſelſom Larm og klagende Stemmer. Dets UÜdſeende var ogſaa ganſte ſtikket til at nere Foreſtillingen om et Spogelſekammer; det var langt og ſmalt og meget dunkelt, da kun eet Vindue gik ud til Gaarden, og dette Vindue var uden— for næjten tildekket ved et ſtort Lonnetrœs Grene. Denne Dunkelhed blev endnu forøget ved de morke Tapeter, hvormed det var betrukket, og hvorpaa der var malet legemsſtore Figurer i Dragter fra det forrige Aarhundredes forſte Halvdel, Mænd med tynde Been, forte Kjoler med brede Skjoder og uhyre Allongepa⸗ rykker pan Hovedet, dertil Damer i Fiſtebeenſkjorter og med hoi Friſur. Med ſtrenge Blikke fane disſe Billeder ned paa mig, naar jeg liſtede mig derind, og det ſyntes mig ilfe utroligt, at det var disſe Spogelſeſigurer, der om Natten ſteg ned fra Væggene og vandrede omkring i Kammeret. Det var vel ogſaa derfor, troede jeg, at nu hverken Biſpen, eller Greven (nemlig Grev Wedel, der undertiden kom forat beſoge min Fader) der turde tilbringe Natten, men foretrak den blaa Sal ovenpaa. Og dog knyt⸗ tede ſig ogſaa til Blaaſalen et Sagn om, at der ikke ſtulde være ganſte ſikkert for Spogeri. Dens Udfeende var

Barndomserindringer. 25

ikke i Harmoni med flige dunkle Skygger, den var lys og venlig og benyttedes ſom ofteſt til Gjeſtekammer. Og dog ſtulde den vere Maalet for „den brune Mands“ Vandringer. Denne brune Mand var en Tradition i Preſtegaarden og ſtulde være Gjenferdet af en forlængft afdod Preſt, der i fin Tid hapde begaget en eller anden Udaad, hvorfor bette Verelſe havde været Skue— pladſen. Et gammelt Tyende, der pleiede at være længft oppe om Aftenen forat lukke Gadedoren og fee til Huſet, naar de Andre vare gagede til Ro, paaſtod ofte at have feet en lille brunkleedt Mand gage ſagte og ſukkende opad Trappen, og forſvinde ved Doren til Blaaſalen, Hvorfra der da ſiden hortes Stoi, ſom af Stole og Borde, der bleve flyttede. En Sommer var min Moders Soſter, en halvvoxen Pige, ſamt en anden ung Pige af Familien, i Beſog hos os, og havde deres Natteqvarteer paa Blaaſalen. Om de nu havde hort Sagnet om den brune Mand i Forbindelſe med deres Værelfe, og derved deres Phantaſi var bleven ophidſet til at foregjogle dem Allehaande i den Retning, veed jeg ikke, men viſt er det, at de begge en Nat kom ſtyrtende ind i mine Forceldres Soveværelfe, ſom laa i Nerheden, halv ude af fig ſelv af Skræl, og fortalte, at de ikke turde være længer alene i Blaaſalen, der var ſaadan underlig Stoi. De paaſtod, at de havde ligget ganſte vaagne, det var lys Sommernat, ſaa de kunde ſee enhver Krog af Verelſet. Ikke desmindre havde de hort en ſagte Puslen omkring i Verelſet, ligeſom

26 Barn domserindringer.

af Nogen der gik med flæbende Skridt, men der var dog Ingen at ſee. Tilſidſt kom det ganſte ner hen til deres Seng, og de horte da ligeſom en engſtelig Stonnen, derpaa fjernede Skridtene ſig igjen, og nu vilde de have ſeet, at Stolene ligeſom ved en uſynlig Haand bleve flyttede midt ud paa Gulvet. Da kunde de ikke lenger udholde det for Angſt, de ſtyrtede ud af Sengen og ind til mine Foreldre, forat [øge Hjælp. Min Fader lo dem ud og foreſtillede dem, at det Hele maatte have været Indbildningskraf tens Spil, og ſogte at overtyde dem derom, ved at folge dem ind igjen i Blaaſalen og der viſe dem, at Stolene endnu ſtod paa deres gamle Plads langs Væggene. Men det hjalp ikkun lidet; de vedblev ſin Paaſtand om at have hort og ſeet hvad de fortalte. Han for— bod dem dog at fortælle deres Drøm, eller hvad det nu var, til Børnene, for ikke at ffræmme dem med flige Indbildninger; men naturligviis kom Hiſtorien alligevel mig, for Oren; jeg turde ikke gage til min Fader med de Sporgsmaal, der brændte indeni mig om dette, men jeg betroede mig til min Moder, ſom beroligede mig, [aa godt hun kunde, og ſagde, at naar jeg blot leſte ordentligt mit Fadervor om Aftenen ved Seng etid, ſaa kunde hverken den brune Mand eller noget andet Ondt komme mig nær. Dette Raad fulgte jeg da ogſaa troligt, min Moder havde allerede tidligt loeſt Fadervor med mig naar hun ſad ved min lille Seng, indtil jeg fov ind. Sagnet om den brune Mand har fortſat fig

Barndomserindringer. 27

paa Sande, ogſaa efter min Faders Tid, indtil det endelig, i hans Eftermands, Propſt Otteſens ſidſte Dage har faaet en Affſlutning. Denne ærværdige Olding, der var i Kaldet over 40 Aar, flal nemlig ſelv en Aften, juſt ſom han gik ned fra fit Studerekammer, have mødt den brune Mand paa Trappen, og da have ubdſtrakt fin Haand over ham med de Ord: „Gak nu bort med Fred i Jeſu Navn.“ Gjenfeerdet flal da ſtrax være forſpundet og ikke ſiden have viiſt ſig.

Man maa nu ikke troe, at disſe uhyggelige Hi— ſtorier gjorde noget Afbrek i vort lykkelige Familieliv paa Sande, tvertimod, de ere kun den dunkle Grund, hvorfra mit lykkelige Barndomshjem ſtraaler des lyſere frem. Mine Forældre befandt fig færdeles vel i Sande, de levede ſig mere og mere ind i Forholdene der og vare meget afholdte i Bygden. Min Fader har ſenere fortalt mig, at det dengang var hans fulde Agt at blive hele fin Livstid paa Sande, i en Landsbypraeſts beſtedne, men fredelige og idylliſte Stilling. J den Tanke gjorde han flere Forbedringer ved Preſtegaardens Jordbrug og Bygninger, ligeſom han og virkede for dens For— ſtjonnelſe. Saaledes plantede han med egen Haand en Allee af ſmaa Birketræœer fra Huſet op til den foromtalte Hammershoi, og han fane allerede i Aanden, Hvorledes han i fin Alderdom ſtulde vandre under disſe Trœers lovrige Buer. Men det kom anderledes. J Foraaret 1818 blev Slotsprœſt Pavels i Chriſtiania forflyttet til Bergens Biſpeſtol. Min Fader var nu

98 Barndomserindringer.

ligeſaameget i den daveerende Regjerings Gunſt, ſom han havde været ildeſeet af den Forrige; han var dertil vidt bekjendt ſom en begavet Taler og Digter og ſom en fortjenſtfuld Skribent ogſaa i hiſtoriſt Retning; han havde ſaaledes paa Sande begyndt Udgivelſen af Fjerd— ingaars⸗Skriftet Saga, ſammen med den lærde og patriotiſte Jernverkseier Jacob Aall. Intet Under altſaa, at man onſkede ham forſat til en ſtorre og mere ioine⸗ faldende Virkſomhed end den, han nu indehapde i det ſtille Sande. Hoiere Vedkommende lod ham derfor underhaanden vide, at hvis han i betimelig Tid indgav Anſogning om det nu ledige Akershus Slotskald, vilde han uden Tvivl erholde det. Dette Embede, hvoraf den nuverende Garniſonsmenighed i Chriſtiania kun er en ringe Levning, var dengang meget betydeligt. Dertil horte, foruden det egentlige Slotskald, hvortil foruden de Militaire ogſaa Regjeringens og Hoieſterets Perſonale ſognede, tillige det ſtore Aker Landsſogn, nu delt i to Preſtegjeld. Indtegterne vare altſaa meget rigelige, men Arbeidet ogſaa ſtort, ſtjondt der i Aker var anſat en reſiderende Capellan. Naar nu hertil kom Opholdet i Hovedſtaden med dens lettere Adgang til literairt Samqvem og Arbeide, ſaavelſom til Son⸗ nernes Opdragelſe, er det forklarligt, at hint Tilbud havde meget Friſtende for min Fader, der dengang var i ſin fulde Manddoms Kraft og vel folte ſig Opgaven voxen. Men at forlade det yndige Sande og bet rolige Liv der, forat kaſte ſig ind i mere bevegede Tilſtande,

Barndomserindringer. 29

det var ham ogſaa en tung Tanke, og min Moders ſtille Natur hang ogſaa ved dette blide Hjem, faa hendes Onſke lagde naturligviis ogſaa et fvært Lod i Vagtſtaalen, der fik den til at hælde mod den Beſlut— ning, at forblive, hvor han var. Saaledes ſkred Maa— neder frem, uden at noget afgjorende Skridt var taget. Og det var ligeſom ben frugtbare og yndige Egn, hvori vi levede, gjorde alt Sit, forat holde mine Forældre tilbage. Aldrig havde Agrene ftaact fan yppige, aldrig havde Skov og Mark kledt fig i faa rig en Dragt, ſom juſt denne Sommer. Min Faders veſentlige Indtegt af Kaldet kom fra den ſtore og frugtbare Preſtegaard, hvis Marker neſten havde en danſk Herre— gaards Udſtrekning. Og juſt nu, da der var Sporgs— maal om at forlade den, tegnede Hoſten til at blive den rigeſte, der var oplevet i min Faders Tid. Han har fortalt mig, Hvorledes han, en Dag for Anſognings— friſten var udlobet, gik omkring pan fine Marker, og glædede fig i den Grad ved de rigt bolgende Agre, og de frodige Enge, at da han kom hjem, ſagde han til min Mo- der: „Nei, jeg kan ikke forlade Sande, vi blive her.“ Der⸗ over glædede hun fig nu ſaare. Men Glæden varede ikke længe. Neſte Nat drog der et frygteligt Tordenveir over Egnen, ledſaget af en Hagelbyge, faa voldſom, og odeleeggende, ſom man ikke i Mands Minde kunde erindre Magen. Da min Fader Morgenen efter Uveiret gik ud for at ſee til ſine Marker, fandt han den hele rige Sed nedſlaget og fordetmeſte odelagt af de fvære

i i ' | '

30 Barndo moerindringer.

Hagelkorn, der endnu, faa ſtore ſom Valnodder, laae masſeviis i Grofter og Furer. Alt hans rige Haab for Hoſten var paa een Nat tilintetgjort, og hvis han blev ban Sande, fane han nu Mangel imode for Vinteren. Han anſaae nu dette for et Tegn fra oven, at han ſtulde bort — gik hjem, ſtrev fin Anſogning om Slots⸗ faldet og afſendte den med næjte Poſt. Det varede ikke længe, for han havde fin Udnævnelje. Nu, da Sagen var afgjort, var min Fader atter freidig tilmode, og min Moder fandt ſig med ſedvanlig Blidhed og Taalmod deri. Hvad os angik, eller rettere mig, thi de andre Born vare for ſmag til at modtage noget blivende Indtryk af Sagen, da fane jeg naturligviis pan Barne⸗ viis kun det Fornoielige og Interesſante ved Foran— dringen, glædede mig til Reiſen, til at fee den i mine Tanker fan ſtore og prægtige Hovedſtad, til det nye, forunderlige Liv, der ſtulde opgaae for mig derinde. Det Eneſte der gjorde mig Ondt, var at fkilles fra Mari Revaa, men hun kunde jo folge med ind til Byen, mente jeg. Ja det gjorde hun da ogſaa, den tro Sjæl; da Familien paa Vinterforet drog afſted, fad hun med det neſteldſte Barn paa Skjodet i en af Slederne og var hos os nogle Dage i det nye Hjem, men ſaa maatte hun jo rigtignok, trods alle mine Bonner og Taarer, forlade os, forat drage tilbage til Sande og til fin gamle Jorgen, hvilket ſyntes mig hoiſt ubegribeligt og uretfeerdigk.

Endnu engang i min ſenere Barndom gjen ſage jeg

Barndomserindringer. 31

Sande, nemlig i October 1823, da jeg med mine Forcldre var paa Flytningen til Chriſtiansſand, Hvor min Fader var bleven anſat ſom Bifkop. Hele Familien tilbragte da en Raſtdag paa Sande, hos min Faders Efterfolger, den fornevnte Propſt Realf Otteſen, hans Ung— domsven og Univerſitetskammerat. Ved den Anledning fit jeg da Leilighed til at opfriſte mine tidligere Indtryk fra Preſtegaarden, og fandt da Alt faa temmeligt uforandret der, med Undtagelſe naturligviis af, at vi nu befandt os ſom Gjeſter, hvor vi før havde været hjemme, hvilet gav mig en underlig Folelſe. Mari Revaa gjenfaae jeg da ogfaa, hun var kommet op til Preſtegaarden forat hilſe paa fine gamle Preſtefolk og hendes Vnd— linger, deres Born. Hun dode ikke længe efter.

Siden har jeg ikke gjenſeet mit tidligſte Barndomshjem, for over 30 Aar ſenere, ſom eldre Mand. Sommeren 1854 (une jeg nemlig ved Sobadet i Holmeſtrand med et ſygt Barn, den eneſte Lepning af min tidligt nedbrudte huslige Lykke. En Sondag Morgen foretog jeg derfra en Vandring langs den romantiſte Kyſtvei ind til Sande. Det var en deilig, klar Sommermorgen, Fjorden lage blank og ſtille, og de bratte Klippeſtrenter, hvorunder Veien ſlynger fig, ſpeilede fig med deres hængende Lopkrandſe i den blanke Flade. Jo længere jeg kom ind mod Sande Bygd, des tydeligere dukkede det ene Sted efter det andet op af min Erindring. Lidt efter lidt foandt de ſteile Klipper, den velbekjendte, vide, frugtbare Dal aabnede fig for mig, og lage der atter i fin blide

32 Barndomserindringer.

Skjonhed og Sommerfrodighed, ligeſaa friſt og rig, ſom da mit barnlige Die forſtegang ſaae den. Nu kom jeg til Revaagaardene, men ingen Mari Revaa var (det vidſte jeg) mere der at ſoge, og jeg gik ſtille forbi. Snart fane jeg den hvide Kirke, og lengere borte glimtede Preſtegaardens blaa Tag frem mellem tætte Lovkroner. Da jeg nærmede mig Kirken, begyndte netop Klolkerne at ringe til Hoimesſe, deres Toner lød mig faa velkjendte over Egnen, det var ligeſom hvert Klokkeſlag bragte mig et Billede fra min Barndom. Almuen valfartede fra alle Kanter til Kirken — jeg ſage mig om efter et bekjendt Anſigt, men fandt natur⸗ ligviis intel. Dog jo, der kom en hoirygget Kariol, ſom jeg ſtulde ſynes at kjende, og i den ſad en ſam— menkrummet gammel Kvinde, med en grøn Skjerm for Dinene. Kunde det være Propſtinde Hammer? Ja virkeligt, det maatte vere hende — nu hjalp en Karl hende ud af Kariolen, og ledede hende ind i Kirken. Jeg fulgte efter. Kirkedorene ſtode aabne, og det fulde Sommerlys ſtrommede ind i det ſvale Skib, hvis Gulv var beftrøet med friſte Granknopper, der udſendte en liflig Duft; de fært udſtaarne Kirkeſtole til begge Sider vare fuldt beſatte med Kvinder og Mend, og paa det ophoiede Trin under Chorbuen fad i cen Leneſtol den gamle Propſt⸗Stteſen, hvis blide Aaſyn jeg vel gjen— kjendte, uagtet det nu var furet af den hoie Alders Spor og omgivet af ſolvhvide Lokker. Han var nu for ſvag til ſelb at forrette Gudstjeneſten, men den

Barndomserindringer. 33

gamle Menighedens Hyrde ſad dog endnu der, ſom en Fader mellem ſine Born, lig en levende Velſignelſe, og ledede med kraftig Roſt Pſalmeſangen. Jeg tog Plads i en af de nederſte Stole, og deltog med underligt bevæget Hjerte i Gudstjeneſten. Jeg var faa henſunket i Fortidens Minder, at jeg neſten blev forundret, da ikke min Fader, men en ung Capellan beſteg Predike— ſtolen og tolkede Ordet med Simpelhed og Varme. Efter Gudstjeneſtens Slutning gik jeg op i Sakriſtiet til den gamle Provſt og gav mig tilkjende for ham. Han omfapnede fin gamle Vens Son med Hjertelighed og indbod mig til at folge med op i Preſtegaarden og tilbringe Dagen der. Dette gjorde jeg naturligviis gjerne og blev venligt modtaget af den hyggelige Preſſtefamilie, der beſtod af Preſten, Huſtru og tre Dottre. De forte mig omkring i Haven og i Verelſerne, ſom rigtignok vare meget forandrede fra min Tid, men Dagligſtuen kunde dog endnu godt gjenkjendes. Det ſkumle Biſpekammer var blevet moderniſeret og havde faaet et lyſt Betrek iſtedenfor de morke Spogelſetapeter, og Storſtuen, hvori vi ſpiſte til Middag, hapde ligeledes faget et lyſt Papirtapet over fine Bjelker, og dertil elegante Meubler. Uuder Maaltidet ſamtaledes der om de Forandringer, der vare fkete i Bygden ſiden min Faders Tid; de vare ikke mange, naar undtages dem, Doden havde foraarſaget i Familierne. En nye Gene— ration havde afloſt den gamle, men nogle af den levede dog endnu. Det var virkelig Provſtinde Hammer,

2

34 Barn domserindringer.

jeg havde feet i Kirken; hun var dog nu for fvag til, efter gammel Seedvane, at komme op i Prekgſtegaarden efter Tjeneſten. Oberſtens og den gamle Generalinde pan Valle vare bortgangne, ligeſom den gale Faſter, men Valle var dog endnu i Familien og beboedes af den eldſte Son, Capitain Schroder. Tiden ſtrakte ikke til for mig til at gjøre et Beſog derned, hvor Alt ſtulde være faa temmelig uforandret, ſom i de Gamles Dage, og Uroen for mit ſyge Barn drev mig tilbage til Holmeſtrand endnu ſamme Aften. Om Eftermiddagen gik jeg op til Hammershoi; hvor var det mig underligt paa Veien derhen at vandre gjennem Birkealleen, ſom min Fader havde plantet, og ſom nu var bleven til ſtore, prægtige Træer, hvis Lovkroner nu ſuſte over hans Sons Hoved, medens hans alt længe hvilte under Furutreet pan den gamle Kirkegaard i Chriſtiansſand. Da Aftenen faldt paa, tog jeg bevæget Afſked fra de venlige Preſtefolk, og vandrede i den lyſe Sommernat ad den deilige Strandbred tilbage til Holmeſtrand, med den vemodige Fred i Hjertet, ſom Barndommens gjenopfriſtede Erindring kan give ſelv den ældre, provede Mand.

35

To Vosenkrandser

som Ofkre for Enebreldens Ubillie mod den gamle Adel.

Hiſtoriſk Skizze

af Niels Sorterup.

J Kalmarkrigen, ſiger Bording, faldt Blomſten af den danſke Adel. Det er nok muligt, at der henved et Par Menneſtealdre for Souverainitetens Indforelſe 1660 er gaget et ſtort Mandefald af de Dygtigfte mellem den Stand, der ved hin politiſke Begivenhed ſtulde miſte hele ſin ſtore ſociale Anſeelſe og Magt i Staten; men ſelb om man har Bordings Efterretning in mente og medtager den Degenaration, der paaviſeligt er at ſpore i den danſke Adelens Udvikling under hele Chriſtian den Fjerdes Regjering, bliver det alligevel vanſteligt at forſtaae, hvor⸗ ledes dens Livstraad kunde briſte for eet Hug. Tage vi i Betenkning, hvad den gamle Adel var ſelv i dens

3*

— ——

— —

36 To Roſenkrandser.

Degeneration, hvormegen perſonlig Tapperhed, Lærdom og. Dannelſe den endnu repreſenterer, erindre vi os hvormegen Heder og Glands der omſtraaler den, at den for ikke langt tilbage pralede med Navne ſom Tyge Brahe, Peder Oxe, Herluf Trolle, Birgitte Thott, Holger Roſenkrands og mange flere, huſke vi paa hvor ſolidariſt denne Stand var, at alle danſte Adelsfamilier ſaagodtſom vare i Slægt med hverandre, og med hvilken Agtelſe og Alvor de bekragtede Familiebaandene, fan at de i givet Tilfælde ſtode Laſt og Braſt med hverandre, og betenke vi endelig, at de havde omdannet Danmarks Regjering til et Oligarchi, for hvilket Kongen maatte boie ſig, og Borgerne fljælve — vi ville blot minde om Dybvaderne — ſaa bliver det mere og mere vanſteligt at finde den Krudttraad, der endelig ſprengte den ſtolte Bygning i Luften. Gage vi til vore Hiſtorikere, fane vi intet fyldeſt— gjorende Spar, og endnu vente vi paa den begavede Hiſtoriograf der ſtal ſtjeenke os den danſte Adels Hi— ſtorie for Enevælden. Her ville vi i al Beſtedenhed fremfætte vor Mening: den danſte Adel faldt ikke ved Souverainitetens Indforelſe, den overrumpledes. Den overrumpledes, da den hapde miſtet fit moralfke Mod ligeoverfor en Borgerſtand, den for havde ſeet ned paa! Enver fjender Herluf Trolles ſtjonne Ord til Niels Hemmingſen: „Hvorfor kaldes vi Herremend, hvorfor bære vi gyldne Kjeder og afleegges med ſtore Lehn, uden fordi vi ffulle vove Liv og Blod, naar Landet er i Fare.“ Adelen var Rigets fodte Forſvar, den ſtod

To Roſenkrandser. 37

til Anſvar for Rigets Skjebne; men dette Anſvar havde den ikke tilſtrekkelig fyldeſtgjort under Svenfkekrigen. Letſindigt havde et ſtort Parti mellem Adelen raadet til Krigen forat gjenvinde de ved Bromſebrofreden tabte Provindſer, og da nu Carl Guſtav ſom et Lyn ſlog ned over Danmark, tabte de fleſte Adelsmænd Modet, og alle iſtemte Klager over Landets ulykkelige Tilſtand; ſenere da den driſtige Carolin viſte fig udenfor Kjobenhavns ſvage Volde, opblusſede et Mod hos Borgerſtanden, hvortil man ikke længe havde feet Mage her eller nogen— ſteds, et Mod der meddeelte fig til Kongen. Medens Adelen viſte ſig raadvild, forſikkrede Borgerne Frederik den Tredie, at „de vilde flaae, fualænge de kunde, naar de ikke loengere kunde, var det tidsnok at bede om Fred“, og en Garver var den forſte Mand i Staden, der op— muntrede til tapper Modſtand. Allerede dengang mage Borgerne have imponeret Stormendene ved deres faſte, ſluttede Optræden; thi to Dage efter erklerede Kongen og Rigsraadet, at Kjobenhavn ſkulde være en Stabelſtad og begaves med de Privilegier, ſom Commerciens Flor og Fremtarv udkrœve; at den ffal antages for cen Rigens Stand og have Stemme i Alt, hvad ber til Rigets Bedſte delibereres; dens Indbyggere man det tillades at kjobe Jordgods med ſamme Friheder, ſom Adelen har paa deres Godſer; de og deres Born efter dem ſtulle have Adgng til Embeder og Verdigheder lige med Adelen. Kong Frederik havde ved et Beſog pan Volden, taknemmelig for Borgernes udpiſte Nidkjeerhed,

— — . — 7 7——

—

38 To Roſenkrandser.

heedret deres udmeerkede Forer ved at overræffe ham fin Kaarde; i Stormnatten Havde Borgerne forſvaret den farligſte Voldſtrekning ved Veſterport. Det var Bevidſt⸗ heden om denne Daad og den trodſig⸗glade Folelſe, ſom ſindes hos den, der ved egen Uforſagthed og Villiekraft har beſeiret gamle Fordomme, ſom bevirkede Borger— ſtandens fri og ſtolte Optreeden paa Rigsdagen 1660; det var denne Folelſe, der fik Stadshovedsmand Thureſen til at flage pan fin Kaarde ligeoverfor Oberſt Friis, det var denne Bevidſthed, der bragte Nanſen til at give Otto Krag Svar paa Tiltale. Sammentrengt i Kjo⸗ benhavn mellem en Borgerſtand, der hadede den og med de friſte Minder om fin Daad for Die faae den over Hovedet og haanede den,“) og mellem et Hof, ſom paa alle mulige Maader ſogte at benytte denne Stemning til ſin Fordeel, maatte Adelen give tabt. Stemningen mod Adelen efter Rigsdagen kommer ret charakteriſtiſt frem i Begyndelſen af Bircherods Dagbog, hvor han taler om Anders Billes Jordefeerd i Odenſe, Rigets Marſt, der faldt ved Fredericias Indtagelſe. „Den

) Man forandrede Navnet „Herremand“ til Haremand og flængte dette Haansord efter den forbigaaende Adels⸗ mand. Ja ſelv Adelsmænd, der ſtode i Gunſt ved Hoffet ſom Corfits Trolle, maatte taale, at en Borger tog Kaarden fra ham og pryglede ham. Da Hr. Corfits henvendte fig til Kongen for at fane Opreisning, ſagde denne, at „en Cavalleer aldrig burde lade fig fit Veerge fratage,” og han lo ovenikjobet.

To Roſenkrandser. 39

16 November 1660 blev afgangne Hr. Anders Billes Liig, ſom en Tidlang havde ſtaget pan Logismoſe, med Proces indfort i Odenſe og i hans Gaard ſammeſteds ad crastinas exeqvias indſat. Megen Feed af adelige Carosſer ſaaes den ganſte Dag, ut et seqvente die, paa Gaden; ſaaat vor danſte Noblesſe ſyntes at have Rigens Beſtillinger for, da Rigens Marſt ſtulde begraves, Imidlertid lobe mangs Godtfolk, ſom efterteenkte deres Veſen, disſe Ord falde: „Ja, J Herrer havde mange ſtore og ubeſindige Anſlag paa Tapetet, der J, for nogle Aar ſiden, udi det ulykſalige Odenſe Mode, beſluttede en unyttig og for Eder ſelv allermeſt fkadelig Krig, hvis Antesignatus et dux Hr. Anders Bille ſtulde vere. Hvor vel ſamme Krig ved hans Anforſel lob af for Eder, og hvorledes Bladet ſiden den Tid har vendt ſig for Eders Stand, det haver vi ſeet. Derfor var det heller ikke ikke ilde betceenkt, at J opfatte hans Jordefeerd, indtil den Tragedie var ſpillet, pan det J nu kan begrave tilligemed hannem Eders forrige splendeur og pouvoir.“ Men Adelen reſignerede naturligviis ikke ſtrax og bar ſin Skjeebne med lukket Mund: Otto Krag forſikkrede Monrad, „at dette ikke kunde ſtage længe”, og den ſvenſte Reſident ſee vi indberette til ſin Regjering, „at da Adelen tracteres meget flet, er den in summa meget misforneiet, iſer yttrede den fit Mishag over Krigs— magtens Reduction, ſom gaaer ud over dens Officeers— charger; og fortſettes denne Fremgangsmaade, turde der vel med Tiden udbryde Noget, ſom endnu ligger ſtjult

40 To Roſenkrandser.

i Gemytterne“. Et Aarstid efter lyder der et dunkelt Rygte fra Paris. Her har en Mademoiſelle Langloie indfundet ſig hos Seheſted, ſom dengang var Geſandt i Frankrig, og meddeelt ham, at en Sammmenſpeergelſe var igjere, hvori flere hoitſtagende Officerer af den danſte Adel vare implicerede, og ſom gik ud paa at ſpille en fremmed Magt adſtillige af de danſke Feſtninger i Hen⸗ derne. Saaledes er der Beviſer nok for, at der har været megen Knurren; alligevel flete der Intet. Da den til— bageholdne og ordknappe, men ſtarptſynede Frederil III. havde faaet Magten i Hende, forſtod han ogſaa at bruge den; og hvad han manglede i Energi og Had til den gamle Adelsvelde, det havde hans Dronning Sofie Ama⸗ lie, en lidenſtabelig og forfængelig Dame, men af ſtort Mod og Snarraadighed; under ſtorre Forhold vilde hun have kunnet ſpille en Eliſabeth af Englands Rolle. Og hville brugbare Redſtaber havde Kongen ikke i Gabel og Leute, disſe ſmidige Tydſtere, der tidligt havde presſet ſig ind i Kongens Fortrolighed og ved ſtore Tjeneſter forſtaaet at gjøre fig uundverlige! Disſe Tidens Born lengtes endelig efter, overeensſtemmende med den Ten— dents, der gjorde” fig gjeeldende allevegne i Tydſtland, Frankrig og England, at forvandle alle Danſte til den eneveldige Konges lydige Underſaatter; men ifær gjaldt det om at trykke den danſte Adel ned, der havde loftet fit Hoved altfor hoit. Begyndelſen var ffeet med Ulfeldt, og her havde bet almindelige Had og den Misundelſe, for hvilken han var Gjenſtand blandt fine Jævninge,

To Roſenkrandser. 41

hjulpet til. Efter hans Fald og Souverainitetens Indfø- relſe blev den danffe Adel ſyſtematiſt modarbeidet: Rigs— raadstitelen gik af Brug, og Benevnelſen Kongens Raad traadte i Stedet, den forrige Skattefrihed maatte nu be— tale med fvære Contributioner, gamle Sager bleve friſtede op, ſom man läeengſt truede forglemte, ſaaledes maatte Kai Lykke, der havde viiſt ſtor Opoffrelſe i Anledning af Svenſtekrigen, undgjelde for Bttringer i et privat Brev, ſtrevet for fem Aar ſiden; tydſke Militaire afloſte danſte Adelsmend i Officeerspoſterne, hvorved Grunden til det unationale Element i vort Landforſvar blev lagt. Sex Aar efter Regjeringsforandringen beretter den ſvenſte Reſident til ſin Regjering: „Adelen maa i disſe Tider tilſette, Hvad den eier; thi den maa for fine ode Bon⸗ dergaarde betale al den paalagte Contribution, foruden hvad den af fine egne Sedegaarde maa give i aarligt Landgilde, og forovrigt contribuere til Soldaternes Under— holdning. Mange Adelige fælge derfor deres Godſer for halv Verdi og bofætte fig i Stederne.“ Og et Par Maaneder efter hedder det atter, „at en kgl. Forordning er publiceret om Adelens Rostjeneſte, hvilken meget allar⸗ merer denne Stand, ſom hidtil med faa ſtort Bejvær har udredet de andre Contributioner, og ſom nu i en faa- dan Haft og paa en Maanedstid ſtal tilvejebringe den fulde Rostjeneſte. Adſtillige Adelsmend fratræde god— villigt deres Godſer, da de ikke ere iſtand til at efter— komme ſaadanne Paabud og befrygte ſtorre Incommo— diteter, ſom maaſkee endnu kunne folge.“ Souveraini⸗—

42 To Roſenkrandser.

teten beſeirede ſaaledes ved en ſyſtematiſt Undertrykkelſe lidt efter lidt den gamle Adel, hvori den ganſte natur⸗ ligt fane det nye Regimentes Fjender. Hvor henſynsloſt bette Maal tilſtrebtes, derom kunne to betydelige Mænd af Roſenkrandſernes beromte Slægt være Vidnesbyrd. Da disſes Sljæbne neppe kan være det ſtore Publikum ſynderligt bekjendt, vil det maaſtee ikke være uvelkomment, at de finde Omtale her i Tidsſtriftet ſom Repreſentanter for den udmarkede Deel af vor gamle nationale Adel, paa hvis Ruiner Monarchiets Bygning blev reift.

I.

Gunde Roſenkrands var en Son af den be— kjendte lærde Holger til Roſenholm og Skaffogaard. Han fodtes i Begyndelſen af det 17de Aarh. Faderen havde faa ſtor Lyſt til Videnſtaderne og da iſer til den Tids ypperſte, Theologien, at han efterhaanden fraſagde fig alle fine Embeder for ganſte at kunne opoffre fig til denne. Han oprettede et Slags Gymaſium, hvor han uden Betaling deels ſelv underviſte Disciplene, deels lod deres Underviisning lede af dygtige Lærere, og dannede ſaaledes en ſtor Deel af de lærde Theologer, hvorpaa Danmark er fan rigt i det 17de Aarh. Efterat Sonnen, Gunde Roſenkrands, ſaaledes havde gjennem⸗ gaaet et grundigt, forberedende Curſus under ſin Faders Veiledning, reiſte han i fit femtende Aar efter de Tiders Skik til Udlandet og opholdt fig navnlig ved Univerſi⸗

To Roſenkrandser. 43

tetet i Straßburg. Paa denne Reiſe maa han have anvendt fin Tid vel; thi han beſad næften ligeſaa ſtore Kundſkaber i Theologien i ſom fin Fader, hvorom hans mange gundige Skrifter bære Vidne; men Chriſten— bommen var ham ikke blot en Lære, hans Gudsfrygt var dyb og inderlig, og den gjennemſtraaler alle hans Handlinger i Livet; en urokkelig Forſynstro var hans Holdepunkt, da Provelſerne kom over ham, og han paa— mindede ſtadig ſine Born om at holde faſt ved Gud. Underligt nok træffe vi denne beſindige Mand paa det ivrige Krigsparties Side, da Rigsdagen i Odenſe blev holdt 1657. Man forſtager ikke ret, hvor ſaamange af Landets bedſte Mend, ſom her raadede til Krig, have havt deres Dine. Landets Finantſer vare dengang i en usſel Tilſtand og Agerbruget forfaldent. Den Har, Danmark kunde ſtille i Marken, var for Intet at regne mod Sverrigs, der paa den Tid var en Stormagt, og de Soldater, man gik imod, vare Veteraner fra Trediveaars— krigen, der keempede under Minderne fra denne ſtolte Tid anforte af en Konge, der var Guſtav Adolfs værdige Elev i Krigskunſten, og ſom Intet hellere onſtede end at foroge fin ſtore Forgeengers Erobringer. Men man maa for Gunde Roſenkrands's Vedkommende be— tenke, at denne bevegedes af en glødende Fedrelands— kjerlighed og ſorgfuld Harme over hvad Danmark havde tabt i Territorium ved det ſpenſte Overfald 1644. J et ſkarpt Stridsſkrift „Dania ad exteros de perfidia Svecorum“ havde han ſogt at beviſe det Folkeretsſtridige

44 To Roſenkrandser.

og Urekferdige i hint Angreb, og da nu den ſpenſte Konge hverken kunde komme frem eller tilbage i Polen, tilraabte hans Patriotisme ham, at Liden nu var kommen for Danmark til at vinde tilbage, hvad Bromſebrofreden havde frataget det. Sine Tanker desangagende nedlagde han i et lidet Skrift „en Fedrelandsvens trohjertige Erindrin⸗ ger“, hvorved han ſogte at ſtemme Kongen og Rigsraadet for Krigen; thi at den menige Mand onſkede den, forſik— krede han med Beſtemthed, hvori ogſaa andre Beretninger ſynes at give ham Medhold. Med magelos Opoffrelſe ſogte han nu at gjore Sit til, at denne Kamp kunde fores fan hederligt ſom muligt. Han paatog fig at under— holde et Infanteriregiment, 1000 Mand ſteerkt, paa egen Bekoſtning, og naar man tager i Betenkning, at den maanedlige Lon for en Soldat dengang belob ſig til over 4 Rdr., at desuden Officererne ſkulde gageres og udruſtes, Hververpenge betales etc., faa vil man ind— romme, at denne Bdelſe repreſenterer en betydelig Sum. Krigens ſorgelige Gang er bekjendt nok. Det var ved den, Danmark miſtede fin ene Arm, ſom det nys blev berovet ſin ene Fod i Sonderjylland. Ved Fredericias Beleiring faldt den ene af Gunde Roſenkrands's Sonner, Jorgen, der efter ſin Hjemkomſt fra Frankrig, hvor han havde tjent under Turenne, var avanceret til Oberſt. Da Carl Guſtav havde gjort Landgang i Fyen, uden at Nogen ventede det, overrumpledes de Rigsraader, der paa den Tid opholdt ſig i Odenſe. Mellem dem var Gunde Roſenkrands. Da Rigsraaderne ikke kunde

To Roſenkrandser. 45

komme bort, nodedes de til at overgive ſig ſom Fanger til Carl Guſtav. Dette Mode maa have veeret et bittert Oieblik ifær for Gunde Roſenkrands; han var her nodt til at gjøre den Fyrſte fin Opvartning, mod hvem han gjennem fine Stridsſtrifter havde ſogt at reiſe alle Hadets Magter. Svenſtekongen modtog imidlertid de fangne Adelsmænd meget naadigt overleverede dem atter deres Kaarder, ſom de havde lagt fra fig, og rafte Ro— ſenkrands hans med et ironiſt Smiil, idet han ſagde: „Tag Du kun din Kaarde — med den fkal Du ingen Skade gjøre mig.“ Derpaa tillod han dem Alle at reiſe deres Vei.

Roeskildefreden blev ſluttet i Begyndelſen af Vaaren 1658, og allerede i Midſommer brød Carl Guſtav Freden, en Handling, der med Rette har kaſtet en Skygge paa hans Navn. Svenſtekongen havde lært Danmarks Svaghed at fjende, og nu onſtede han ai erobre det Hele. Da Svenſkekongen viſte fig udenfor det ſvagt befeſtede Kjobenhavn, var Gunde Roſenkrands en af de faa Adelsmernd, der dengang ikke tabte Modet. Han raadede til, at man burde forſvare ſig til det Vderſte, og ſam— ſtemmede ſaaledes godt med Kongen, der havde be— fluttet at doe i fin Rede. Skjondt næften hele Gunde Noſenkrands's Formue var tabt, da alle hans Godſer vare i Fjendevold, og hans øvrige Midler tildeels vare opbrugte til Udruſtningen af hint Regiment, anvendte han dog fine ſidſte Penge paa fin Son Holgers Under hold, der tjente ſom Fendrik under Oberſt Ahlefeldt.

46 To Roſenkrandser.

Selv kempede han ſom ſimpel Soldat i den ſtraekkelige Stormnat 11te Februar 1659, og hans Son ſtod ved hans Side. Da traf en Kugle Holger; men i den voldſomme Nerkamp var det ikke Faderen muligt at ſtaffe Liget bort, ja han maatte endogſaa fiubbe det af Veien for at komme Fjenden paa Livet. Da Kong Frederik beklagede den haardt provede Fader, ſparede denne, at han var ſtolt af at have ſtjenket Fedrelandet det Dyrebareſte, han eiede, og, bad Kongen om at overfore den Naade, han havde tiltænkt hans faldne Sonner, paa hans endnu levende tredie, Man fulde troe, at Gunde Roſenkrands under flige Forhold havde hele fin Sinds— beherſtelſe behov for blot at kunne henvende fine Tanker pan Hovedſtadens Forfvar; men vi fee ham midt under de ſtore Sorger, der ramte hans Huus, og mellem Vaabnenes Larm at arbeide med Pennen i Haanden for Fædrelandets beconomiſte og ſociale Reſtitution. Han fil et lille, omhyggeligt udarbeidet Skrift færdigt, en „Betenkning om Rigets forvirrede Tilſtand 1659 til— ligemed et Forſlag om, hvorledes det bedſt igjen kan bringes pan Fode.“ Af bette Skrift fremgager det, at en Statsreform allerede dengang har ligget i Luften ſom en moralſt Epidemi; thi Forfatteren taler om den Afſty, man bor nære for de Forredere, der ſtrebe efter at kuldkaſte de gamle Grundlove, ſom Kongen har be⸗ ſvoret, og Stenderne i ſaamange Aar have overholdt. Han Hager over den Uorden, der finder Sted i alle Admini⸗ ſtrakionens Grene, de ſtammelige Misbrug, der gage i

(|

| b

To Roſeukraudser. 47

Svang, og Aarſagen til disſe Uordner ſoger han for en ſtor Deel i den Meng de Fremmede, hvormed Kongen omgiver ſig, da de hverken kjendte Landets Sprog, Love eller Stille og derfor forledede Kongen til at begaae Meget, ſom ſtrider aldeles imod Haanbfæftningen ſaa— velſom Landets og Stendernes Privilegier. Bilde Kongen tælfes at have fine gode Mænd om fig og hore dem, da var det bedre for ham ſaavel ſom for hele Riget. Ogſaa er det en Uſtik at bruge ſaadanne Fremmede i mange ſeerdeles vigtige Embeder, ſom give dem megen Indſigt i Landets Tilſtand, thi man har flere Exempler paa, at naar de have fuldkommen erfaret Alt og dertil vel ſpokket fig i Danmark, have de forladt Landet og begivet ſig til dem, ſom vare enten Fjender eller dog idetmindſte Misundere. De Fremmede have nu ſaale— des omgivet Kongen, at han flet ikke tager noget Henſyn til fit Raad, ja ikke engang meddeler det be Reſolutioner, ſom tages mod Landets og Steandernes Privilegier, ſtjondt de dog iforveien ſkulde gjennemſee ſaadanne Sager. Det var derfor hoilig at onſke, at ſaadant kunde forandres, og de ledige Pladſer i Raadet igjen blive beſatte, ligeſom og ſaa de høie Embeder, Kantsler og Marſt, ſom faa tidt var ønffet og andraget om. Da vilde det ogſaa kunne paaſees, at der ikke fandt ſaadanne Undertrykkelſer Sted, ſom Tilfældet nu er; thi hvorvel alle Stender ere udſugede og forarmede til det Yderſte af Fjenden, paalcegges dem dog, naar denne ſlipper dem, den ene ſtore Tynge efter den anden, Alt

48 To Roſenkrandser.

under militair Execution. Dette har aldrig nogen Konge gjort uden Raadets Samtykke, og Gud forlade dem, ſom bringe Kongen dertil og forhindre Underſaatternes Klage mat komme for hans Øre. Det vakker Splid og Mis— fornoielſe og ondt Blod, og Mange have ſagt, at det var ligemeget, hvem der raader for dem, da det dog aldrig bliver mildere, og det gjor lige fad ondt, ja tidt verre, at en Due pikker Oiet ud end en Ravn, og det maa man hore og beere Skylden for, ſom om Rigets Raad var Aarſag heri og ikke turde ſige Kongen imod, hvilket dog Gud bedſt veed. Ogſag er det i hoi Grad ubilligt og ingenlunde ſtemmende med Naturens Lov, at Fremmede tage Brod og Beſtillinger fra Rigets Indfodte; det har aldrig været Skik i Danmark og ſteer heller ikke i noget vel indrettet Kongerige. At elſte og befordre Fremmede, ſom ere duelige og tjene tro, er billigt; man kunde endog lade dem fane Sede i Raadet, men de maatte da forſt naturaliſeres og blive bekjendee med Landets Sprog, Lovgivning, Seeder og Skikke. Saaledes have Chr. IV og Frederik II baaret fig ad ſaavel ſom flere af Fortidens Konger; dog bette maatte kun ſtee undtagelſesviis, og ikke bor ſaadanne Fremmede let komme til Lehn, da de ikke godt kunne, forſtage, hvad der til disſes Beſtyrelſe er fornodent, og ingenlunde bor de have Lov til at blande fig i Sager, ſom de ikke forſtage. J denne Henſeende burde man tage Exempel af Sverrig. Der kan ikke engang en Indfodt have at ſige i det, ſom Riget angaaer, naar

To Roſenkrands er. 49

han ved fine Beſiddelſer alene hører til de nys erhyver— vede Oſterſoprovindſer; men her i Landet blande fuld— komment Fremmede ſig i alle Landets vigtige Anliggender.“ For nu at ophjælpe Riget foreflaaer han ſtrengere at overholde Recesſen med Henſyn til Religionens Forſtrifter, bernæft gjør han Üdkaſt til en collegial Reform, hvilken i det Hele taget ſenere blev taget til Folge; han gjør ogſaa Forſlag til en ſtagende Hær paa 10,000 Mand, der fortrinsviis burde beſtage af Indfodte, men ogſaa her Hager han over, at Fremmede ere blevne tagne til Office— rer og de danſke Soldater tilſideſatte og mishandlede i Modſetning til de hvervede Tropper, ſaaledes f. Ex. da de danſke Bønder med Nod og næppe havde udruſtet lig felv med Sabel, Piſtol, Hylſter, Kapper, Skjorter, Støvler og for ſtorſte Delen ogſaa med Heſte, og faa uden Rigsraadets og Adelens Minde ere blevne over— leverede de Svenſke og bortforte fra Kone og Born. Han anbefaler Sparſommelighed i Hofholdningen: Kon⸗ gen kunde nok lade fig noie med een Kammerjunker og fire Hofjunkere, ſom hans Fader gjorde, og han holdt dog et pregtigt Hof; ligeledes kunde Dronningen vel lade ſig noie med to eller tre danſte Hofdamer, thi mere havde hendes Forgængerinde Dronning Anna Cathrine ikke. Dernæft maa der fores et omhyggeligt Tilſyn med Hoffets Forbrug, thi nu forbruges ikke det Halve, ſom ſkrives pan Regning. Her kommer man uvilkaarligt til at ſmile af den gamle Adelsmand, ſom

vil være Pottekigger; men man maa erindre, hvilken ſtreng 4

50 To Roſenkrandser.

Huusholderiſthed der udmeerkede den gamle Adel og ifær denne Mand, ſom ved Hog Oekonomi havde forøget ben Formue, hans Fader havde efterladt ham, og ſom forſtod, om Nogen ellers paa den Tid forſtod det, hvilken Velſignelſe Penge kunde være, anvendte paa rette Maade. Kongen, meente han nu, burde tilegne fig hans Anſtuelſer i faa Henſeende; thi Kongen var Landets overſte Huusholder; men vi kunne let forftaae, med hvilken indædt Forbit⸗ trelſe Dronning Sophie Amalie, ſom i Forveien var til— ſtrekkelig opirret mod den indfodte Adel, har ſeet paa flige Forſlag, hun, der ret var Dronning efter Enevel— dens Catechismus, odſel og pragtlyſten. Endelig vender han atter tilbage til at omtale de Fremmedes ſtore Ind— flydelſe i Kongens Raad. De komme magre og tynde hertil, ſiger han, ſoge og nage Forfremmelſe og ville have Alt, men Intet give“); derimod have de Indfodte tilſat Gods og Blod, men derfor blive de ikke mere anſete, twertimod fortrykte af de Fremmede, hvilket baade er uretferdiget og ſtridende mod Guds og Naturens Lov ſamt Danmarks Fundamentalinſtitutioner, ſom Kongen

*) At Gunde Roſenkrands aldeles ikke overdriver her, der— paa, kan Overhofmarſkal Körbitz være et Exempel. Han kom, fortæller Riegels, herind fra Sachſen med en Vad⸗ fæl paa en Poſtvogn, og allerede et Aar efter var han Ridder, Vicepreſident i Krigscollegierne, havde et Palais, ypperlig Eqvipage, gav ſtore Gjeeſtebud og bevertede de kgl. Herſtaber etc. Og dog var han en Mand uden For⸗ tjeneſter; men Dronningens Yudeſt beſad han i fuldt Maal.

To Roſenkrandser. 51

har beſvoret. — Freden var neppe ſluttet, for den nid⸗ kjere Adelsmand atter har et Skrift færdigt: „Under— danigſt og trohjertet Erindring om fire vigtige og for- nodne Sporgsmaal“ med Motto: Salus populi et regia Majestas leges supremæ sunt (Kongens Majeſtet og Folkets Vel ere de fornemſte Love) et Valgſporg, ſom ingen Fraſe er for denne Mands Vedkommende, men vidner om det patriotiſte Sindelag, hvoraf hele hans Liv og al hans Daad bare Spor. Dette Skrift er merkeligt ved de nye, liberale Principer, det onſter at hevde; men det vidner ogſaa om den fremſynede Klarhed, der udmerkede de moderate og kloge Reformvenners Grundanſtuelſer. Saaledes hedder det, at det vel er ſandt, at den bedſte Regjering er den, hvor kun Een herſker; men Ingen, i hvor ſterk og modig han end er, kan forſvare fig alene uden Andres Hænder og Troſtab. Endog den almæg= tige og alviſe Gud udretter fin Villie paa Jorden ikke umiddelbart, men benytter dertil Naturen og dens Kræfter ligeſom Redſkaber. Saaledes regjererer en Monark, ſtjondt han er af Gud indſat, heller ikke alene, men maa, faa at ſige, have mange Bine, mange Oren og Hender; disſe Lemmer have hver ſin Beſtilling, ſtjondt de forreſten afhænge af deres Hoved og ppperſte Herre. Saaledes ere de troe Naadgivere en ſtor Velſignelſe for en Herre, og en ſtor Lykſalighed er det, naar Herren forſtager at vælge dem godt. Han foreſlager derneſt at ophjælpe de forſtjellige Stender, uden at bette ſteer paa

nogen Stands Bekoſtning. Om Bonden ſiger han: AF

52 To Roſenkrandser.

„Kongen burde overlade Bønderne alle Kronens Tiender, baade Konge⸗ og Kirketiender, for den ſedvanlige Afgift, forſaavidt Ingen var beneficeret dermed. Herved miſter Kongen Intet, men vil vinde megen Velſignelſe og Tak af Bonden, ſom ſaaledes vil nyde ſtor Hjælp, idet han baade befries for Undertrykkelſe af dem, der blot tenke paa at udſuge ham, og feer fig iſtand til at forbedre fin Avling, faa det let kan blive ligeſaa meget værd ſom hans hele aarlige Afgift og Landgilde. Nu mage Bonderne kjore Tiendekornet 1 eller 2 Miil ſom ofteſt paa hoiſt ubeleilige Tider; men kom bette i Gang, vilde de derved kunne føde mere Kvæg; herved kunde de da igjen forbedre deres Agerjord og avle mere Korn og ſaaledes alter anſtaffe mere Kvæg. Iſeer i Sjælland og, Fyen, hvor Kronen eier de fleſte Tiender, vilde herved kunne vindes mange tuſinde Rigsdaler, og hvis Bønderne troede, at Saadant kunde lykkes, da vilde der opſendes mange Bonner til Himlen, at det maatte ſkee. Det er ſandt, jeg ſelv og Andre, ſom have ſaadanne Tiender i Feeſte, vilde tabe en Deel derved; men jeg holder det for Synd at ede dette Brod, ſom en Anden erhverver med fin fvære Sved, og for Spot fliffe fig fed paa det, man ikke kan ede fig mæt paa. Kongen burde derneſt give alle Bonder, ſom hore under Kronens Slotte, frie for Agter, Reiſer og Ploininger, det vil ſige for Hoveri, blot med Undtagelſe af noget Brendekjorſel og Gang⸗ arbeide til Jagt og Fiſteri, ſom Lehnsmanden ikke godt kunde undvære for fin Huusholdnings Skyld; men bette

To Rofenfrandser. 53

maatte da noie beſtemmes. Herved vilde Landet aller⸗ ſnareſt bringes paa Fode, ſtjondt Lehnsmendene rigtignok maatte tabe derved. Endelig burde Kongen give alle fine Tjenere i Sjælland, Lolland og Falſter frie for Vornedſtab, at de ei mere ſtulde drives til Stavn. J Sandhed hoiſt merkelige Udtalelſer af en Adelsmand paa den Tid! Til Slutning gjør han grundige Forſlag om at. hjælpe de derangerede Finantſer pan Fode og forſikkrer tilſidſt Kongen „for Guds Anſigt, at han haver den Bndeſt og Reſpekt hos fin Adel, ſom nogen Konge i Danmark haver havt, og han Kal erholde og nage det hos ſin Adel, ſom ingen Konge endnu.“

Vi have ikke kunnet lade være at anfore et Udbrag af disſe Flyveſtrifter fra denne beromte adelige Forfatter, for hvis Pen Svenſterne vare faa bange, at de i Freds ſlutningen d. 27 Mai 1660 gjorde bet til en udtrykkelig Betingelſe, at Gunde Roſenkrands's diplomatiſte Strids— ſkrifter ſtulde undertrykkes og tilintetgjores, om ilke for Andet ſaa dog for at imodegage dem, ſom udtale den Anſkuelſe, at den gamle, danſke Adel faldt ſom en raaden Frugt af Tidens Træ. Af det Foranforte fremgager, at dens edleſte og bedſte Mænd") indſaae, at en Statsre⸗ form var nodvendig, hvorved Kongemagten ifolge Tidens og Forholdenes Krav fik ſtorre Rum, og de for tilſideſatte Stender mere kom til deres Ret. Forſtjellen mellem den Statsforandring, Gunde Roſenkrands foreſlog, og den,

+): Saaledes den gjæve, hæderlige Chriſten Skeel.

54 To Roſenkrandser.

der blev gjennemfert trods Adelen ved Borgerſtands og og Geiſtligheds forenede Kræfter i Forbindelſe med Hoffets Agitation, var, at Gunde Roſenkrands og flere dygtige Adelsmend onſtede den gjennemfort paa national Grund— vold med Bibeholdelſen af Adelen ſom Kongens for— nemſte Rnadgivere og Landets meſt anſete Embedsmend; den Statsreform derimod, ſom virkelig blev gjennemfort, opſtillede en Arveeneveldekonge med fan windffrænfet en Magt, at derſom han vilde have brugt den, kunde han frit have udovet en Neros og en Caligulas Gjerninger, og at bette ikke ſtete fyldes den Godmodighed og det blode Sind, der dannede Grunden i vore Souverainers Cha rakteer. Imidlertid repreœſenterede den gamle danſte Adel pan en ſaadan Maade Nationens ypperſte Sider, at man ikke kunde tilſideſette og forfolge denne uden ogſaa at give Nationaliteten et alvorligt Anek. Da nu Enevelden var indført trods Adelen, blev det alle Souverainitetskongernes Opgave ſaameget ſom muligt at undertrykke denne Stand, men herved beſtadigede de ogſaa Folkeeiendommelighedens Rod pan det Foleligſte. En af vore meſt begavede Publieiſter har ſagt, at et Folk kan miſte fin Frihed, det er kun et Tidsſporgsmaal, men lider det Stade paa fin Nationalitet, da ſtager det Fare for at gage under. Dette er en Sandhed, hvorom der ikke kan tviſtes. Derfor er Tiden fra 1660 til Hol⸗ bergs Fremtreden [aa mork og fattig, og derfor har Danſt— heden ſelv efter denne Tid en faa haard Kamp at beſtaae.

Den nye Regjeringsform kom ſom et Tordenſlag

To Roſenkrandser. 55

over ben gamle Adel. Ingen havde ventet Sligt, og kun Faa forſtode at finde fig deri; men ſtjondt de Fleſte ventede, at en Forandring ſnart maatte indtræde, var der dog Ingen, der vidſte Raad eller Middel til en ſaadan; hver havde desuden nok at gjore med fit Eget, da Krigen og flere Landeulykker for den havde bragt ſtor Elendighed over Danmark. Mellem dem, der toge den ny Tingenes Tilſtand mere roligt, var Gunde Roſen— krands. Den ſpenſte Geſandt beretter rigtignok allerede i Novbr. 1660, at Gunde Roſenkrands har ſagt ham, at nu vil han ikke afhænde fine Godſer i Skaane, ſom han efter Fredsſlutningen havde iſinde, men tvertimod kjobe flere Godſer der, da han agter at opſlage ſin Bolig hinſides Sundet. Men ſelv om den gamle Adelsmand i Oieblikkets Misſtemning har yttret noget Saadant, faa har han dog neppe dengang for Alvor tænft paa at forlade fit Fædreland; en anden Kilde kommer viſtnok hans rette Sindelag nærmere, naar den beretter, at han meente, den ny Regjeringsform var en Sag, ligeoverfor hvilken enhver god Borger maatte forholde ſig rolig og pasſiv. Var det et blot Menneſtepaafund, vilde det falde bort af fig ſelv, var det derimod et Verrk af Gud, faa var det jo, ſom Gamaliel ſagde, forgjeves at trætte derimod. Desuden begyndte den aabenbare Forfolgelſe af den danſte Adel ikke ſtrax. De fleſte Nigsraader og deriblandt Gunde Roſenkrands bleve anſatte i det nys op⸗ rettede Collegium Status ſaavelſom i Hoieſteret. Dog Gunde Roſenkrands fil ſnart den tydſke Hofcamarillas

56 To Roſenkrandser.

Had at føle; det var den, han i fine Skrifter havde gjort Front imod; nu var den kommen til Magten og tovede ikke med at gjore Gjengjeld. Som berort havde Gunde Roſenkrands fat fig i fvære Udgifter i Anledning af den ſidſte Krig, hvortil kom endnu anden betydelig Gjeld, ſom Forholdene havde tvunget ham til at gjore; i Alt fyldte han 60,000 Rdr. bort. Imidlertid havde han ſtore Godſer, og ban vilde nok i Tidens Lob have kunnet klare ſin Gjeld; men hans Creditorer ſyntes ikke at have villet give ham Hen— ſtand, hvortil de efter al Rimelighed tilſtyndedes af de Meg⸗ tigſte i Hofpartiet: Gabel og Schack. Det lader til, at disſe endogſaa have opkjobt Fordringer paa ham, forat de kunde have ham desſteerkere i Klemme. Gunde Ro- ſenkrands gjorde Alt for at opdrive Penge. J den Henſigt fortælles der, at han gjorde en Reiſe til Kieler Omſlag og paa Tilbageveien opholdt ſig nogen Tid hos Hertugen der. Dette Beſog kom ham dyrt til at ſtage, ſtjondt det efter al Rimelighed var foretaget i god Tro og fan gabenlyſt, at man ikke ſtulde mene, det kunde op— vælfe Mogens Mistanke; men da Gunde Roſenkrands atter pan Viborg Snapsthing havde ſogt Leilighed til at tale med den gottorpſte Fyrſte, meente man at have Syn for Sagen og gjorde ham nu til Sjenſtand for de hadefuldeſte Inſinuationer. J Juli 1664 indberetter den ſvenſte Reſident til fin Regjering, at Gunde Roſen— krands for ganſte kort Tid ſiden har ſogt et Stipendium for ſin Son, der har tjent ved det danſke Hof; men der er ſparet ham, at han hellere ſkulde anſoge hos Hs. fyrſtelige Durchlauchtighed af Holſteen derom. IJ den Grad

To Roſenkrandser. 57

havde Frederik III. altſaa været Gjenſtand for Dretudernes Bearbeidelſer, at han ganſte havde glemt, hvad han og Landet ſtyldte denne Mand. Forgjaves ſogte Roſen— krands at retferdiggjore fig; man hyviſtede Kongen i Øret, at Hertugen lei kunde ſamle fig et Parti i det nærliggende Jylland, hvor Roſenkrandſernes Slægt var mægtig og udbredt, og man mindede om den jyoſte Adels Forbindelſe med Hertug Frederik mod Chriftian II. Frederik den Tredie blev mere og mere kold mod Gunde Roſenkrands; tilſidſt blev han ham endogſaa modbydelig, og han overdrog Gabel ganſte at fjerne ham fra de Steder, hvor Kongen kunde treffe ſammen med ham. Roſenkrands anede imidlertid ikke, at hans Unaade var faa nær. Tvertimod blev han i hoieſte Grad for— bauſet, da han en Dag ſpiſte hos ſin Soſterſon, Mogens Friis, der dengang var Rentemeſter og ſiden blev Greve til Friſenborg, og denne efter mange Undſtyldninger og en lang Indledning lod ſin Onkel vide, at Kongens fornemſte Miniſtre og iſcer Gabel havde paalagt ham at advare Roſenkrads om, at han gjorde vel i ikke oftere at indfinde [ig i Statsraadet eller Hoieſteret, thi Kon⸗ gen faae ham ikke gjerne der. Gunde Roſenkrands be— klagede ſig nu heftigt over Kongens Utaknemmelighed, og Friis greb Leiligheden til at give ham det Raad at ſoge fin Afſted. Nei! raabte Roſenkrands, det flulbe aldrig ſtee; han Havde hele fit Liv igjennem opfort fig ſaaledes, ſom det egner fig en Rigets Raad, og denne Stilling vilde han, hvis Kongen da ikke tvang ham til at opgive den, hævde til fin Dod. Da rykkede Friis ud

58 To Roſenkrandser.

med Sproget og ſagde, at Kongen havde pttret: enten maatte Roſenkrands forlade Statsraadet og Hoieſteret, eller Kongen maatte holde op at preſidere der. Roſen⸗ krands forlod kort efter ſin Neveu, idet han ſagde, at han vilde nærmere tenke over den Sag, thi et faa vig— tigt Punkt kunde ikke nokſom overveies; men i fit In- de rſte var han ſterkt ryſtet. Han gjennemgik nu i Tan⸗ kerne fit hele Liv, fortæller han i fin Apologi, og fandt, at han havde en god Samvittighed og i hver Henſeende en reen Fod at ftane paa; han hapde opoffret fin For— mue, fin Rolighed og fine to Sonner for Fædrelandet, og han hapde ſtedſe med yderſte Anſtrengelſe opfyldt fine Borgerpligter; Alt bette tog man ilke mindſte Henſyn til, men forbod ham, uden at nævne nogen Grund, Hoffet, Statsraadet og hoieſte Net, Denne Sfjændfel kunde han ikke doie! At gage i Rette med Kongen i den Anledning kunde ikke falde ham ind — „det var jo forgjeves at ſtride med Guderne". Da han fortalte fin Kone og fine Born, hvad der var ſkeet ham, braſt de i Graad; men ſelv fattede han Hurtig den Beſlutning at flygte. Allerede den folgende Dag befandt han ſig med ſin Familie i Helſingborg. J Slutningen af Juni 1694 indgav han fin Anſogning om Afſted fra alle fine Embeder. Forinden ſin Flugt havde han været hos den fbenffe Geſandt og meddeelt ham, at han agtede at borkfjerne fig, for der hændte ham noget Værre. Korfits Ulfeldts og Kai Lykkes Skicebne vare jo endnu i friſt Minde. Reſidenten fortæller, at Roſenkrands havde til-

To Roſenkrandser. 59

ſtaaet, „at han havde ſyndet fvært imod den ſpenſke Nation for at tjene ſin Konge og Herre, men det var hans eneſte Troſt og Haab, at hans ſpenſte Majeſtet af fin høie Wdelmodighed kunde lade fig bevæge til ei blot Saadant at tilgive, men endog at lade ham veder— fares fin hoie Protektion“, hvilken han bad ben fvenffe Geſandt at udvirke for ham. Efter Gunde Roſenkrands's Flugt ſogte hans Fjender at udſprede det Rygte, at han var flygtet for at flippe fine Creditorer. For at gjendrive dette udgav han ſamme Aar „Retorſion paa nogle lognagtige og vanartige Rygter om at jeg har forladt mit fjære Fedreland for at undgaae mine Credi— torer,“ hvoraf man feer, at han havde ladet fit Gods opbyde pan Viborg Landsthing for at tilfredsſtille fine Creditorer og ſaaledes Intet havde at frygte af dem. Et Aar efter udkom hans Forſpar paa Latin, hvoraf en ſtor Deel af Ovenſtagende er taget. Heri erklerer han, at han har taget den Beſlutning, ſom var overeens— ſtemmende med Kongens Beſlutning — han havde for— ſtaanet ham for at ſee ham mere; men at han derover havde taget Sag paa fig eller at det Skridt, han havde gjort, var en Folge af en ond Sampittighed, derimod maatte han paa det Kraftigſte proteſtere. At lade den Heder, der altid havde omſtraalet hans Families be⸗ rommelige Navn, gage uplettet i Arp til fine Efterkom— mere, det havde han beſtandig beſtrebt fig for, og bette ſkulde ogſaa lykkes ham, ſtjondt Skinnet nu var ham imod. Endelig ſiger han: „Man gjør den Bemeerkning,

60 To Roſenkrandser.

at jeg jo ikke er bleven afſtediget; jeg blev jo blot ven— ſtabeligt advaret og anmodet om at holde mig borte fra Hoieſteret og Raadsforſamlingerne, hvilket ogſaa mine Venner have anſeet for det Bedſte, og det var hvad Flere have gjort, uden at det Havde geraadet dem til mindſte Vancere. Men fulde jeg være ſaa enfoldig, at jeg ikke vidſte, hvad det betyder, naar en Konge beder. Saadan en Anmodning er jo en Befaling. For en Mand, ſom har beſiddet den hoieſte Værdighed, vilde det være en Skam at nodſages til at ſoge fin Afſted, men det er ingen Skam af Frygt for et ſtorre Onde at vige for Overmagten og undflye. At jeg fjer= nede mig var anſtendigt og tilladeligt, thi det var nod— vendigt, hvid jeg enten ikke vilde doie hiin Tort og give mit Rygte til Priis for Bagvaſtelſe eller offentlig tage til Gjenmæle, hvilket vilde være forbundet med Fare. Dog, jeg ſkulde vel ſupplicere og gjore Undſtyldning — hvorfor? Jeg er jo ikke bleven beſtyldt for nogen For⸗ brydelſe. Igjennem hvem ſtulde desuden jeg, ſom Kon— gen intet godt Øie har til, ſupplicere med noget Held? Gjennem Gabel? Sandt nok, den, han ynder, er ſikker nok paa Kongens Naade, hvorimod de, han hader, ere ilde farne. Men ham var det mig dog altfor piinligt og utaaleligt at gjore Cour til. Mit gode Navn og min Uſtyldighed vil jeg forfegte til det Vderſte, men ikke tigge om Noget. En Skam vilde det være for en danſt Adelsmand, end ſige for en Rigsraad, end ſige for en Gunde Roſenkrands, om han, ſom i 59 Aar ved

To Roſenkrandser. 61

Dyd og Retſtaffenhed har hævdet fine Forfedres Heder, nu i fit 60de Aar, da det er uviſt, om han har 60 Dage tilbage, ſtulde accordere om fit gode Navn og Nygte.“

J Sverrig opholdt Gunde Roſenkrands fig i elleve Aar, tre Aar i Stockholm og Reſten i Helſingborg, for hver Dag at kunne ſee den danſte Kyſt, ſom han ikke mere ſtulde betrede. Ikke uden Grund ſammenligner han fig ſelv med Beliſarius. 70 Aar gammel dode den af Sorg ſammenknugede Mand, efterat han havde feet fine Born gage bort forinden. Landflygtigheden hvilede tungt paa ham.

II.

Foruden den lærde Holger Roſenkrands, Hvis Son vi nylig have omtalt, var der en anden Adelsmand af ſamme Navn til Glimminge i Skaane; det er hans Son, vi her ville omtale ſom det andet Offer for Ene— veldens Vilkaarlighed, Souverainitetskongernes Uvillie og Mistenkſomheden mod den gamle, nationale Adel. Men da denne Mands Skjebne afgiver et meerkeligt Beviis paa Tidernes Omſtiftelſer og Nemeſis i Hiſtorien, mage vi gage nogle Aar tilbage i Tiden for Enevel— dens Indforelſe.

Det var en ganſte almindelig Skik paa Adels⸗ veldens Tid og da forreſten ogſaa ſenere, at Kirkepatro⸗ nen, ſom hapde Kaldsret, gecorderede med den Candidat,

62 To Roſenkrandser.

der fik Kaldet, at han ſtulde ægte den Brud, han be- ſtemte ham. Denne Skik var hoiſt uheldig og kunde give Anledning til ſtor Forargelſe, naar f. Ex. Herre— manden greb Leiligheden til at flaffe fig af med en gammel Frille, han var kjed af, Noget, der desværre ofte ſlete; men det er paa den anden Side ogſaa ganſte viſt, at Sagen ikke altid havde et faa odieuſt Üdſeende, og tidt ſogte en Herremand ogſaa paa den Maade at belønne et trofaſt og dygtigt Tyende. For en theologiſt Candidat var der paa den Tid flet intet Nedverdigende i at ægte en hoiadelig Frues Kammerpige, og da det individuelle Valg dengang liden eller ingen Rolle ſpillede i de ſed— vanlige, egteſtabelige Forbindelſer, betenkte man ſig ikke paa at tage en Kone, naar man med hende kunde faae et godt Preſtekald. Imidlertid var denne Skik rigtignok flet iffe lovlig, thi den grendſede nær til Simoni; man fane kun igjennem Fingre dermed ſom med Noget, der nu ikke kunde være anderledes; men dygtige Biſkopper fane dog altid fljævt til de Patroner, der paa den Maade udovede Kaldsretten. — Nu heendte det fig, at oven⸗ meldte Holger Roſenkrands til Glimminge havde faldet en Candidat til Preſt, imod at denne Havde givet Lopte om at ægte en af hans Frues Piger, Neppe Havde imidlertid den unge Preſt tiltraadt Kaldet, for han for⸗ elſtede fig i fin Formands Enke, ægtede hende og lod Fruerpigen ſidde. Herremanden vilde dog ilke lade fig noie hermed; han anklagede den unge Preſt for Bispen og Landemodet i Lund ſom den, der havde brudt et Wgte—

To Roſenkrandser. 63

ſtabslofte. Men da der intet Beviis kunde praſteres for, at Preſten havde aflagt et ſaadant, blev han fri— kjendt. Hr. Holger raſede og ſvor at hævne fig. Da der en Dag holdtes Marked i Lund, og Hr. Holger ſom alle den Tids Adelsmænd ved en ſlig en Leilighed ikke havde ladet Viinkanden ſtaae urert, kom den Tort, han mente at have lidt af Bispen, ham i Hu. Med to unge Herremend i Folge begav han fig nu til Bispegaarden. Dr. Mads Jenſen Middelfart, det var Bispens Navn, anede naturligviis intet Godt af deres Komme; imidlertid gjorde han gode Miner til ſlet Spil, modtog dem vel og fatte for dem, hvad Huſet formagede. Gjeeſterne bleve ſnart mere og mere hoiroſtede og henſynsloſe; tilſidſt forlangte Hr. Holger af Bispen, at han ſtulde lade Muſikanter hente, ſom kunde ſpille op til Dands; men Biſtoppen undſtyldte fig og ſagde: „at flig Lyſtig⸗ hed var ikke ham og hans Huus anſteendig.“ Da for— lod hans Tjener Huſet og kom fnart efter tilbage med Muſikanter, der begyndte en lyſtig Dandſemelodi. Hr. Holger raabte til Bispefruen, at hun ſtulde valſe med ham; men da hun trak fig engſteligt tilbage og lod nogle Ord falde om fin Alder og Skrobelighed, tog han fat paa Datteren, Inger Margrethe, og begyndte at fjaſe med hende paa en temmelig uanſtendig Maade, faa at Faderen maatte trede til og falde ham til Orden. Nu forlode de to unge Herremend Stuen, hvorpaa Hr. Holger faldt over Bispen, kaſtede ham i Gulvet og ſlog ham i Neſe og Mund, fan han blodte; derefter forlod

64 To Roſenkrandser.

Herremanden Bispereſidentſen. Men neppe var denne Dorte, for den opbragte Hr. Mads begav fig ligeſaa blo— dig og ilde tilredt, ſom han var, til Kjobenhavn, hen— vendte fig ſtrax til den danſte Geiſtligheds Primas Dr. Hans Reſen, der, oprort og harmfuld over hvad der var ſteet denne værdige Mand, gik lige til Kongen med ham og klagede over den ſtete Vold. Chriſtian IV befalede ſtrax Sagen underſogt og Herredagen domte nu Holger Roſenkrands i en Bode pan 1000 Ndr. Da denne fi Dommen at høre, udbrød han: „Jeg vilde gjerne betale 1000 Mor. til, naar jeg kunde fane Lov til at give den gamle Skjelm endnu engang Saameget.“ Da Roſen⸗ krands's Pttring kom Kongen for Øre, ſtal han have ſagt: „Ja, havde jeg havt faa mange Spogre i Retten ſom Hr. Holger, fan havde min Præft, Dr. Mads, vel faaet en anden Dom.“

Tempora mutantur! Enevelden er indført; den danſte Adel ſtyrtet fra Magtens Tinde, tilſideſat eller i ethvert Tilfælde betragtet med mistenkelige Mine, Borgerſtanden har vel ikke indtaget den Plads, den havde haabet, men enkelte Borgerlige have dog hævet ſig til udmerkede Stillinger. Mellem ſaadanne, paa hvem Monarkens Sol i Seerdeleshed havde ſtinnet, var ogſaa en Son af hiin Lundebisp, Michael Wibe. Michael Wibe havde været Hofmeſter for Grev Chriſtian Ranzovs Son, Diklev. Efter den gamle Greves Dod havde han været fin Elevs hoire Haand. Vant til at omgages de Store blev han efter Souverainiteten Medlem

To Roſenkrandser. 65

af Lovcommisſionen, derefter Vicecantsler i Glückſtadt og 1679 Kronprinds Frederikts Hofmeſter. Samme Aar blev han adlet ſom Etats- Juſtits- Cancelli- og Com⸗ merceraad. Om han har fhyldeſtgjort fine Pligter ſom Thronarvingens Tilſynsmand er mere end tvivlſomt; thi det er beljendt, at Frederik IV var langt tilbage i Kund— ſtaber og tidt bitterlig beklagede bette. — Holger Ro— ſenkrands til Glimminge havde flere Born. Blandt dem var den yngſte den dogtigſte. Han hed Oluf Roſen— krands. Folgende fin lærde Slegts Exempel kaſtede han fig tidlig over Videnſtaberne. Han gjorde flere Udenlandsreiſer og opholdt fig blandt Andet 1641 i Oxford. Da han kom hjem, blev han Secretair i Can— celliet. Medens Faderen var en tvetydig og heftig Na— tur og i fin Tid ſom Lensmand paa Bornholm havde viiſt Malconduite ligeoverfor Svenſkerne, ſynes Sonnen at have været en mere ſtille og eftergivende Mand, der helſt pasſede fine lærde Sysler og i givet Tilfælde, fom i den ulfeldtſte Sag, lydig gik Regjeringens Wrinde. Da han faaledes ikke ſyntes at kunne være farlig, og man rimeligviis onſkede at drage Noget af den Be— rommelſe for Lærdom og videnſtkabelig Dannelſe, ſom heftede ved den gamle Adel, over til den nye Adels Gre— ver og Friherrer, var Oluf Roſenkrands mellem de faa danſte Adelsmend, der den 25de Mai 1671 af Chriſtian V blev ophoiet til Baron med et nyt og prægtigt Vaaben.

Allerede pan Frederik III'S Tid havde en ſervil tydſt Profesſor, Johannes Bund i Lyneborg, udgivet et

5

66 To Roſenkrandser.

fort Üdtog af den almindelige Hiſtorie (Universa hi- storiae Idea), der var tilegnet den daværende Kronprinds Chriſtian. J denne Tilegnelſe ſtrebte Forfatteren at viſe, at den ſouveraine Regjeringsform ikke var noget Nyt i Danmark, og at det egentlig altid havde været et Arverige. Kun ved at træffe de hiftoriffe Kjends⸗ gjerninger ved Haarene lykkedes det ham at begrunde denne Paaſtand, og til Slutning tilfoiede han en ſmig— rende Lykonſtning til Danmark i Anledning af, at Regjerningen nu blot berder pan Een, paa Monarken, efteral Adelens Halſe ere blevne boiede under Aaget. Kong Frederik III. havde nu endelig faget Leilighed til at ſtraffe det danſte Ariſtokrati for dets Utroſtab og fra Herrer gjort dem til Trolle. Dette Skrift var et com— plet Tendentsſkrift, hoiſt ukrititk og trods alle fine Ci⸗ tater hoiſt uvidenfkabeligt; men det var ſom ſagt: Tidens Aand, og den, der vilde opponere mod Sligt, lob Fare for at lægge fig ud med Autoriteterne. Imidler⸗ tid var den nye Friherre af den gamle danſte Adel bleven oprørt herover, Han havde givet efter, idet han, ſom viſtnok enhver alvorlig Mand pan be Tider, folte, at ſaaledes maatte det være; han havde forftaaet, at hans Forfedre havde misbrugt deres Magt til Folkets og Rigets Skade, og at Souverainiteten nu med Rette havde viiſt dem tilbage indenfor deres rette Grendſer, at Adelen nu ligeſaavel ſom Borger og Bonde var bleven den eneveldige Konges Underſaatter, men at de Adelige ſom Underſaatter ſtode hans Throne nærmeft

To Roſenkrandser. 67

og heedrede den meſt. At falde den danſte Adel paa dens baværende Standpunkt en Flok af Trælle, meente han var en nederdregtig Bagvaſtelſe, der maatte afvi— ſes. Desuden fandtes der Forargelſe nok for den grun— dige Videnſkabsmand i en Bog, hvis Forfatter fatte Hiſtorien paa Skruer og fordreiede Kjendsgjerningerne for at lade dem gjore Tralletjeneſte for Tendentſen. Imidlertid hengik der en god Stund, inden Roſenkrands kom frem. med fit Gjenmæle. Forſt 1681 udkom hans Apologia nobilitatis danicæ med en vidtloftig Lil: egnelſe til Chriſtian V. paa 5 Ark. Tilegnelſen til Kongen viſer ganſte viſt, at Forfatteren har meent at opfylde en Pligt mod Landsherren ſaavel ſom mod ſin Stand ved at forſpare den danſte Adel mod fremmede Kry⸗ bereg Inſinuationer; men ſtulde der bagved denne Til egnelſe ikke ligge en ubevidſt Folelſe af, at et ſaadant Skrift maatte ſtride mod den ved Hoffet herfſkende ſtjulte Stemning? Thi ſikkert er det, at Enevoldskongerne aldrig aabenlyſt udtalte ſig om deres Frygt for den gamle Adel, ligeſaalidt ſom denne kunde overtale fig til at troe, at dens Tid heelt var forbi, og at Kongen ikke ſtulde være den naadig. Man kan idetmindſte godt forſtaae, at Roſenkrands paa denne Maade vilde trodſe hin Folelſe hos fig ſelv og paa en ridderlig Maade viſe Monarken, at hans Adel ſtolede fuldt og faſt pan hans Huld og Naade i alle Sager.

Apologien for den danſte Adel, betragtet ſom et reent videnſtabeligt Stridsſtrift, Hvori Forfatteren efter den

68 To Roſenkrandser.

Tids polemiſte Kampmaade alvorligt leſte Bund Texten uden at veie Ordene altfor meget, havde dog efter Rimelighjed ikke vakt al den Larm, hvis Geheimeraad Vibe ikke havde været. Han, denne Eneveldens Parvenu, folte langt varmere for det ſouveraine Kongedomme end Descendenten af den Stamme, paa hvis Ruiner det var reiſt, og hertil kom, hvad Kilderne forſikkre var Hovedgrun— den, at han havde fin Slegts Forſmedelſe at hævne. Den, ſom i Hiſtorien feer de almene Ideers Udvikling og ikke Perſonlighedernes tilfældige Colliſioner, vil ikke være enig med dem heri; men viſt er det rigtignok, at Fami— liebaandet dengang ſpillede langt ſtorre Rolle end nu, og felv i vor Tid vilde det ikke være uden Exempel, at en Son ſogte at hævne en Skjendſel, der var over— gaaet hans Fader, naar han kunde komme Ophavs— mandens Slægt tillivs. Nok ſagt, Geheimeraad Michael Vibe fif Bogen fat og laſte adſtillige Ting der udaf, ſom vare „til Kongens Forringelſe og Regjeringens Nachdeel.“ Neppe havde derfor Oluf Roſenkrands be- givet fig til Egholm, hans Herrefæde, for han modtog folgende Skrivelſe fra Ceremonimeſter Gersdorf: ,,Hviædle og velbaarne Hr. Geheimeraad! Eders Exellence lader jeg herved tjenſtlig vide, at Hs. Majeſtœt mig aller⸗ naadigſt haver anbefalet Eders Exellence at anſige, at De fig fra Hoffet ſtulde entholde, indtil De fig paa nogle Puncter, ſom i den Bog, De ſeneſt har ladet ud— gage, findes indførte, om hvilke De med det Forſte af Hs. kgl. Majeſtets General Procureur ſtulde blive til-

To Roſenkrandser. 69

talt, haver erkleeret. Saaſom jeg nu, Hr. Geheime— raad, i hans Huus, hannem denne Hs. kgl. Majeſtets Villie at ankyndige, kort for hans Bortreiſe til Egholm, forgjeves ſogt haver, da haver jeg ikke villet undlade Eders Exellence denne Hs. kgl. Majeſtets mig aller— naadigſt anbefalede Commisſion ved dette expresſe Bud at lade notificere, proteſterendes, at det gjor mig hjerte— ligt ondt, jeg Eders Exellence ei mere fjærfommen Ti- dende ſtal lade vide. Jeg forbliver ſtedſe Eders Exellen— ces tjenſtvilligſte Tjener F. Gersdorf.“

Denne Melding maa være kommen ſom et Torden⸗ ſlag for Oluf Roſenkrands; thi efter et Par Dages Forlob befandt han fig atter i Kjobenhavn, hvor han ſtrax ſendte Kongen en „allerunderdanigſt Supplique.“ Heri forſikkrer han, „at ſaaſandt Gud vil være hans Sjæl naadig, veed han ikke det Ringeſte i denne Apologi at have forfattet, hvormed han meente at kunne gjøre lig Hs. Majeſtets ſedvanlige hoie kgl. Gunſt og Naade uværdig,” tvertimod har han ſogt at viſe Kongen fin pligtſtyldigſte Taknemmelighed for de mange ſtore Vel— gjerninger, han har ydet ham, ved at fore hans Un— derſaatters Sag mod „udlendiſke Autores“, der med ſtorſte Spot og Deſpect har angrebet den danſte Nation, ifær Adelſtanden. Han viſer, hvorledes han har ſogt at drage en Paralel mellem Chriſtian III „kaldet den Gode” og Chriſtian V og paa alle Maader ſogt at udbrede Hans Majeſtcets Lov og Priis. Det maa være Uvenner og hemmelige Fjender, der have ſat Ondt for ham, mener

70 To Roſenkrandser.

han, og derfor beder han, at nogle gode og lærde Mænd mane blive forordnede til at gjennemgage og prove Apo— logiens Indhold og Fremſtillingsmaade.

Herpaa erholdt Roſenkrands intet Svar, thi Mis⸗ tanken havde allerede faaet altfor megen Overhaand i Monarkens Sjæl. En Commisſion blev nedſat, ſom beſtod af ſex kgl. Geheimeraader: Holger Vind, Eiler Holk, Jens Juel, Ove Juul, Erik Banner og Didrich Schult. Generalfiſcalen fik Ordre til paa Embeds Vegne at tiltale Friherren, og Bogen blev conſiſteret. Senere bleve Domsakterne trykte, og det er deraf, vi have oſt det nermeſt Folgende. — Der forelagdes Roſenkrands 29 Sporgsmaal til Beſparelſe, hvoraf det fremgager, at man havde ſterk Mistanke om, at flere Adelsmænd ſtode bagved hint Skrift, at deres Misfornoielſe med den nye Regjering her Havde faaet fit ÜUdtryk, og at de nu grebe denne Leilighed til under fremmed Flag at komme den tillivs. Navnlig havde Skriftets Berom— melſe af Chriſtian III (der af Hvitfeldt kaldes Adelens Konge) vakt hoi Grad af Mishag, ſaavelſom den indi— recte Roes, der var ydet Ulfeldt, „da han dog var dømt af Hoiſteret og agtet for en Landsforreder.“ Den JIv- righed, hvormed Autor Havde ſogt at beviſe, at Dan— mark altid havde været et Valgkongedomme, ſaavelſom hans tidt gjentagne Advarſel mod at tage Fremmede til Raadgivere og hoieſte Befalingsmend ſyntes ogſaa at være ſtridende mod den Agtelſe, han ſtyldte Monarkens Handlinger og Eneveldens Interesſer. Paa alt bette

To Roſenkrandser. 71

ſvarede Roſenkrands, at han ikke havde underrettet Nogen om, at han hapde Apologien under Arbeide, „paa det Ingen ſkulde gjore den kundbar, for han ſelv nod den ſtore Naade at aflevere Hs. kgl. Majeſtet den.“ Naar han ſiger, at Fremmede i hoie Beſtillinger have forvoldt ſtor Skade, faa ſtotter han fig blot til Hiſtoriens Vidnes⸗ byrd; man behover blot at henviſe til Folk ſom Didrik Slaghaeck pan Chriſtian II's Tid, Nizzio paa Marla Stuarts og Granvella ved Philip II's Hof, og hvad Landets Forſvar angager, faa er det dog rimeligt, „at enhver Herre og Fyrſte langt mere kan forlade fig paa fit eget Folk, ſom fegter for fin Konge, fit Fedreland, for Huſtru og Born, Gods og Formue, end paa Frem— mede, ſom alene fegte for Penge.“ Chriſtian 1078 Regjeringsform har han ingenlunde holdt for den bedſte, det anſeer han derimod den nuværende for, og han har ikke undladt „denne hoiberommelige og hoifornuftige Re— gjering i allerſtorſte Maade allerunderdanigſt at priſe og love. Hans Hjemmelsmand for de Bttringer, han har brugt om Chriſtian III, er Johannes Svaningius hos Stephanius, ſom var Hs. kgl. Majeftæt Hr. Farfaders hoilovlig Ihukommelſe Kong Chriſtian IV's fornemſte Hiſtoricus.“ Han har fremdeles ikke ſagt, at Ulfeldts Sag var „mork“ i den Betydning, at Hoieſteret fulde have domt ham uretferdig, men kun forſaavidt hans Conſpirationer vare uigjennemtrengelige ſaavel for Hoieſte— ret ſom for Enhver i Landet. Imidlertid kan det jo ikke noeegtes, at han var en forfaren Mand og from mod

72 To ofenfrandser.

fine egne daglige Betjente ſaavelſom imod fattige Folk og hoiligen elſket derfor“, ligeſom han jo var en hoit— betroet Mand og Kongens hoire Haand, for han blev Landsforreder; men i dette Landsforrederi havde ingen Adelsmand Deel, og mod ſaadan hans Adfeed erkleerer enhver Adelsmand fig og man fremdeles proteſtere. Endelig folger det af fig ſelv, at han har maattet be— ſtrebe fig for at imodegaae Calumniantens Ord, „at Adelen ſkulde have ſupprimeret den forrige Arveret” og paa en underfundig Maade have tilegnet fig Valgprivi— legiet, ved hvilken Pttring Buno forovrigt har ſogt „at betage Hs. kgl. Majeſtet Frederik III hoiloplig Ihukommelſe den ſtore Wre og Reputation, at Hs. Majeſtet ved fine hvie kongelige Meriter og Qvaliteter har forhvervet ſig den hoiforſtyldte Souverainitet, ſom hans Forfedre for ham ikke have erlanget“, hvorom Saxo, Albert Kreutz, Meurſius og andre anſeete Kilde— ſtribenter vidne. Efterat have indleveret dette Forſpar for ſit Skrift, indgik Roſenkrands nogle Uger efter med et Bonſtrift til Kongen, hvori han anraabte Hs. kgl. Maje⸗ ſtet, om ikke at lade ham tiltale af Generalfiſcalen og Procureuren, hvorved han vilde „proſtitueres til gemene Ry og Rygte over det hele Land.“ Han havde kun ventet ſig Gunſt og Naade ved ſit Skrift, ellers vilde han neppe have vovet at dedicere Kongen det og ſelv overbringe det. — Alt dette hjalp ham dog ikke. Den 25be November ſamme Aar maatte Oluf Roſenkrauds mode for Commisſionen pan Cancelliet i Kjobenhavns

To Roſenkrandser. 73

Slot, hvor Generalfiſcalens Klage var bleven indlevert til Commisſarierne. Dette Indlæg er et ægte Exempel paa hin Tids Procesforelſe, hvorved Advocaten ilke ſparede nogen Moie for at komme den Anklagede tillivs, og hvor man vendte og dreiede Sagen Punkt for Punkt for at kun ne nage til den odieuſeſte Fortolkning; men Indleget afgiver forreſten et godt Beviis paa, hvorledes man ſogte at leſe mellem Linierne i Roſenkrands's Apologi, hvorledes Mistanken i de Tider lurede paa de gamle Adelsmagnaters Deſcendenter, og hvor engſtligt man fredede om Eneveeldens unge Tro og ſogte at bringe de gamle Adelskongers Anſeelſe i Skygge. Roſen⸗ krands's Svar herpaa er roligt og værdigt; han har let ved at beviſe, hvor bagvendt man har leſt hans Skrift, og hvor ofte man paa Grund af Uvidenhed har løbet fig Staver i Livet, f. Ex. hvor han afbifer Beſtyld— ningen for, at han ſtulde have faldt Chriſtian III's Re— gjeringsform for den bedſte, henholder han ſig til de Leerdes Skik, naar de ſtrive, da at bruge Superlativ for Poſitiv, ſœtte prudentisismus, den forſtandigſte, for prudens, forſtandig oſo. Betegnende er det, at han maa forſvare fig mod at have villet angribe „den hoiſt— berommelige tydſke Nation“; og ret naivt argumenterer han, naar han ſom Videnſkabsmand beraaber fig paa Hiſtoriens Kjendelſe for ſine Paaſtandes Sandhed, lige— ſom ikke en hver i en vis Tid gjeldende Autoritet har meent at kunne beviſe fin Net og Exiſtents gjennem alle Hiſto— riens Perioder. Autoriteten reſpecterer ſjeldent Viden—

— j7˖§˖—ꝛ—ñ — f... 7 — ß

74 To IMofenfrandser.

flaben, medmindre denne lydig giver fig ind under dens Aag. Den zdie Februar 1682 faldt Commisſionens Dom. Oluf Roſenkrands flulde have fine Charger for— brudt og betale 6000 Ror. Kun tre af Commisſarierne havde underſtrevet denne Dom. Jens Juel, Erik Banner og Didrich Schult vægrede fig derimod. Da Generalſiſcalen imidlertid indſtevnede Commisſions-Dommen for Hoieſteret, domte Asſesſorerne Oluf Noſenkrands her „for fine grove Forſeelſer“ til at have forbrudt ſine Charger, ſtraffes paa fin Hovedlod og ikke mere lade fig finde i Kjobenhavn, desforuden til at tilbagekalde, hvad Ulovligt hans Apologi havde indeholdt.

Roſenkrands's Secretair, Peder Hanſen, ſom havde hort Dommen oplæje, gik ſtrax hjem til fin Herre for at forkynde ham den. Han fandt ham paa Sengen, hvor han havde lagt fig ligeſom for at ſtjule fig ſelb. Hans Ordensbaand laa paa en Stol ved Siden af ham; han fane paa det og ſpurgte, om man hapde ladet ham beholde det. „Ja“, ſparede Secretairen; „men De er afſat fra alle Deres Embeder og ſtilt ved alle Deres Midler.“ Da ſegnede den gamle Adelsmand, overveldet af Skam og Smerte, om mellem Puderne. Den 14de Marts indgav han atter et Bonſtrift til Kongen, hvori han bad, at Hs. Majeſtet allernaadigſt vilde forunde hans tvende Svigerſonner, Holger Thott og Mogens Skeel, at nyde hans confiſkerede Midler. Kongen be— vilgede hans Anſogning ved en Ordre af 28de Marts til Generalfiſcalen, ſom 17de Marts forkyndte Roſen⸗

To RNoſenkrandser. 75

krands Dommen, imod at bøde 20,000 Rdr. til det adelige Akademi i Kjobenhavn og 2000 til General— Fiscalen. Hele Procesſen blev holdt hemmelig for Baronesſen, Fru Birgitte Krabbe, da hun var en meget ængftlig og folſom Natur. Forſt det folgende Aar anden Juledag talte Fru Birthe Skeel, efter Baronens Samtykke, med hende derom og ſagde, at hendes Mand maatte ſelge ſine Godſer for at betale Procesſens Om— koſtninger; dog fortaug hun Baronens Afſettelſe fra fine Embeder. „Herover blev Fru Roſenkrands“, for tæller Kilden, „meget beſtyrtet og fat i en ſtor kiendelig Bedrovelſe. Hun ſtrev til Miniſtrene, Geheimeraad Michael Wibe og Overkammerjunker Adam Levin Knuth for at udbede fig deres Forbon. Men da hun af en Hendelſe fit hendes Mands Afſettelſe fra fine Embeder at vide, udſtodte hun ſaadanne Klageſtrig, at en Steen maatte rores, og faldt i en ſaa ſtor Devotion, at hun neſten gik fra Forſtanden.“ — Oluf Roſenkrands bøde to Aar efter; han var den ſidſte mandlige Deſcendent af fin Linie. Et latinſk Vers af ham fra hans ſidſte Dage vidner om den Sindsro, han ſogte at tilkempe fig gjen— nem en alvorlig Religieuſitet og edel Stoicisme. Saaledes faldt denne Mand, fordi han i et reent videnfkabeligt Skrift havde vovet at modbeviſe en Ten- dentsſtribents Inſinuationer; han faldt ſom Offer for den nye ſouveraine Regjerings Mistro og Uvillie mod den gamle Adel, og at denne Mening var den almindelige

76 To Roſenkrandser.

ſees af flere Samtidiges Pttringer“), blandt Andet af Bircherods Dagbog, hvori der ſamme Aar, ſom Roſen— krands blev domt, ſiges: „De fleſte danſke Adels-Fami⸗ lier ere mig nogenledes bekjendtie, og jeg kan med Tiden maaſtee blive mere kyndig udi adſtillige Antikviteter, ſom dertil maatte henhore, hvis Nutiden fandt nogen Behag udi Sligt. Men det ſynes ſom avita nobilitas er odiosa (ſom den gamle Adel er lagt for Had). Sat sapienti! Derfor ſtal det heller ikke være raadeligt at tenke ban ſamme Veeks Fuldforelſe.“

Det ſynes ſom Hadet mod den gamle nationale Adel gik frem med Tiderne. Slager man op i Chriſtian V's Teſtamenter hedder det, „at han har mærket en uti— dig Begjerlighed og Attraa til den forrige Regjeringsart, ſom endnu ikke ganſte og aldeles er uddod i vore Under⸗ ſaatters Gemytter, fan at man vel har Aarſag til at frygte, at den kgl. Arveregjering i et eller andet Stykke maa lide noget Anſtod, ſaafremt de folgende Konger ikke vogte ſig imod alle onde Machinationer. Man bor tage lig i Agt for dem, der have altfor megen Slægt og Anhang i Landet. .... Alle vore fjære og troe Under ſaatter, indenlandſte eller fremmede, omendſtjondt de ikke fan lige kunne være kommet af gammel adelig Slægt, ſtulle have lige Adgang til alle mulige Embeder og Stillinger.” J Tilleget til „Maximerne“ ſiger han, „at

*) Vi henvife til et Brev i Danſke Samlinger, udgivne af O. Nielſen, Sophus Schmidt og Bruun.

To Roſenkrandser. ; 77 man maa pasſe vel paa, at Ingen af den gamle Adel beſtikkes til General⸗Procureurs Embede, efterſom hans fornemſte Function beſtaager i, at Intet mod Kongens Souverainitet og Hoihed foretages.” Den ſamme Tone klinger maaſtee endnu ſtarpere gjennem Frederik IV's Regjeringsregler for hans Efterfolger, hvori han paa— lægger denne aldrig paa eengang at have mere end hoiſt Een af den gamle Adel i Geheime-Conſeilet og det un— der intetſomhelſt Paaſkud; heller ikke maa nogen danſt Adelsmand bruges til hoie Poſter ſom Overſecretairens i det danſte Cancelli eller Krigscancelliet, eiheller ſom Deputeret i General- eller Spetatens Commisſariat, ſom Archivar, heller ikke maa han beklede nogle af de hoie Hofembeder eller udnævnes til at have Overcommandoen over Hæren eller til at være Feſtningscommandant og Chef for Cadetterne, fra hvilken Poſt Grev Chriſten Thomſen Seheſted er bleven afſtediget, da han har den gamle, danſte Adels Suurdeig i Hjertet, om han end kan forſtille ſig ſom de andre.“ Og den franſte Geſandt, Gr. Camilly, ſiger 1728: „J neſten alle Europas Stater er Fodſelen det forſte Trin til at nage hoie Verdigheder og Hederstegn, og der findes kun faa Monarker, ſom ikke gjore ſig til Maxime fortrinligen at begunſtige den, naar den ledſages af perſonlig Fortjeneſte. Saaledes er det ikke i Danmark. Kongen, der ſtedſe er paa fin Poſt mod Adelen, holder den fjernet fra Forretninger, Poſter og Embeder og i en ſaadan Fornedrelſe, at det lader, ſom om Fodſelen var for denne en Grund til Udelukkelſe

.

78 To Roſenkrandser.

4 fra alle Hederspoſter.“ At denne Stemning ikke for⸗ andrede fig er naturligt, og vi finde da ogſaa under Frederik V, at den gamle danſke Adel kun udgjor en Trediedeel af de daværende adelige Slægter, Man tenke ſig en ſaadan Tilbagegang i neppe et Aarhundrede!

Vi gjentage det: den danſte Nationalitets faſte Stof blev knekket med den gamle Adel, — det er en Kjendsgjerning, ſom Fremtidens Kritik nok fial lade ſtaae. Det varede længe, inden den Nationalitetsfolelſe, der levede i den tredie Stand, kunde arbeide fig op og fane fit Udtryk i Literaturen, og da endelig et ſaadant Gjen⸗ nembrud ſleer, kommer det ikke directe fra dauſk Side, men merkeligt nok gjennem en Nordmand, der havde modtaget fin forſte Dannelſe og Udvikling i Danmark. — Men endnu den Dag i Dag føles ſmerteligt Tabet af vort nationale Ariſtokrati.

79

Donnn Cborma.

Af en gammel Leges Erindringer”). Ved H. P. Holst.

1.

Det var netop tre Maaneder efter, at jeg havde havt min bekjendte Controvers med Berliner Profesſoren Wilhelm Bislügen, der havde havt den Driſtighed, at paaſtage, at Carl den Store, en Son af Pipin den Lille og Sonneſon af Carl Martel, var en Tyoſter, at min gamle Client Vivanco fik den Idee at ville hoitide⸗ ligholde min Fodſelsdag — den 21de Juni 1802. Han bod mig til Middag, og uden at tænfe paa, hvad det var for en Dag, modtog jeg hans Indbydelſe. Ved Desſerten kom hans tre Born frem med uhyre Buketter — jeg havde cureret den Ene af dem for en Bryſtinflam— mation, den Anden for Kighoſte og ſat Armen i Led paa den Tredie — og den Bngſte begyndte nu med

*) Revue des deux mondes, Iſte Decbr. 1872.

80 Donna Evornia.

en ffjælvende Stemme at recitere Vers til mig, ſom Bræ- ſten, der ogſaa var med tilbords, havde forfattet for ham. Dek er ellers ikke Skik og Brug i Mexiko, men i mine Samtaler med Vivanco var jeg ofte kommen til at berore Familiefeſterne hjemme i mit Fædreland, og det havde bragt ham paa den Idee at gjøre noget Lig— nende denne Gang for at glæde mig. Det lykkedes ham ogſaa fuldſtendigt. Ved Synet af de tre Born, der i ljonne Vers kaldte mig deres anden Fader, deres Frelſer og deres Ven, fil jeg Taarer i Oinene. Mine Foreldre, min Barndom, mit Fædreland, min Landflygtigheds— tilſtand og en Mengde Erindringer, der knyttede ſig dertil, dukkede op for mig og fik mig gamle Mand til at hulke hoit. Vivanco blev ganſte forſkrekket over hvad han havde gjort; hans Kone græd, og et Sieblik efter græd Preſten og Bornene ogſaa. „Det er jo lutter Glæde!” raabte jeg og omfavnede dem — „det er Gledestaarer, J kjere Born! og flet ikke Andet.”

Jeg gav mig til at lee, omfavnede den ſmukke Fru Vivanco, drak et heelt Glas Xeres pan mine Lær- ters Sundhed og gav mig til at pudſe mine Brilleglas.

Henimod Kl. elleve om Aftenen gik jeg forſt, og det meget nodig, thi jeg var kommen til at ſnakke om Elſaſs, om Humlefeſten, om min Moder — Themaer, ſom jeg aldrig kan blive færdig med, naar jeg forſt kommer ind paa dem. Jeg og Præften fulgtes ad Vi havde ikke kommet Vand i Vinen, og vi diſputerede iv- rigt om Verdensſtabelſen og kom derfra ind paa en

Donna Evornia. 81

videnſtabelig Underſogelſe om Syndfloden og det ante— diluviunffe Menneſte.

„Ja, hvad vedkommer alt det os“, ſagde den gamle Preſt, „og hvorledes kan Losningen af disſe Problemer i mindſte Maade forandre det Beſtaagende? Ak, tjære Doktor! jeg forundrer mig over, at Folk, der kunne interesſere fig fan lidenſkabeligt for det, der er til ingen Nytte, tidt kunne være fan ligegyldige for det Hoieſte og Bedſte!“

Strax efter ſtiltes vi ad ved hans Dor. Luften var mild og varm, og Aftenvinden, der ſtreifede hen over Orangeſkovene ved Barrio-Nuevo, forte en bedovende Strom af Vellugt med fig. Orizanabjergets merke og ſpidſe Top ſyntes at bedekke hele Byen, der flumrede ved dets Fod, med fin Skygge. Himlen var morkeblaa og ſtjerneklar. Jeg kom til at tenke paa de udodelige Love, ſom Newton har opdaget; jeg kom til at tenke paa Tidernes Lob, paa Rummet, Materien, Bevagelſen, pan alle disſe Phenomener, der ere Philoſophernes For⸗ tvivlelſe; jeg ſtandſede ved Tanken om, at alle de levende Vesner, der befolke Verden, kunne forſvinde, uden at den Kraft, der opretholder det Hele, led det allermindſte Afbrœk, og jeg kom uvilkaarligt til at min— des de Ord, hvormed den gamle Preſt havde forladt mig.

Jeg var lige ved mit Hjem. Nogle Perſoner ſtod udenfor min Dor og hamrede los paa den af alle Kræf- ter. Naboerne, der bleve opſtkroekkede af deres Sovn ved denne Støj, kom til Vinduerne. Jeg paaſtyndte

6

1

82 Donna Evornia.

min Gang i den Tanke, at jeg ſagtens ſtulde tilbringe min Nat med at flaffe en lille Verdensborger frem for Lyſet.

„Gud vere lovet, Doctor, at De endelig kommer!“ raabte en af dem. „Skynd Dem og kom med! Don Felipe Aceval ligger myrdet her tæt ved.“

„Den Felipe Aceval! De drommer vel?“

„Nei, det er kun altfor ſandt! Skynd Dem blot Doctor!“

Jeg ilede med dem, faa ſteerkt jeg kunde, men Alt ſyntes at lobe rundt for mig. Felipe Aceval død, myr⸗ det! Hvor? hvorfor? af hvem?

Vi dreiede om Hjornet; nogle Natvegtere ſtode der med deres Lygter, hvis ſovnige Lys ſpeilede ſig i en allerede ſtorknet Blodpol.

„Hvilken ſorgelig Begivenhed, Doctor!“ ſagde en Dvrighedsperſon, der ſtod midt iblandt dem. „Al Moie er ſpildt, thi Saaret er dodeligt.“

„Hvem har bibragt ham det?“

„Ja det er det, vi ffal udfinde.“

Jeg trængte ind i Offerets Bolig. Man hade efter gammel Overtro lagt den Dode paa Taeſtelen til hans Verelſe og tildekket ham med en Kappe. Jeg for— langte Lys, fif Felipe lagt paa hans Seng og far Klederne af ham for ikke at ſpilde nogen Tid. Ligeſom Sonnen af den gamle Toribio, der blev dreebt Aaret i Forveien, havde Liget et bredt Saar under det venſtre

Donna Evornia. 83

Bryſt. Ovrighedsperſonen Havde Ret — Felipe var dod, og der var Intet at gjore.

„Vi mage fkride til Synsforretningen, Hr. Doktor“, ſagde Alcaden, der var kommen til i det ſamme.

Jeg lagde ſelv Liget tilrette pan Baaren, der ſtulde bringe det hen til Hoſpitalets Sektionsſtue, og ſpurgte ſaa efter Donna Evornia, den Ulykkeliges Huſtru.

„Hun er inde i fit Verelſe“, ſagde hendes Kammerpige. „Ak, Hr. Doktor, det er hende, der har lukket Doren op og modtaget Liget, da man bragte det.“

„Beſvimede hun?“

„Nei, men hun ſtyrtede ind i ſit Verelſe; der er hun inde, men hun taler ikke, ſvarer ikke og græder ikke heller. Jeg er ganſte bange for at være hos hende.“

Jeg gik ind i hendes Verelſe, der kun var ſpagt oplyſt af en lille Lampe, ſom var tændt foran et Ma— donnabillede. Evornia var ifort denne Huusdragt, der er fan almindelig for alle Damer i Mexico — broderet Linned og en hvid Kjole, der holdes ſammen om Livet af et rodt chineſiſt Krepſhawl. Hun ſad henne ved fin Seng med luftede Dine og gav et lille Barn Bryſtet.

Donna Evornia, der var blond, hvid og beundrings— værdig velſkabt, blev med Rett« anſeet for den ſmukkeſte Dame i hele Byen. Jeg hapde kjendt hende, ligefra hun blev fodt. Hendes Fader var min nermeſte Nabo, og fra hun var ganſte lille, kom hun i en lang Rekke Aar ſaagodtſom daglig ind til mig for at beundre mine

Fugle, mine Inſekter, mine firfoddede Dyr, mine Planter, 65

3% — — —

84 Donna Evornia.

Antiquiteter og i Serdeleshed mine Krybdyr, ſom jeg havde ordnet i en Samling ganſte for fig felv. Jeg glædede mig over hendes Giftermaal med Felipe Aceval, thi de to unge Menneffer elſtede hinanden og vare ſom ſtabte for hinanden, Deres Lykke kjendte ingen Grend— fer, da Cvornia fødte en Son, og Alle fværmede for dem begge, thi de vare gode, ſmukke, rige, menneftefjær- lige og ſyntes at have et misundelſesverdigt langt Liv for fig — den Dræbte var fer og tyve Aar, og Enken, han efterlod ſig, neppe atten.

J Stuen hos Evornia ſad en gammel Naboerſte og opramſede med en mumlende Stemme den ene Bon efter den anden.

„Mit Barn! mit Barn!“ ſagde jeg til den unge Kone, idet jeg nærmede mig til hende.

Lyden af min Stemme ſyntes at væffe hende, thi hun reiſte fig op; hendes hvide Kjole var fuld af Blod⸗ pletter. Hendes ſtore blaae Dine, der ellers vare faa milde og ømme, ſtraalede feberagtigt og med et haardt, ſtolt og udfordrende Udteyk.

„Er han dod?“ ſpurgte hun mig.

Jeg nikkede; hun kaſtede Hovedet tilbage og zittrede over hele Legemet; berpaa lagde hun Barnet, der var faldet i Sovn, paa Sengen, lagde fig tilbage i Leneſtolen med Gænderne klamrede om dens Arme, lukkede Dinene og endſede ikke, at hendes Bryſt endnu var nogent, ſom da jeg traadte ind til hende.

Jeg ſagde nogle Ord til hende, men hun ſyntes

Donna Evornia. 85

ikke at føre mig. Alkaden kom. Da Kammerpigen meldte Ovrighedsperſonens Komme, foer hun op, kaſtede lig i mine Arme, ſtjulte fit Hoved ved min Skulder og trykkede mig krampagtigt i ſine Arme.

„Den Skyldige ſtal blive efterſogt og ſtraffet, Sennora“, ſagde Alkaden i en alvorlig Tone, „det lover jeg Dem helligt. Veed De ikke Noget, der kan lede Retferdigheden paa Spor?“

„Nei! hviſtede den unge Kone.

„Er der Nogen, De har mistenlt?“

„Nei, Ingen.“

Alkaden bukkede. Neppe var han borte, for Evornia igjen faldt tilbage i Leneſtolen og blev igjen taus og ubevægelig ligeſom tidligere.

Jeg førgede for, at hun hapde kvindelig Betjening om fig og gik bort, en Smule urolig over denne tauſe og indeſluttede Smerte. Jeg vidſte imidlertid, at dette fine og ſpinkle Legeme gjemte en energiſt og mandig Sjæl. En Dag — hun var dengang kun fer Aar gammel — vilde jeg fætte hende udenfor min Dor, fordi jeg ſelv ſtulde bort. Hun lovede imidlertid, at hun vilde være artig og ikke røre ved Noget, og jeg fod mig da over— tale til at lade hende blive inde i mit Cabinet og fee paa en Samling af Hymenopterer. Da jeg kom igjen, havde hun taget omtrent Halvdelen af Inſekterne ud af Kasſen og ødelagt dem; de oprige havde hun ſtillet om igjen i en ganſke ny Orden. Jeg domte den Skyldige til at forblive indeſpeerret i mit Verelſe hele den øvrige

86 Donna Evornia.

Deel af Dagen; jeg paatog mig en barſt Stemme og lod, ſom jeg vilde gage, idet jeg ventede, at hun ſtulde tage paa at ſtrige og at græde. Et Kvarteer efter kom jeg tilbage og forbauſedes ved at hore, at Alt var roligt og ſtille. Til Trods for mine Trusler var hun igjen iferd med at ordne mine Samlinger paa fin Maade, og bette Arbeide optog hende ganſte.

Da hun ſage mig komme ind, lagde hun fine [maa Arme overkors og ſtillede ſig hen for mig med en be— ſtemt og udfordrende Mine. „Jeg har lavet om paa dine Dyr“, ſagde hun, „og jeg vilde onſte, at jeg kunde ødelægge dem alleſammen for at ſtraffe Dig, fordi Du har været fan ond imod mig. Nu kan Du gjerne falde pan din Klapperſlange! jeg er hverken bange for den eller Dig eller for din Krokodille — J ere alle Tre lige heslige, og den Ene har ikke noget at lade de Andre hore.“

Den Pokkers lille Pige havde odelagt, hvad jeg huvbe været Maaneder om at ſamle og opſtille; men hun ſage faa henrivende ud med fine blusſende Kinder, fit krollede Haar, fine opſpilede Neſebor og fine ſtore Dine, der erindrede mig om hendes Moders, at jeg ikke kunde lade være at tage hende i mine Arme. Det var jo ogſaa mig, der var den virkelig Skyldige! Stakkels Evornia! Jeg havde forſt feet hende forældreløs, og nu var hun Enke — hvilken ſorgelig Afflutning paa den lykkelige Dag, jeg havde tilbragt hos Vivanco!

Donna Evornia. 87

Henimod Kl. 6 om Morgenen, det vil ſige ſtrax efter Daggry, horte jeg, at Evornia — imod al Skik og Brug — havde ſendt alle ſine Naboerſter fra fig, ſom vare komne for at troſte hende. Denne Opforſel af Enken blev overalt i Byen betragtet ſom en Skandale. Hun hapde desuden, efter Natvegterens Forklaring, været over tyve Gange ved Vinduet for at betragte det Sted, hvor hendes Mand var bleven myrdet. Ogſaa det vakte, efter Begreberne om det Sommelige der, en utrolig For— argelſe. „Det er ingen Chriſten! Der er jo ikke men⸗ neſtelig Folelſe i hende!“ horte jeg i det ene Huus efter andet, hvor jeg kom hen for at gjore mine Syge⸗ beſog. Ak, Tingen var den, at Evornia var ung og ſmuk, og det var uden Tvivl det, der gjorde hele den kvindelige Befolkning ſaa uſtaanſom imod hende.

Klokken otte kom der en Alguazil til mig med en Or- dre, ſom var underſtrevet og parapheret af Preſidenten for Municipalraadet. Den opfordrede mig til ufortøvet at foretage en Skjonsforretning over Liget af Felipe Acival, der var funden myrdet Natten mellem den 21de og 22de Juni. Da jeg kom ind i Sectionsſtuen, vare mine to Medhjelpere allerede paa deres Poſt, og det varede heller ikke længe, for den Ovrighedsperſon, der ſtal være til ſtede ved enhver lovbefalet Skjonsforretning, indfandt fig. Den ſtakkels Mand befandt fig vienfynlig flet ikke vel;

88 Donna Evornia.

han ſtelede frygtſomt hen til Liget, og mine Forberedelſer ſyntes at forværre hans Tilſtand. Felipes Træf havde ikke forandret fig; han ſyntes at ſove. Efter det op- tagne Forhør, havde man fundet ham liggende paa For— toget med Anſigtet mod Jorden, Der var intetſomhelſt Spor af, at der havde fundet nogen Kamp Sted, og han var ikke bleven udplyudret— Offeret var umis⸗ tenkſomt lebet lige i Armene paa Morderen. Saaret, der havde en Brede af fem Centimetre, var mellem det ſjette og ſyvende Ribbeen pan venſtre Side; jeg kom til den Overbeviisning, at det var blevet bibragt ham med en af disſe tveeggebe Knive, ſom Arbeiderne, der gjøre Tobakskasſer, betjene fig af, et forfærdeligt Vaaben, ſom den mexikanſte Befolkning har en ſtor Forkjerlighed for, uden Tvivl forbi det ikke giver Pardon. Saaret vifte mig en Dybde af otte Centimetre; Bladet var trængt ffraat ind fra neden opad. Morderen havde altfan efter al Sandſynlighed bæret af mindre Statur end den Myr— dede. En Eiendommelighed overrafkede mig: Saaret be— varede i hele ſin Dybde den ſamme Brede. Kniven havde altſaa været ganſte ny, medens de, ſom Arbeiderne betjene ſig af, ved den beſtandige Slibning blive tyndere og tyndere. Van Legemet, ſom jeg ſam— vittighedsfuldt underſogte, var der ikke Spor af noget Stod eller nogen Læfion.

Hjertet, denne levende Mufkel, bette Phenomeen, der er Phyſiologernes Fortvivlelſe, var blevet truffet ved det holre Forkammer. Juſt, ſom jeg ſavede Ribbene

Donna Evornia. 89

igjennem, for at aabne Bryſthulheden, hørte jeg ligeſom et tungt Legeme falde til Jorden. Det var Ovrigheds— perſonen, ſom Ingen tænfte længer paa, der beſpimede og faldt ned van Gulvet, Vi bar ham ud i Haven, hvor han hurtigt kom til fig ſelv igjen. „Han ſtreg jo, Doktor! ikke ſandt?“ ſagde den ſtakkels Mand, der endnu var ganſte ude af fig ſelv. — „Hvem?“ — „Han! den Døde!" Jeg kunde ikke lade være at ſmile og gjorde Alt for at berolige ham. Han forſikkrede mig, at han havde ſeet ſaadanne Optrin for, men idag var han gaaet faſtende ud, og det var hele Skylden.

J bette Oieblik bragte man os netop den Kop Chokolade og det lille Brod, ſom Hoſpitalet beveerter med ved ſaadanne Leiligheder. Ovrighedsperſonen vilde drikke fin Chokolade, men han kunde ikke fane en Mund—

fuld ned. Han maatte i hele fire og tyve Timer kempe

med en Torhed i Munden til ſtor Morffab for mine to Medhjeelpere. Jeg raadede ham til at opholde ſig ude i Veſtibulen, og det gik han ogſaa ind paa, men han gjentog alligevel, at han havde været med til Sligt for end idag.

Jeg havde ikke taget feil. Felipes Hjerte, hvis overſte Deel var gjennemboret, maatte have ophort at banke dieblikkelig. Ved at tale om Circulationen, denne ind⸗ vortes Tyngdekraft, der ſtyldes Harveys Opdagelſe, kom jeg med mine to Elever ind paa Sjerteſlagets Styrke. Efter en tydſt Phyſiologs Autoritet mente En af dem,

. al denne Styrke var equal en Vegt af halvfemſinds⸗

90 Donna Evornia.

tyvetuſind Kilogrammer; han glemte, at Arterierne og Venerne have en Muſtelvirkſomhed, der, idet de under— ſtotte Hjertets Bevægelfer, reducerer denne Styrke til omtrent tredive Kilogrammer. En ſikkrere Beregning er den, at ethvert Kammer i dette Organ, der er blevet faa grundigt ſtuderet af Bouilloud i Frankrig, af Teſta i Italien, af Hope i England og af Burdach i Tydſt— land, indeholder en Unze Blod. Da nu Hjertet træffer fig ſammen fire tuſinde Gange i Timen, ſaa folger deraf, at der fordeles omtrent totuſind ottehundred Kilogrammer Fluidum i fire og tyve Timer. Mine Elever ſyntes at være ſtolte af dette Tal. Hvad mig angaager, faa erin— drede jeg, at, efter Bunſen, Hjertet af et andet Patte— dyr, Hvalfiſten, ved enhver Sammentrakning udſender treſindstyve Pund Blod i en Pulsaare, der har en halv Fods Diameter, og jeg folte mig ydmyget og lille. Jeg havde netop endt min Underſogelſe og ſtrevet mit Viſum, da Forhorsdommeren kom ind til mig. Efter hvad der ſidſt var blevet forklaret, kom Don Felipe, da han blev myrdet, fra et ungt Fruentimmer, der over hele Byen var bekjendt under Navnet: Grœekerinden. Hun horte ogſaa til mit Clientel og var en udmaerket ſmuk Perſon, men, efter hvad man ſagde, noget letſindig i ſin Opforſel. Hendes Skjonhed og hendes pikante Veſen lokkede en Mængde unge Menneſter til hendes Hjem. Man dandſede, man pasſiarede der, og ifær ſogte man at tekkes Vertinden, hvis Moder, en gammel Indianerinde, neppe engang forſtod Spanſt. Inden fit.

Donna Evornia. 91

Bryllup havde Don Felipe været forelſtet i den ſkjonne Fremmede — man ſagde, at hun var fra Guadalaxara — og der var endogſaa dem, der paaſtode, at han havde været hendes Elſter.

Greekerinden — dette Navn havde hun faaet paa Grund af fine Traeks Regelmesſighed og Harmoni — havde ikke lagt Dolgsmaal paa fin Forbittrelſe over, at hendes Elſter havde gaget hen og giftet ſig. „Jeg vil dræbe ham,“ havde hun gjentaget i Vidners Paahor, og i en heel Maanen havde hun holdt fin Dor lukket for Alle, hverken deeltaget i Feſter eller i Heſteveddeleb og Tyrefegtninger, men derimod gaaet i Kirke flere Gange om Dagen. Denne Omvendelſe var dog ikke af Varig⸗ hed, og hun havde igjen begyndt paa det Gamle. Det var hende, ſom Dommeren hapde Mistanke til, ſaameget mere ſom det var beviiſt, at Don Felipe i de ſidſte fjorten Dage jevnlig havde beſogt fin tidligere Veninde, og at det var hos hende, han Havde tilbragt de ſidſte Timer, der gik forud for hans Dod.

„Men“, indvendte jeg, „Valentin Solar har allerede længe været hendes udkaarne Elſtker; han fkal jo være fan forelſket i hende, at han har iſinde at ægte hende. De kan jo umuligt være uvidende derom.“

„Nei,“ ſvarede han, „men jeg veed ogſaa, at han og Don Felipe vare Fjender.“

„De talte dog med hinanden. Valentin er en brav og hederlig ung Mand — han kan gjore flig ſtyl— dig i en Svaghed, men aldrig i en Forbrydelſe.“

„Hvis De nogenſinde har været forelffet, Doktor,

92 Donna Evornia.

fan vilde jeg bede Dem betenke, hvor ſmuk og forfore— riſt Græferinden er, og fan vilde jeg ſporge Dem, hvilken Daarſtab eller Forbrydelſe De ikke havde kunnet begage i tyve Aars Alderen, naar hun hapde friſtet Dem til det?“

„Jeg har elſtet, Sennor,“ ſparede jeg bevæget, „men det deiligſte Fruentimmer, ſelb om hun havde Helenes Barm, Phrynes udodeliggjorte Former, Cleopatras nde eller Grekerindeus majeſtctiſte Holdning og Gang, vilde ikle have været iſtand til at væbne min Haand med en Dolk imod min Næfte.”

„De har Ret, Doktor!“ ſagde Dommeren og rakte mig Haanden, „men det er heller ikke Dem, der er Tale om. Det er min Pligt,“ vedblev han, „at for— hore Grekerinden, Valentin, maaſkee endogſaa Donna Evornia, og jeg ſtoler paa Dem, at Ze vil forberede hende paa, at et ſaadant Forhør og en Confrontation maaſtee ville være nerforeſtagende.“

„Agter De da at lade Grakerinden og Valentin arreſtere?“

2 „Det er allerede ſteet. Nu har Donna Evornia onffet at fane fin Mands Lig udleveret; vil De derfor befale, Doktor, at det bliver bragt hjem til hende.“

Jeg bukkede for ham og gik. Da jeg forlod Hoſpi⸗ talet, havde jeg ondt ved at bane mig Vei gjennem den Menneſkemasſe, der formelig havde beleiret det. Udenfor Don Felipes Dor var der næften ligeſaa mange. Folk ſtode der og ſnakkede om Grekerindens og Valentins Arreſtation, og til min ſtore Wrgrelſe var jeg den

Donna Evornia. 93

Eneſte, der var forbauſet over de Rygter, der gik om dem, og den Eneſte, der var villig til at forſvare dem.

J Evornias Forvperelſe fandt jeg en Legbroder, der ſtod og gabede af alle Kræfter, mens han ventede paa den Geiſtlige, ſom han havde ledſaget derhen. Denne kom ſtrax efter ud fra den unge Enkes Cabinet, med Herten trukken op over Hovedet og Henderne foldede. Idet han fif Øie paa mig, gjorde han Korſets Tegn for at flutte fin Bon.

„Hvilken Begivenhed, Doktor!“ ſagde han og loftede Armene iveiret.

„Hvorledes har Deres Skriftebarn det?“ ſpurgte jeg ham.

Han faae faſt paa mig, flog Hetten tilbage, fatte fin bredſtyggede Hat pan og ſparede: „Hun er haardere end Staal.“ Dermed gik han videre, fulgt af Leg— broderen, og velſignede de Udenforſtagende, der ſtrax kaſtede fig paa Knæ for ham.

Da jeg kom ind i det ſamme Værelfe, hvor jeg havde været Dagen i Forveien, vare Vinduesſkudderne tæt tillukkede, og en Natlampe udbredte et fvagt Skin i bet rummelige Verelſe. Evornia fad henne ved fin Sons Vugge og var ſortkleedt. Kammerpigen hapde ſagt mig, at hun ikke havde nydt det Allermindſte. Jeg tog hendes Hender imellem mine — de vare iiskolde. Med den Autoritet, ſom min Alder, min Stilling og mit gamle Venſkab gav mig, kalte jeg til hende om hendes Pligter imod fig ſelv og fin Son. Jeg bebrei⸗

— — — —

94 Donna Evornia.

dede hende, at hun ſad i Morke, og gik hen og aabnede et af Vinduesſtudderne. Lyſet trængte ſom en Guldflod ind i Verelſet; overraſket, blændet holdt Evornia Haanden for Øinene og ilede hen og kaſtede fig ned foran Billedet af den hellige Jomfru.

Jeg taug og betragtede nogle Oieblikke den rorende Skikkelſe, ſom laa der henſunken i Bon. Endelig reiſte hun ſig, kaſtede et Blik paa det ſovende Barn og gik faa igjen langſomt hen til Leneſtolen. Hendes Blik havde det ſamme haarde, vilde og urolige ÜUdtryk ſom igaar. Uden at nævne et Ord om Dommerens Mis— tanke ſagde jeg, at det var muligt, hun vilde faae et Beſog af ham. Hun foer ſammen, reiſte ſig, gik hen til Vinduet, ſtandſede og boiede fig derpaa med en heftig Bevegelſe henimod det Sted, hvor hendes Mand var bleven myrdet. Jeg forte hende tilbage til Leneſtolen, og hun fulgte meehaniſt med. Der var hverken Tale om Graad, Skrig eller Hulken. Det var, ſom om hun ved. fin Villiekraft bekempede disſe Udbrud, der ere faa naturlige for hendes Kjon, og bevarede en No i det Ydre, der ikke lovede mig noget Godt.

Henimod Klokken fem var jeg færdig med mine Sygebeſog og ſtyndte mig hjem. Poſtdirekteuren Havde ſendt mig en lille Aeſte, der var adresſeret' til mig fra Haci— endaen ved Mirador. Allerede i lang Tid havde en Mængde Rancheros, naar de efter mexikanſt Skik op⸗ regnede for mig de Huusraad, [om de Havde brugt. ligefra de bare ſmaa, ogſaa nævnt for mig „beſjelede Frokorn,“

Donna Evornia. 95

hvoraf en Dekokt paa faſtende Hjerte var et ufeilbarligt Middel mod Leverſyge. Det Meerkverdigſte herved var, at disſe Frokorn ſtulde være i en ſtadig roterende Bevegelſe, og man havde over hundrede Gange lovet at viſe mig dette Phenomen, ſom jeg anſage for en Fabel. Ganſte nylig havde Huushopmeſteren paa Mirador igjen talt til mig om dem, og jeg havde opfordret ham til at beviſe mig ſin Paaſtand. Man domme derfor om min Bevegelſe, thi den lille Akſte, jeg holdt i Haanden, kom netop fra ham.

Jeg troede ingenlunde pan denne roterende Bevegelſe, men det er en fan let Sag at benegte Noget, at jeg eengang for alle har gjort mig til Regel ikke at gribe til dette Middel. „Sandheden,“ ſiger Pascal, „flakker ukjendt omkring iblandt Menneſtene.“ Jeg for mit Ved— kommende har fat min Wre i at ſoge den og komme til at erkjende den. Man har benegtet Blodcirculationen, ſom Galienus har opdaget, man har benegtet Planeternes Gang omkring Solen, ſom Pythagoros har fundet; man har benegtet Vaccinen, Dampen, Elektriciteten. Hvad enten det er af Dovenſkab eller Uvidenhed, Menneſtet begynder beſtandig med at benegte. Og dog er der ingen Glede, der kan ſammenlignes med den at opdage en Sundhed, hvor lille den end er. Det er en Velgjer⸗ ning mod hele Menneſteheden.

Det var altſaa med en vis Feber, at jeg fremtog mine Ternger, mine Luper og mit Mikroſkop. Jeg lagde et ſtort Ark hvidt Papir paa Bordet og lukkede Vinduer

96 Donna Evornia.

og Dore, for at ikke nogen Trek ſkulde komme til at bevæge mine Frokorn. Alene Tanken om et Sandſebedrag, hvorved jeg kunde komme til at fore Videnſtabernes Selſtab og Almeenheden bag Lyſet, bragte mig til at ſtjelve og til at fordoble min Omhu.

Da jeg havde taget alle mulige Forholdsregler, aabnede jeg den koſtbare Wſke, og pan et blodt Bom— uldsleie, gossypium herbaceum, faae jeg fer brune, trekantede Frokorn ganſke i Form af polygonum phago- pyrum eller Hvedekorn, men to Gange ſtorre, ligge ud— bredte foran mig. En tydelig Navle vifte, at de tilhorte en Bonne. For det blotte Øie havde de en brun Hud, der var rynket paatvers, uden Tvivl fordi de vare for torre; feet med Lupen var det et brunrodt, treagtigt, poreuſt Vev. Jeg tog med den ſtorſte Forſigtighed tre af Bonnerne. Jeg fatte den forſte pan Navpleſtedet (ombilicus) den anden pan den venſte og den tredie pan den hoire Side. For at være fuldkommen ſikker tændte jeg et Lys, hvis Flamme ved ſin Viften kunde ſige mig, hvorvidt Bornenes mulige Bevegelſer kunde hidrore fra en ydre Aarſag. Derpaa holdt jeg mit Lommekorkleede for Munden, og i Angſt og Spænding ventede jeg nu, Hvad der vilde ſtee.

Der forlob ti Minuter, og Alt blev ved det Gamle, men jeg tenkte paa, at naar en Mand ſidder og fiſter, og han i en Timestid ikke har noget Bid, fan troer han ikke derfor, at Floden flet ikke har Fiſk. Liden var desuden flet ikke gunſtig, ja endogſaa irrationel til at

Donna Evornia. 97

foretage ſaadenne Experimenter. Naar Solen gaaer ned, giver jo endogſaa Senſitiven efter for Sovnen og miſter fin Evne til at træffe ſig ſammen. Jeg begyndte at blive lidt flov, da jeg i det ſamme troede at bemerke ligeſom en Zittren i den Bonne, jeg havde ſtillet paa Navlen. Jeg ſage hen til Lyſet, men det brendte ganffe ſtille og roligt, og Spidſen af Flammen pegede lige mod Loftet. Bonnen trillede om, og jeg meerkede, at jeg blev ganfte bleg. Fem Minuter efter væltede mine tre Bonner fig mellem hinanden, ſom grebne af en Svimmel— hed, idet de ſnart nermede fig til hinanden, ſnart krydſede og fjernede fig fra hinanden, O Natur! o Videnſkab! hvor mange Mirakler gjemme J ikke i Eders Skjod! Ligeſom min Lerer og Meſter Newton blottede jeg mit Hoved og baiede mig for Gud.

Der blev banket paa min Dor; nu havde jeg nok Lyſt til at gage hen og lukke op eller ſvare! „Kom ind!“ raabte jeg langt om flænge. Det var Arreſtfor— vareren, der traadte ind til mig for fra Criminaldommeren at bede mig om at fee hen til Graekerinden, der klagede over Ildebefindende; han onſtede at vide, om han uden Riſico endnu ſamme Aften kunde bringe hende ſammen med Liget af Don Felipe.

3.

Denne Anmodning fra Criminaldommeren fremkaldte hos mig en Lergrelſe og en Utaalmodighed, ſom jeg 7

98 Donna Evornia.

ilke kunde lægge Skjul paa. Jeg puſtede mit Lys ud, ſtubbede Leneſtolen tilſide, ſtruede Glasſet af mit Mikro— flop, bandede alle Mordere og endnu mere dem, der ere dumme nok til at lade ſig myrde. Et ſaa interesſant Experiment, et Factum, der maatte frembringe en heel Omveltning i Videnſkaben, en Opdagelſe, der ikke ſtod tilbage for de allerſmukkeſte i den nyere Tid, og alt det forfeilet og manqueret blot for et Fruentimmers Skyld, ſom maaſtee var ligeſaa raſt ſom jeg ſelv!

„Jeg ſeer, at jeg kommer til Uleilighed, Hr. Doktor!“ ſagde Arreſtforvareren, „men det er ikke min Slyld. Jeg har ikke Raad til kun at gjøre, hvad jeg felv vil, og maa derfor lyſtre, naar jeg fager en Befaling.”

Denne fornuftige Bemeerkning, der blev fremført i en melancholſt Tone, gjengav mig hele min Rolighed. Naar Alt kom til Alt, var det jo mig alene, der havde Uret, Var det en Tid til at ſtudere og gjore Experi— menter? Havde jeg ikke desuden, dengang jeg fil Doktor— hatten, ſvoret paa, overeensſtemmende med den ſmukke Formel i den ſpanſte Medieinallovbog, at jeg vilde offre min Tid, mit Velvære, mine Interesſer, ja mit Liv for at være mine Medmenneſter til Nytte? Denne Ed havde jeg endnu aldrig brudt. Jeg trykkede Arreſtforvarerens Haand til Tak for den Lection, han hapde givet mig, og medens den ftikkelige Mand i fin Forlegenhed ſtod og dreiede paa Hatten og hilſte mig fra fin Kone og ſine Born, ſamlede jeg mine Inſtrumenter og lagde for— ſigtigt mine tre Bønner tilbage paa. deres Bomuldsleie.

Donna Evornia. 99

Jeg kom igjennem Fengſelsgaarden netop i det Oieblik, da Fangerne vare nede for at fane frifi Luft. De omringede mig pan Oieblikket, En traf mig i Skjo⸗ derne, en anden vifte mig fin Tunge, Alle beklagede de fig, og Alle forlangte de at blive lagte ind paa Syge— ſtuen, Hvorfra det er ulige lettere at undvige. En af Fangevogterne faldt over dem med Stokkeprygl for at ſtaffe mig Plads, og det oprørte mig ſom ſedvanligt.

„Det er Tyve og Rovere“, ſagde Fangevogteren, idet han fulgte mig hen til Opgangen.

„Det er Menneſter, og de ere ſyge“, ſparede jeg.

„Ja det er Suge, der ſtilke Dem en Kniv i Maven ligeſaa roligt, ſom De ſtikker Hul pan en Byld.“

Deri havde han ganſte Met, og dog veed jeg ikke Noget, der i den Grad bringer mit Blod i Kog, ſom at fee et voxent Menneffe fane Prygl, og, ſaalenge jeg lever, vil jeg arbeide paa at faar Stokken afffaffet bande i Armeen og i Fengslerne.

Man havde fat Grekerinden ind i et Verelſe med hvidkalkede Vægge, et Verelſe, der egentlig kun var be— ſtemt for de Dodsdomte — hvad hun lylkeligviis ikke vidſte. Hun lag henne paa en Brix, og da hun horte den tunge Dor aabne ſig, vendte hun ſit blege Anſigt og fine morke, udtryksfulde Oine hen imod mig. Da hun fif Øie paa mig, ſtyrtede hun hen til mig, lagde ft Hoved pan min Skulder og begyndie at hulke. Fange— vogteren blev udenfor,

—

100 Donna Evornia.

„Hvad vil man mig? hvad har jeg gjort?“ raabte hun fortvivlet den ene Gang efter den anden.

Jeg veed meget godt, at Fruentimmer og Born kunne grede for et godt Ord, og dog kan jeg aldrig fee et Fruentimmer grede, uden at det rorer mig dybt. Jeg ſogte at berolige Grekerinden. Hun havde lidt Feber, og det gjorde mig ondt at fee hende faa moblog. Hun kunde neppe holde ſig opreiſt; hendes deilige Arme hang ſlapt ned, og de edle, rene og regelmesſige Træt havde et Udtryk af Smerte og Frygt, ſom ellers var dem frem— med. Forunderligt nok, havde den ſpinkle, frygtſomme og blonde Evornia med eet faget hele den Holdning og det Udtryk, ſom ellers tilhorte Grekerinden, og omvendt var denne frygtſom, modlos og forſagt, ſom man havde kunnet vente fig af Evornia.

„Han er dod, ikke ſandt?“ ſpurgte hun, idet hun ved et forunderligt Gammentræf gjentog de ſamme Ord, ſom Evornia forſt havde henvendt til mig.

„Er De den Eneſte, der ikke veed det?“ ſagde jeg til hende.

„Nei, Doktor, men jeg vilde helſt hore det Mod— fatte, thi jeg elſtede ham.“

Hun ſagde disſe Oed med halv Stemme, rodmede, ſtjulte fit Anſigt i fine Hænder, ſom om hun ſtammede fig over fin Tilſtagelſe, og gav fig til at græde i Stilhed.

„De veed, at man anklager Valentin?“ ſagde jeg.

„Og mig uden Tvivl ogſaa?“ foiede hun til i en foragtelig Tone.

Donna Evornia. 101

„Har De ikke tidligere engang truet med at dræbe Felipe?“

„Han forlod mig, efterat han hapde lovet at gifte ſig med mig, og jeg var naſten vanvittig af Sorg. Jeg, drebe ham! og allerhelſt nu!“ ...

„Var han da atter Deres Elſter?“

Græferinden ſage iveiret og feſtede fit Blik paa mig. „Ja!“ ſvarede hun med Stolthed.

„Pokker ſtager i de Fruentimmer!“ tenkte jeg. „Det vilde være nok til at dræbe min ſtakkels Evornia, hvis hun blot anede“ ... Jeg vilde gage, men Graker— inden holdt paa mig. Min Pligt forbod mig at lade hende vide Noget om den ryſtende Scene, der ventede hende. Da jeg gik fra hende, var hun badet i Taarer,

Jeg lod mig fore ind til Valentin, der lob ſom en Raſende frem og tilbage i fin Celle. Han havde nylig været i Forhor og var ude af fig ſelv af Forbittrelſe. Han ſvor paa, at han vilde fætte Ild paa Raadſtuen ved hoilys Dag, at der ikke ſtulde blive Steen pan Steen tilbage af Fengſlet, og at Forhorsdommeren flulde komme til at ſtage ham til Regnſtab for alle de nederdregtige Beſtyldninger, der lage i hans dumme Sporgsmaal. Det var ikke muligt at tale fornuftigt med ham. Han var en ſtikkelig Fyr, ſom mente i Oieblikket Alt, hvad han ſagde, men ſom vilde glemme det Hele paa Timen, ſaaſnart han havde faaget fin Frihed. Han bad mig om at ſkrive til ſin Fader og at ſorge for, at han fik nogen Aftensmad.

102 Donna Evornia.

Jeg forlod Fengſlet moralſt overbeviiſt om, at begge de Anklagede bare uſtyidige. J Porten traf jeg Criminal— dommeren, der vilde have mig med hjem til Middag. Da jeg forſikkrede ham om, at Graekerindens Feber ikke havde noget at betyde, gned han ſig i Henderne, thi det var ligefrem nodvendigt, ſagde han, at faage Felipe i Jorden ſnareſt muligt.

Under Muaaltidet talte vi ikfe om Andet end om Mordet. Jeg meddeelte ham min Mening; han horte paa mig, uden at afbryde mig, men han ryftede ſmi— lende pan Hovedet, hvergang jeg ſagde, at Ovrigheden var paa Vildſpor, og at de ſnareſt muligt ſtulde lade Valentin og Grekerinden igjen komme van fri Fod.

Da jeg havde udtalt, meddeelte han mig i Fortrolig⸗ hed, hvad han mente om Sagen, og hvad han nu vidſte af Politirapporterne. Grekerinden, der var fra Tam— pico og ikke fra Guadalaxara, var kun nitten Aar gam— mel. Jen Alder af fjorten Aar var hun bleven gift, ſtrax efter ſtilt fra fin Mand, og derpaa hapde hun fort et eventyrligt Liv i Vera Cruz, Puebla og Tlacotalpam. Hun var af udmerket god Familie, og hendes foregivne Moder var i Virkeligheden hendes Amme. Her Havde Don Felipe været hendes Elſter, og der var Vidner nok, der vilde beedige, at de Havde hort hende udſtode de forferdeligſte Trufler imod ham, da han giftede fig med Donna Evornig. J de ſidſte fem Maaneder hapde den farlige Sirene igjen faaet ham i fine Garn. „Nu til faner ſelv Grœkerinden“, foiede han til, idet han rykkede

Donna Evornia. 103

fin Stol nærmere hen til mig, og idet jeg tændte min Cigar ved en Braſero, „at Don Felipe er gaaet fra hende i Aftes Kl. elleve, efterat han har tilbragt Aftenen hos hende i Selſtab med Valentin, der gik bort et Kvar— teerstid tidligere. Klokken tolv er Don Felipe bleven myrdet, thi Vegteren, ſom har Poſt der, havde netop lidt for Tolv været paa den Plet, hvor Liget blev fun— det. Klokken Halv eet ſtod Valentin, der forklarer, at han lige til det Oieblik har drevet om i Gaderne, igjen udenfor Grækerindens Huus og talte med hende i Vin- - duet. En Vegter har feet dem ſammen, og det er No— get, ſom forreſten Ingen af dem har benegtet.“

„Men hvorledes forklare de dette Smmmentref?“

„Forbrydere have altid Forklaringer paa rede Haand, men de ere ikke altid lige tilfredsſtillende. Valentin, der er jaloux paa Don Felipe og Grakerinden, gik bort, ſiger han, for at holde Øie med dem. Han har flakket omkring i Gaderne og har ogſaa, ſom han felv tilſtager, modt fin Rival. Da er det, at han mechaniſt er gaaet tilbage til Grœekerinden, hvem han fandt ſiddende ved ſit Vindue.“

„Ja, men det findet jeg ſlet ikke uſandſynligt.“

„Jeg er ikke færdig endnu. Efter Deres eget Skjon er Saaret frembragt af en af de Knive, ſom anvendes af Folk, der lave Tobakskasſer. Ikke ſandt?“

„Ganſte viſt, og Kniven maa have veret fuld— kommen ny.“

„Iforgaars Klokken fer om Aftenen har den Bisſe⸗

104 Douna Evornia.

kremmer, der pleier at have ſit Stade nede paa den lange Bro, ſolgt ſaadan en Kniv til en Mand, ſom han erklerede, at han med Lethed kan gjenkjende, naar han feer ham. De maa allſaa være forberedt pan et Theater: coup, gode Doktor.“

Dommeren forlob mig et SOieblik, og jeg negter ikke, at hans Ord bragte mig til at vakle. Jeg vedblev at betragte Grekerinden ſom uſtyldig, men jeg begyndte at mistenke Valentin, og jeg tenkte paa al den Sorg og Ulyfte, han bilde vælte over fin Familie. Jeg tenkte ogſaa paa den ſtakkels Evornia. Alt vel overveiet var det flet ikke nodvendigt for Dommeren at meddele den unge Kone alle disſe Hiſtorier, der blot kunde fordærve for hende Billedet af den Mand, ſom hun tilbad, hvis Tab hun begred, og ſom var Fader til hendes Barn. Jeg beklagede, at Liget var bragt tilbage til hende, men Loven forlangte det, og min Wrbodighed for Loven, uden hvilken Wrbodighed hverken Ovrighed, offentlig Orden eller Regjering er mulig, har altid adſtilt mig fra mine Landsmend, der anvende al deres Aandrighed pad at krenke og tilſideſette den.

Dommeren vilde ikke, at vi ſtulde træffe Opmeerk⸗ ſomheden paa os, og Klokken var derfor allerede ni, da vi begave os hen ſammen til Fængslet. Grakerinden, der med Heftighed forlangte at vide, hvad man vilde hende, fulgte med Skriveren gjennem endeel afſides Ga— der; Valentin, der havde ſtraalt og ſtreget ſaameget, at han var ganſte hes, fulgte efter i nogen Afſtand. Jeg

Donna Evornia. 105

gik ad den korteſte Vei, for at lade Evornia vide, at hun ikke maatte forſtrekkes, om hun horte nogen Støi inde i fin Mands Værelfe, men forreſten var jeg noget i For— legenhed, naar jeg tænkte paa, hvad jeg ſtulde ſige for at ſtjule Sandheden for hende.

Det var ganſte morkt, og Gaderne vare ſom en Folge deraf tomme og forladte. Kun hiſt og her fab et Par Fruentimmer ved Vinduerne og talte om Dagens Begivenheder. Jeg maatte pasſere min egen Bolig. Det var ikke uden Sorg og Hjertebanken, at jeg tenkte paa mine „beſjelede Frokorn“. Ved bette Klokkeſlet, hvor jeg ellers fab roligt ved mit Arbeidsbord, var jeg nodt til at trave omkring i Gaderne, og imens udtomte Bonnerne maaſkee deres ſammentrekkende Kraft, og der vilde maaſtee hengage Maaneder, inden jeg var iſtand til at flaffe mig andre!

Jeg ſtod ſtille, thi en afſtyelig Tanke foer mig med eet gjennem Hovedet. Hvis nu en Ignoraut, en Tosſe, den Forſte den Bedſte benyttede de Timer, ſom jeg maatte tilbringe paa Gaden, til at opdage den meerkperdige Eiendommelighed ved de „beſjelede Frokorn“, og ſendte en Prove af dem til Paris, London eller Mexiko! Hvis Wren for denne Opdagelſe blev frarovet mig! Bar ikke den Jord, ſom jeg ſtod paa, og ſom var opdaget af Columbus, Navn efter Florentineren Veſpucci? Jeg vilde lige til at vende om, men traadte i det ſamme med den ene Fod ned i et Hul, og det bragte mine Tanker ind i et bedre Spor. Jeg fulgte nu raſt med,

106 Donna Evornia.

og alle mine Tanker dreiede fig fra nu af alene om, hvorledes jeg pan den ſtaanſomſte Maade ſtulde meddele Donna Evornia, hvad hun alligevel vilde faae at vide.

Den mexikanſke Skik at udſtille Liget med blottet Anſigt og lægge det nogent i Jorden ſtriver fig rimelig— viis fra Monteezomas Tid. Saameget er viſt, at Ligene af de indianſte Hovdinge bleve udſtillede offentligt, inden de brendtes til Aſte.

Evornia havde forjaget Matronerne fra fit Værelje; men hun formagede ikke at forhindre, at de tumlede med hendes Mands Lig og ſtroede Blomſter paa hans Leie. Han lan nu der med en Roſenkrands i Haanden og en Krands af Solſikker om Hovedet. Sex mægtige Vox— kjerter brændte ved hans Hovedgjeerde, og en fattig blind Mand fad henne i en Krog og opramſede Bonner. Klok— ken tolv ſtulde den unge Mands Lig bæres hen til Sogne— kirken og begraves under Fliſerne i et Kapel, ſom en af hans Forfedre havde bygget.

Evornia knelede foran fin Seng, da jeg traadte ind i hendes Verelſe. Da hun horte mig aabne Doren, vendte hun fig om og tilkaſtede mig et forbittret Blik. Hendes Son græd henne i Vuggen. „De maa være fornuftig, Tjære Barn, og gjore, hvad jeg ſiger!“ ſagde jeg til hende. „Huſt dog paa, at De er Moder!“ —

„Jeg har iugen Melk,“ ſagde hun og knugede

Donna Evornia. 107

begge Hænderne mod fit Bryſt Hun gik hen til Vin— duet og vilde ſee ud, men jeg forhindrede det, fordi jeg frygtede for, at hun ſtulde komme til at fee Alcaden gage forbi med fin Escorte. „Fat Mod, mit Barn!“ blev jeg ved. „Om et Sieblik vil man komme og af: hente Don Felipes Liig — lad mig ſee, at De er ro— lig!“ „Har jeg da ſtreget eller grædt? Jeg veed Ingen— ting, jeg feer og jeg hører Ingenting. Lad dem bære ham bort!“ „Det vil maaſtee ikke gage gan ſte ſtille af. Alcaden og Dommeren ville lade en Mand bringe herhen, ſom man mistenker for at være Morderen,” — „En Mand,“ udbrød hun, „en Mand! Hvem er det?“ ſpurgte hun mig engſtlig. — „En Elſter af dette ÜUd— find, ſom man falder Grekerinden!“ Evornia udtalte dette Navn med en ſaadan Blanding af Had og Foragt, at jeg blev ganſke forſtemt. „De troer, at jeg endnu beſtandig er fer Aar, min gamle Ven? Hvorledes vil De ellers, at jeg ſtulde være uvidende om, at min Mand har været dette Creaturs Elſter og var det endnu igaar?

Evornia kjendte altſaa det Hele, Det var For- klaringen paa, at hun favde været fan vild og uſtyrlig. Brede og Jalouſi havde bemegtiget fig hendes bløde Sind og forvandlet det i Bund og Grund; men Reak— tionen maatte komme, og jeg forfeerdedes ved Tanken om den Kriſe, der maatte folge efter.

Jeg tvang den unge Kone til at ſette fig ned, tog fjendes Son og lagde ham i hendes Arme. Jeg kneeſlede

108 Donna Evornia.

ned ved Fodderne af den ſtakkels Martyr, men jeg vidſte ikke, hvad jeg ſtulde ſige. At tale til Fruenktimmer har aldrig været min Sag; men jeg havde Taarer i Oinene, og jeg talte til hende, ſom man taler til et kjcert Barn, fon man giver de ommeſte Navne. Jeg vilde gjerne have taget hende i mine Arme og vugget hende i Søvn ved mit Bryſt, ſom jeg gjorde, da hun var lille. Hun begyndte at lytte til mine Ord, og lidt efter lidt ſaae jeg, at hendes Trek forandredes og tabte deres vilde og fortvivlede Udtryk, Hun greb min Haand, kysſede den og trykkede fit Barn ind ti! fit Bryſt. Hun fil Taarer i Dinene, og lidt efter begyndte hun at græde, Men pludſelig reiſte hun fig op og udbrod i en heftig Tone og med en forvildet Mine: „Forlad mig! De knuſer mig! De bringer mig til Fortvivlelſe!“

„Grœed ud!“ ſagde jeg til hende. Men idetſamme traadte hendes Kammerpige ind ad Doren og gjorde hemmeligt Tegn til mig, at Dommeren onſkede at tale med mig. Jeg omfavnede Evornia, ſagde, at jeg vilde komme ſtrax igjen, og bad hende om iffe at blive for— ſtrekket, hvis hun ſtulde høre nogen Stoi indefra Lig— ſtuen. Jeg dadlede i en ſtreng Tone dem, der huvde vakt Skinſygen i hendes Hjerte, og beſvor hende at troe, at om hendes Mand ogſaa havde kunnet begaae en Let- ſindighed, fan havde han dog intet Oieblik opført at elſte hende. Hun horte paa mig, ryſtede paa Hovedet og ſaae efter mig uden at ſige et Ord.

Jeg ſogte at fatte mig. Indtil dette Oieblik havde

Donna Evornia. 109

jeg troet, at hendes Sorg var ganſte almindelig, og det var mit Forſœt at faae hende til at reiſe enten til Cor— dova eller Puebla, ſaaſnart det var forbi med de ni Dages Indſperring, ſom efter mexikanſt Skik er en Nodvendighed. Enhver Stedforandring pleier at være velgjorende for et nedboiet Sind, og Moderkjerligheden vilde dog nok tilſidſt fane Bugt med hendes Fortviv— lelſes Men nu var Forholdet jo aldeles forandret — jeg kunde blot formane hende til at reſignere og glemme, og begge Dele vare en Umulighed.

Jeg beholdt min Opdagelſe for mig ſelv, og, efterat have vexlet nogle Ord med Dommeren, ſtillede jeg mig hen ligeover for den Dor, ſom Grekerinden ſtulde komme ind af. Dommeren havde forberedt mig paa Graad, Skrig og Beſvimelſer, og jeg havde taget mine For— holdsregler derefter. En Snees Voxkjerter brendte om den Myrdedes Baare, og Verelſet var derfor — til— trods for fin Udſtrekning — fuldſtendig oplyſt. Paa et Vink af Dommeren blev Valentin fort ind.

J det Sieblit han traadte over Terſtlen, blev han ſtaaende ligeſom blendet, tog fin Hat af og korſede fig; derpaa gik han med faſte Skridt hen til Liget og be— ſteenkede det med Vievand.

„Valentin Solar,“ ſpurgte Dommeren, „kjender De denne Mand?” — Valentin ſmilede foragteligt og traf paa Skuldrene paa en hoiſt ucerbodig Maade. — „Han er ikke forknyt,“ hviſkede Domeren til mig. — „Han er uſkyldig!“ ſvarede jeg. — „Vent bare lidt, Doktor!

110 Donna Evornia.

De er altfor Hurtigt færdig med Deres Dom.“ Med nogle alvorlige Ord opfordrede derpaa Dommeren Va— lentin til at have Wrbodighed for Retten, og umiddel— bart derefter befalede han, at Grakerinden ſkulde fores ind i Salen. — Ligeſom Valentin blev hun blendet i det forſte Dieblik derpaa traadte hun et Skridt tilbage og udſtodte et let Skrig, da hun fik Øie paa Liget; men ſtrax efter gik hun med hurtige Skridt hen til det og knelede hulkende ned foran det. — „Reis Dem,“ ſagde Dommeren i en befalende Tone, „og ſiig os, om De gjenkjender dette Lig?“ — „Det er Don Felipe Aceval — Gud være hans Sjæl naadig!“ — „Veed De, hvorledes han er kommen af Dage?” — „Jeg veed, at jeg med Glæde vilde give mit Liv for hans, hvis jeg blot kunde!“ — Hvad har De at meddele os?“ — „Ak, Inket.“ — „Hvem har De Mistanke til?“ — „Lil Ingen?” — Hun gik hen til Valentin, der havde betragtet hende med Medynk, og ſtottede ſig til den unge Mands Arm. Confrontationen ſyntes at være tilende, og jeg vilde allerede vende tilbage til Donna Evornia, da Retsbetjenten kom ind med en ſimpel Maud, der i det forſte Oieblik blev overraſtet, men derpaa hilſte til alle Sider. Det var den fremmede Bisſekreemmer, der i en otte Dages Tid havde havt ſit Stade paa den nye Bro. Dommeren forte ham hen til Crucifixet. „Sverg ved den Korsfeſtede, der er bob for Dig,“ fagbe han, ujværg, at Du vil tale Sandhed!“ — Bisſekrœmmeren lagde fin tunge Hat, der var beſat med Solvkvaſter, paa

Donna Evornia. 111

Gulvet ved Siden af fig og aflagde derpaa den Ed, ſom man forlangte.

„See Dig nu omkring, vedblev Dommeren, „og ſiig os pan din Samvittighed, om Du gjenkjender her den Mand, til hvem Du i Forgaars har ſolgt en tve— egget Kniv?“

„Det gjør jeg,“ ſagde Bisſekroemmeren.

Jeg ſage paa Valentin, men han forandrede ikke en Mine. Grakerinden fæftede ligeledes fine ſtore Oine med et Udtryk af Uro paa den unge Mand og traf fin Arm til ſig.

„Saa viis os, hvem det er,“ vedblev Dommeren.

„Det er ham!“ ſagde Manden og pegede hen paa Liget.

Der indtraadte en dyb Taushed. Denne uventede Erklering omſtyrtede paa eengang alle forudfattede Me— ninger og fjernede enhver Mistanke. Bisſekrœmmeren gjentog fit ÜUdſagn med den ſtorſte Beſtemthed og beſtrev den Pengepung, ſom Manden, der havde kjobt Kniven, havde taget op af Lommen for at betale ham, og det var noiagtigt den ſamme, ſom den Myrdede pleiede at gane med. Dommeren gav i fin Overraſtelſe allerede Ordre til at fore Valentin og Grekerinden, hvem han endnu ikke kunde bekvemme fig til at fætte paa fri Fod, tilbage til deres Arreſter, da der pludſelig opſtod en Bevægelfe henne ved Doren, hvor en Flok Tyende og Nysgjerrige havde ſamlet fig. De traf fig kilſide for at gjore Plads, og Evornia traadte ind i Salen.

112 Donna Evornia.

Jeg vilde ile hen kil hende, men Dommeren tvang mig paa en ublid Maade til at blive pan min Plads. Da den unge Kone fik Die paa ſin Mands Lig, veg hun forfærdet tilbage lige til Væggen, med ODinene fæ- ſtede paa den Døde, og man kunde høre hendes Negle ſtrabe pan Kalken. Hendes Leber bevægede fig, og hun ſyntes ikke at have Die for Andet end ham. Hendes Bryſt hævede fig krampagtigt; hun havde ondt ved at trekke Veiret, og en pibende Lyd trængte fig frem fra hendes Lunger. Den Blinde, der pan Grund af Stil— heden troede, at han var alene, begyndte igjen at op— ramſe ſine Bonner. Ved Lyden af denne Stemme drei— ede Evornia hurtigt Hovedet om og fil derved Die pan Grakerinden. Hun traadte et Par Skridt henimod hende, Blodet ſtrommede op til de blege Kinder, og hun ud— ſtralte Haanden truende mod fin Medbeilerinde.

Ved dette Syn veg Grcekerinden tilbage lige til Vinduet. Der ſank hun i Knæ, og med Hænderne fol— bede for Bryſtet betragtede hun med Skraek Enkens op— hidſede Anſigt. Jeg glemmer aldrig det pinlige Indtryk, ſom denne Scene gjorde pan mig. Disſe to ſtjonne Skabninger, hver med fin eiendommelige Typus, dannede en forunderlig Modſoetning til hinanden. Grakerinden, hvis hoie, kraftige og formfuldendte Skikkelſe ſyntes at kunne ſeire over enhver Modſtand, var i disſe Oieblikke et Billede pan Bomyghed, Forſagthed og Underkaſtelſe. Hendes morke Lokker faldt oploſt ned over hendes brune Kinder, Hovedet bolede fig ydmygt og hendes vande

Donna Evornia. 113

glimrende Oine kaſtede kun et frygtſom Blik pan hendes Modſtanderſte og ſyntes at tigge om Barmhjertighed. Evornia derimod ryſtede fine lange gyldne Lokker ſom Lovinden ſin Manke og ſtirrede med fremrakt Haand og et vildt flammende Blik paa fit Rov, ſom om hun hvert Oieblik vilde ſtyrte los paa det.

„Ah,“ ſagde hun med en Stemme, der næften kvaltes af Raſeri, „Du har gjort Ret i at komme — jeg ventede Dig!“ Jeg vilde endnu engang gage imellem dem, men dennegang var det Evornia, der ſtodte mig tilbage uden at fee paa mig. „See til,“ vedblev hun, „at fage Liv i din Elſter, der ligger derhenne! Det er jo Noget, ſom Du forſtaar Dig paa.“

Evornia traadte endnu et Skridt nærmere, men i det ſamme reiſte Græferinden fig og ſtyrtede hen til Dommeren. „Ved Deres Moders Sjel, Sennor!“ raabte hun og pegede hen paa Evornia, „der ſtager Don Fe lipes Morder! See blot pan hendes Dine!“

Ved denne Anklage flog Evornia heftigt Henderne for Anſigtet, og hendes uſikkre Blik ſogte ſtrax efter hen til hendes Mands dodblege Anſigt. „Naade!“ ſtammede hun og ſank ſom lynflaaet om paa Gulvpet.

Valentin og jeg bragte hende ind i hendes Ve— relſe. Man kaſtede Puderne tilſide for at lægge hende udſtrakt paa Leiet. En tung Gjenſtand faldt derved klirrende paa Gulvet — det var Kniven, ſom Bisſe— kreemmeren havde ſolgt til Don Felipe. Hvad vilde det

ſige? Jeg ſtjcendte paa Dommeren, der talte om ſtrax 8

114 Donua Evornia.

at underkaſte hende et Forhor. Han befalede, at Græ- kerinden, til Trods for hendes Bonner og Taarer, flulde fores hen til et Kloſter, og han underrettede Valentin om, at han var fri og kunde gage, hvorhen han" vilde. Den unge Mand ſtillede ſig ſtrax til min Dispoſition. Naboerne, der Dagen i Forveien ſtrommede til og til bod deres Tjeneſte, flygtede nemlig nu hovedkulds fra Huſet, og det var Valentin, der maatte paatage ſig Uleiligheden af at fage Don Felipe ſtedet til Jorden, der havde været hans Medbeiler, og hvem han var bleven beſtyldt for at have bragt af Dage.

Evornias Barn græd uophorligt. Efterat det fire Dage havde indſuget en af Feberen forgiftet Melk, fit det Krampe. Barnepigen var løbet fin Vei, og jeg maatte derfor betroe det til en gammel Indianerinde, der var mig perſonlig meget hengiven. Henimod Mid— nat indtraadte der endelig lidt Ro. Jeg fad ved den Syges Seng og ſogte at bringe Klarhed i mine Ideer. Dommeren gik op og ned ude i den lange Corridor og ventede blot paa det Sieblik, at han kunde komme til at tale med Donna Evornia. Hun var for⸗ reſten ved fuld Samling, men laa med lukkede Oine og ſparede ikke paa noget af mine Sporgsmaal. Klokken eet bad hun om Noget at drikke og klagede over Hoved— ſmerter. Dommeren kom nu ind i Stuen. Til Trods for min Agtelſe for ham felv og min Vrbodighed for Loven havde jeg den ſtorſte Lyſt til at tage ham i

—

Donna Evornia. 115

Nakken og kaſte ham pan Doren. Hvad vilde han? hvad ſogte han her? Et nyt Offer — det var det Hele! Evornia havde hort ham tale og flog Dinene op. „Hvad onſter De at vide?“ ſpurgte hun. — „Morderens Navn, Sennora!“ — „Grakerinden har ſagt Dem det. Det er mig!“ Da han vilde henvende et nyt Sporgs— maal til hende, ſagde hun, idet hun reiſte fig halvt op: „Jeg er den eneſte Skyldige. Hvad vil De mere?“ Hun vendte fig om til mig, ſlyngede fin Arm om min Hals, lagde fit Anſigt til mit og hviſkede: „De feer ikke paa mig med Redſel! De holder af mig trods Alt, hvad der er fleet! .. . Hvorledes flal jeg forklare Dem det? Jeg fik at vide, at han bedrog mig, og vilde foragte det, men jeg formagede det ikke. Jeg lod ham ſelv kjobe mig Kniven ... jeg bad ham om ilke at gage ud, men blive hos mig. Han lo af mig og gik. Da jeg horte ham henne i Gaden komme ſyngende hjem, oprortes jeg ved Tanken om hans Troloshed og For— rederi. Jeg gik henimod ham paa Fortoget; "Han flog Kappen tilſide for at tage mig i fine Arme . . . men hvorfor fortælle Dem mere? De veed jo det Hele!” Hun lukkede Dinene og fang. Dommeren gik, efter at han havde tilladt, at hun maatte blive ſom Fange i fit eget Hus under mit Anſvar. Gode Gud, hvilken Nat! Jeg horte Vagtens Trin ude i Corridoren og kunde ikke forſone mig med den Tanke, at hun var en Morderſte. Klokken fire dode Barnet. Evornia udſtodte i dette Oieblik et forfærdeligt Skrig, hun mumlede et 8+

116 Donna Evornia.

Par Ord, ſom jeg ikke kunde forſtage, og faldt derefter hen i en Vildelſe, hvorunder hun hele Natten troede at kempe mod et bloddryppende Spogelſe.

5.

Jeg havde ikke blot elſtet Evornia, da hun var lille, men ogſaa efter hendes Bryllup, gik hun aldrig min Dor forbi, og tidt naar jeg allermindſt anede det, fane jeg hende ſtikke fit ſmukke lille Hoved ind af min- Dor. Med Fingren paa Leben gik hun da let og alvorligt hen til mit Skrivebord, neiede dybt for mig og kaſtede fan i en Haandevending alle mine Papirer med Latter imellem hverandre. Derpaa rakte hun gjerne fin Kind hen til mig og ſagde: „Slaa kun!“ og et Par Minuter efter ſad hun alvorligt ved Siden af mig og Tod mig forklare hende, Hvad jeg ſyslede med. Ulytken ſtulde nu forſt lere mig, hvormeget jeg Holdt af hende, og med hvilfen faderlig Kjærlighed jeg Havde fluttet mig til hende.

Jeg havde hverken Søvn eller Appetit og forlod kun Evornia, naar mine andre Syge ikke kunde undvære mig. Hele min Streben gik kun ud paa at belure ethvert nyt Feberſymptom og beſeire dem alle. Langt om lenge lykkedes det mig, og et Par Uger efter var hun uden Fare. En Dag, da jeg havde været hos hende og ſeet hende ſpiſe med Appetit, ilede jeg hjem og ſatte mig for forſte Gang efter lang Tids Forlob

Donna Evornia. 117

igjen hen til mit Skrivebord, og det forekom mig, at jeg ret var i Aande til at tage fat. Jeg hapde neppe be— gyndt, for jeg fil et Brev fra Criminaldommeren, hvori han bad mig komme til ſig. Han takkede mig med Varme for Alt, Hvad jeg havde gjort for Donna Evor— nia, og det fornoiede mig, men jeg blev dodbleg, da han tilfoiede, at det var i Samfundets Navn, han taf- fede mig, fordi jeg havde bragt det dertil, at den Skyl— dige nu kunde fage fin Straf. Forbauſelſe, Harme, Uvillie og Indignation truede med at overvelde mig; jeg var ligeved at bryde los, men jeg beherſtede mig, bukkede taus, ilede hjem og kaſtede mig ude af mig ſelv i min Leneſtol. J faa lang Tid havde jeg altſaa ſtridt og ſeiret tilſidſt, for at. hore en af Retferdighedens Tje— nere takke mig, ikke fordi jeg havde frelſt en Medſtab— ning, men fordi Skafottet ikke gik glip af ſit Bytte! Hele Natten gik jeg op og ned i mit Værelfe og lagde Planer for hvad jeg vilde gjore, den ene ligeſaa van— vittig ſom den anden. J det ene Oieblik vilde jeg tage Evornia med Hjem i mit Huus, barrikadere det og for— ſvare hende der til det Sidſte, i det andet tenkte jeg pan at bringe hende hemmeligt ombord i et fremmed Skib, der kunde fore os begge til Europa. Tilſidſt kom jeg pan den langt fornuftigere Tanke at tage til Mexiko og henvende mig med en Forbon til Regeringen — jeg vilde bede den franſke, engelſte og ſpanſke Miniſter om at underſtotte mit Andragende, og jeg vilde formaage Erkebiſpen, der var min perſonlige Ven, til at anbefale

— ——-kV— —

118 Donna Evornia.

det. Ved bette Forfæt blev jeg ſtagende, og henad Af— ten gik jeg hen til Donna Evornia, hvem jeg den Aften fandt mere bekymret end ſcedvanlig. Hun begyndte at tale om fin Proces, men jeg ſogte at komme bort fra dette Thema. „Nei,“ ſagde hun, „det er nodvendigt, at vi tale derom jo for jo heller.“ Med en Koldbodig⸗ hed, der overraſtede mig, talte hun om den Sfjæbne, der ventede hende. „Man vil maaſtee ſtjenke mig Livet,” ſagde hun, „men jeg vilde foretrekke at doe.“ — Jeg vilde ikke gage ind paa disſe Betragtninger og meddelte hende, at en Sag af Vigtighed kaldte mig til Mexiko, og at jeg agtede at reiſe forſtkommende Tirsdag. Hun blev urolig over, at hun fulde favne mig i længere Tid og bad mig om at opfætte min Reiſe; men det gjaldt jo hendes eget Vel, og jeg lod mig ikke overtale. Mit Afflag ſyntes at bedrove hende; dog trængte hun ikke videre ind paa mig, men bad mig om at ſpiſe til Mid— dag hos hende, Dagen for jeg tog bort. Det lovede jeg, og jeg gik fra hende med et glad Haab om, at det ſtulde lykkes mig at udvirke, at hun kunde tilbringe Reſten af fine Dage i et Kloſter, Hvad jeg ſyntes at kunne ſpore var hendes hemmelige Onſte.

Da jeg om Mandagen gik hen til hende efter hen— des Indbydelſe, var det et forfærdeligt Veir. Hun ventede og modtog mig med denne gratieuſe Omfavnelſe, der er Skik og Brug blandt Mexikanerne. Vi ſatte os tilbords, og den gamle Indianerinde, ſom jeg Havde bragt hende, vartede os op. Hvor kjerlig og omhyg⸗

Donna Evornia. 119

gelig var hun ikke under hele Maaltidet! Det var, ſom om hun inden min Afreiſe vilde belonne mig paa een— gang for alle de Bekymringer, hun hapde foraarſaget mig, og for alle de Skridt, ſom hun maaſtee anede, at jeg endnu vilde foretage for hende! Efter Bordet forte hun mig ind i ſit Verelſe, fatte mig i fin Leneſtol og tog ſelv Plads paa en Skammel foran mig. Hun gav ſig til at tale om Fortiden, om den forſte Dukke, jeg havde givet hende, og om den glimrende Colibri, jeg havde opkaldt efter hende. Hun nynnede den Sang for mig, ſom jeg tidt havde ſunget for hende i hendes Barndom, naar jeg vilde vugge hende i Sovn, og ſom uden Tvivl ogſaa er bleven ſungen ved min egen Bugge, thi jeg veed ikke, af hvem jeg har leert den. Da jeg horte Donna Evornia ſynge den med fin ſympathetiſke Stemme rorte den mig dybt. Hun lagde Merke til det, holdt pludſeligt op, og vi ſad nu tauſe ved Siden af hinanden.

Klokken ti vilde jeg gage, men hun vilde ikke lade mig flippe. Af og til udſtodte hun et dybt Suk, der ledſagedes af en feberagtig Ryſtelſe. „Deres Nerver ere angrebne, kjere Barn,“ ſagde jeg, „og det er paa hoi Tid, at De kommer til Ro. Farvel!“

Da jeg kom ud paa Gaden, var Uveiret ban fit Hoidepunkt. Elementerne raſede, imod hinanden, og i et Par Timerstid leverede Torden, Lyn, Regn og Storm en Kamp i ben fredelige Orizavadal, ſom jeg aldrig for havde været Vidne til.

120 Donna Evornia.

Under den faldt jeg i Sovn, og da jeg vaagnede næfte Morgen, blev der bragt mig en ſtriftlig Opfor⸗ bring til ſtyndſomſt at foretage en Skjonsforretning hos Donna Evarnia, der lidt efter Midnat ſelv havde taget ſig af Dage.

Rettelſer i Decemberheftet: Pag. 563, 7de Linie fra n. læg: Fra Angelico. — 564, 7de Linie fra n. bringes læg bindes. — 566, gde Linie fra o. findes les ſtinner.

Andersen.

.

I

123

Ved Iksleringen af

Adam Gehlenschlegers Mlindetable i Frederiksberg Kirke,

den 16de Februar 1875. Af

H. P. Holst.

Paa Tidens Bolgegang vi vugges Og endſe i vor Traplhed ei,

At een for een de Stijerner ſlukkes, Der funkled megtigſt paa vor Vei. De ſtore Aander drage bort,

Kun fulgte af en flygtig Klage, Og fattigt, ſmaat er inden fort Alt, hvad endnu vi har tilbage.

194 Adam Oehlenſchlegers Mindetaple.

Dog hvad der end i Verden glemmes,

Hvad Stort og Sfjont der fkal forgage, Hans Navn ffal dog med Troſkab gjemmes, Hans Bauta fkal urokket ſtaage;

Og mens flet Ingen ſige kan,

Hvad Sed den nye Tid vil avle,

Gager end hans Ry vidt over Land,

Er i hvert Bryſt hans Mindetavle.

Saa gid da den, der nu ſtal tale Fra Kirkens Muur paa ſtille Viis, Maa ofte Hjerterne huſvale

Og lofte dem til Tak og Priis; Thi naar med Magt vi rives hen Af dem, der Aandens Indſegl bære, Saa er vor Tak til dem igjen

Jo kun en Lopſang til Guds re!

En kiobenhabnsk Arbeiderbebivgelse vt 1781,

Af

Georg Kringelbach.

J Slutningen af det 18de Aarhundrede herſtede

der ingenlunde noget godt Forhold imellem Meſtre og Svende af de forſtjellige Lang her i Hovedſtaden. Mis⸗ fornbielſen havde imidlertid dengang ikke — ſaaledes ſom nu forſt og fornemmelig fin Grund i Lonnings— forholdene og den daglige Arbeidstid; der klagedes fra Svendenes Side nok fan ſteerkt over, at Laugsanord— ninger og Sædvaner paa en uretfærdig Maade begun— ſtigede Meſtrene“), medens disſe til Gjengjeld befværebe

) En Hattemagerſvend, der havde forladt fin Meſter efter lovlig Opſigelſe, maatte ſaaledes ikke tage Plads hos nogen anden Meſter, forinden han i 5 Maaneder havde forladt Byen!

126 En kjobenhavnſt Avbeiderbevægelfe i 1781.

fig over de mange ffadelige og urimelige Vedtægter, der i Tidernes Lob havde indſneget fig med de indvandrede tydſke Svende, ſom ikke vilde opgive deres Hjemſtavns Skikke, og ſom ogſaa efterhaanden bragte det dertil, at disſe Skikke vandt en Slags Hævd her“). Utilfredsheden gav fig ikke ſjeldent Luft paa en faa fremtrædende Maude, at Autoriteterne for Alvor bleve fatte i Bevegelſe der— ved; den udartede endog i Aarene 1781 og 1794 til Arbeidsnedleggelſer af ſtorre Betydning. Striken i 1794, der var meget omfattende, men kun varede i 14 Dage, er andenſteds“ *) udforlig behandlet; den i 1781, der indſtrenkede ſig til et enkelt Laug, men til Gjen— gjæld varede i over et halvt Aar, flal her gjores til Gjenſtand for nærmere Omtale. De to Bevagelſer ligne hverken hinanden i Henſeende til Oprindelſe, Ud— vikling, eller ſelve deres Afflumning; men begge ere, om end ikke „lyſtelige at beſtue“ faa. dog Hver paa deres Maade „gode at fane Forſtand af“, og de fortjene der— fo: begge at befries for det Glemſelens Stov, der hid— til har dekket dem.

*) Som betegnende Exempler i jaa Henſeende kunne, foruden hvad der nedenfor vil blive fremdraget, anføres, at det var Bagerſvendene forbudt nt gifte fig; fremdeles at der blandt Bogtrykkerſvendene ſkjelnedes mellem Cornuter og Poſtulater, af hvilke de Forſtnœvnte maatte yde et aarligt Bidrag af 6 Ndl., deels til Drikkevarer, deels til Fordeling mellem Poſtulateren, ſamt for at naae op til Poſtulatveerdigheden maatte betale 50, 40 til 50 Rdl, ſom ligeledes anvendtes til Drik og Svir.

) Ner og fjern 1872 Nr. 20 og 22.

En kiobenhavnſe Arbeiderbevegelſe i 1781. 127

Den 28 Marts 1780 indgav Oldermanden for Snedkerne og otte Meſtre paa egne og ſamtlige Laugs— brodres Vegne, en Anſogning til Kongen, hvori de be— klagede ſig over forſtjellige Misbrug, der havde indſneget lig blandt Spendene. J denne Anſogning hedder det bl. A.: „Ved den Tid, det kal. Chriſtiansborg Slot her i Staben blev bygget (ſandſynligviis 173340), vare ſaavel gifte ſom ugifte Snedkerſvende ... . . at anſee ſom eet Slags; men den for Arbeidet der ſtagende Meſter gav de gifte Svende det Navn „Vilde“, ſom og endnu indtil denne Tid er vedbleven og har foraar— faget os og dem ſtor Tab og Skade, da de fremmede hertil reiſende Spende Tid efter anden have bragt det ſaavidt, at ingen af dem en Tid lang tilbage har villet eller tor underſtage fig til at arbeide med en ſaakaldet vild Svend udi eet Varelſe eller Verkſted, ligeſom at de kunde være enten ſmitſomme eller uerlige for det de ere gifte.“ De fremmede Svende havde ligeledes fundet paa, at ingen Svend maatte underſtage fig til at bære et Stykke Veerktoi fra fin Meſters Huus og hen i Byen, ſelvb om det kun var „en Hovl eller Hammer i en Lomme, for i et Oieblik at tage et Strøg af -en Dor eller en Vinduesramme, eller forat ſlage Som i et eller sandet Sted“; his derfor Meſteren ikke havde nogen Lere— WDreng, ſom han kunde lade gane bag efter Svenden, og ilkle havde Raad til at leie en Karl, fan blev han ſelv modſaget til at bære Veerktoiet for Spenden, ſelb om bænne var „hans egen idag udlærte” ; Vedkommende riſi—

128 En kjobenhavuſt Arbeiderbevegelſe i 781.

kerede nemlig, naar han kom „i de andre Spende s Sam— fund, om ilke Livet fan dog fit Helbred og Pengemulcter“, hvilket ogſaa gjaldt de Ugifte, der arbeidede ſammen med de Gifte. Svendene holdt endvidere Samlinger, hvori de lagde Raad op imod de Meſtere, der ikke vare dem til Behag, og beſluttede ikke at ville arbeide hos disſe „efter Omgang, naar de ligge ledige,“ hvilket ligefrem ſtred mod Laugsanordningerne. Endelig havde de ugifte Spende paa deres Herberge oprettet en Syge— flue, der blev misbrugt derved, „at en vidtloftig Svend, fon i lang Tid har ſpiret og drukket ſamt ved Slagsmaal er bleven trættet, der ogſaa nyder Pleie og udhviler fine Lemmer til mere Ondſtabsveek.“ Meſtrene an⸗ ſogte nu i Henhold til det ovenfor Anforte om, at disſe Misbrug maatte blive hævede; og efterat Magiſtraten, hvis Erklering over Sagen var bleven indhentet, havde anbefalet den, reſkriberede Kongen den 30te Marts 1781 1) at gifte og ugifte Svende ſtulde udgjore eet Selſtab og have fælles Lade (d. e. Kasſe), hvortil de ugentlig ſtulde yde et viſt Bidrag, 2) at de felv ſtulde bære deres Veerktoi til Arbeidsſtedet, 3) at de, naar de vare ledige, efter Omgang flulde gage pan Arbeide hos den Meſter, Oldermanden anviſte dem, og 4) at Sygeſtuen ſtulde hæves og de Syge paa Ladens Bekoſtning henlægges paa Frederiks- eller almindelig Hoſpital.

Saaſnart denne Reſolution var bleven bekjendtgjort ved en Magiſtratsplakat af 9de April ſ. A., opſtod der et ſteerkt Rore blandt ſamtlige ugifte Svende, og den

En kjobenhavnſk Arbeiderbevægelfe i 1871. 129

27de April nedlagde deres Oldgeſeller Lacroix og Schalek en Anſogning for Kongens „hellige Fodder og af Naade og Mildhed blomſtrende Naadethrone“. De erkjende, at de og enhver, ſom befinder ſig under Kongens „Krone og Scepter og all Verden bekjendte ſerdeles milde og allernaadigſte Regjering,“ bor ...

allerunderdanigſt efterleve, hvad han ſom „en ſouveraine Konge og Landets Fader, ja at ſige ſom en Gud. paa Jorden allerhoiſt befaler;!“ men da de tillige vide, at Kongen er „ſtormodig og retfærdig” nok til „uden at kaſte Ungade paa dem at anhore“ deres allerunderdanigſte Indvendinger, faa vove de herved at fremfore disſe: J 100 Aar eller ſaalcenge Snedkerne have havt kgl. Laugs⸗ artikler, Havde gifte og ugifte Svende ingenſinde havt nogen „Connexion“ med hinanden, ligeſom det ogſaa

var ubilligt, at de ugifte ſkulde havde fælles Lade med

de gifte, der ofte vare gamle og ſygelige. Overhovedet kjendte man ikke i Udlandet ſaadanne Beſtemmelſer ſom de, der vare givne i Reſtriptet af 28de Marts, hvilket desuden var foranlediget uden de fleſte Meſteres Vidende, og det vilde være til ſtor Skade for dem, der herefter ſtulde reiſe, hvis det ikke blev hævet.

Denne Anſogning blev ſendt til Magiſtraten, ſom den 30te Mai erklærede, at Reſtriptet burde ſtage ved Magt, da det i og for fig var retfærdigt og ingenlunde var ſtridende mod Laugsartiklerne, ſamt alene af den Grund var Spendene, navnlig de fremmede, imod, fordi det havde fat en Stopper for deres Selpraadighed. ——

2 ͤ ˙ ES rr — gr — — rs gemene

130 En kjobenhavnſk Arbeiderbevægelfe i 1781.

Forinden imidlertid Svendene fik Svar paa deres forſte Andragende, indgav de under 16de Juni et nyt, i hvil— ket de efter atter at have forſikkret Kongen, at de „holde og venerere“ ham „for deres Gud og allerhoieſte Be herſter og Befalingshaver paa Jorden,“ beklagede fig over, at de ikke med det Gode kunde nage til en Over— eenskomſt med Oldermeendene, hvis Holdning imod dem var bleven aldeles utaalelig, ſiden Reſkriptet af 28de Markts blev bekjendtgjort. Dette havde havt tilfolge, at Halvodelen af de fremmede Spende vare rei— ſte; de Oprige vilde blive nodte til ligeledes at drage bort, hvis de ikke vilde udfætte fig for Kammeraternes Forfolgelſe, og de Nyankamne havde forladt Byen, ſaa— ſnart de lærte Indholdet af Reſtriptet at kjende. De gjentog de tidligere anforte Anker imod dette og bad paany om bets Ophavelſe, ialtfald i det veſentlige. Med Anſogningen fulgte en Udtalelſe fra ſytten Meſtere, der ſluttede fig til Svendene, og noget ſenere henvendte fire Me- ſtere fig med en directe Anmodning til Cabinettet om, at de gifte og ugifte Spende maatte fane hver fin Lade, ſamt at de frit maatte vælge, fvilten Meſter de vilde arbeide hos. Samtidig modtog Cabinettet flere Bekla— gelſer over, at forſtjellige Byggeforetagender ikke kunde fuldfores, fordi Snedkerne havde nedlagt Arbeidet; ſaa— ledes meddelte Hofbygmeſter Zuber, at han ikke vilde kunne ſtaffe en Tilbygning til det ſtore kgl. Bibliothek færdig i rette Tid “), fordi vedkommende Snedkermeſtre af Man—

) Strakningen fra Indgaugen til Tgihuſet.

1

En kjobenhavnſt Arbeiderbevegelſe i 1781. 131

gel paa Svende ikke vare iſtand til at opfylde deres Forpligtelſer. Alt bette havde tilfolge, at Cankcelliet i Juli Maaned fra Fredensborg, hvor Hoffet opholdt fig, fif en Cabinetsordre, der gif ud paa, at Reſtriptet af 28de Marts ſtrax burde hæves, og Magiſtraten tilkjende— gives, at den ikke maatte indfore „nye Sager“, med— mindre Laugene vare enige. Oldermanden for Snedker— fanget havde imidlertid givet Cancelliet den Oplysning, at be Artikler, Svendene havde paaberaabt fig i deres Anſogning, vare nogle gamle, ſtrevne, af en Politimeſter Raſch 1699 ſtadfeſtede Beſtemmelſer, der ſtred imod de egentlige Laugsartikler. Dette bevirkede, at Cancelliet, ſom under hele Bevegelſen viſte ſtor Tilboielighed til at holde med Magiſtraten, nedlagde Foreſtilling om, at denne ſtulde afgive Erklering over Svendenes ſidſte An— bragende, forinden endelig Beſlutning blev tagen. Dette gik Cabinettet ind paa, og under 15de Auguſt urgerede Magiſtraten paany, at Reſtriptet burde ſtaae ved Magt; det var kun de tydſkfodte Meſtere, ſom havde udtalt fig imod det, og derved ſamt paa anden Maade bidraget deres til Ophidſelſen; at over 80 Svende vare dragne bort, kunde man ikte logge ſynderlig Vægt paa, da et ſtort Antal Spende — ſtjondt ikke faa ſtort — ſtedſe begav fig pan Vandring ved Sct. Hansdags Tid; Man⸗ gelen pan Arbeidskraft i Byen hidrorte derimod navnlig fra, at de Fremmede, ſom dette Aar vare fomne hertil, vare blevne forforte til ſtrax at begive ſig bort igjen, og bette foltes fon meget mere, ſom en ſtor Deel af de

132 En kigbenhavnſk Arbeiderbevegelſe i 1781.

Indfodte havde ſogt Arbeide paa Skibsveerftet og anden— ſteds, hvor de fik en hoi Daglon.“)

Cabinettet, ſom tog dette Spar meget unaadig op, udſtedte allerede den 22de Auguſt en ny Ordre, der utvivlſomt ſtyldes Guldbergs Pen og i flere Henſeender er fan characteriſtiſt, at den fortjener at gjengives i fin Heelhed. Den lod ſaaledes:

„Vi have allerede tilforn et Par Gange advaret Magiſtraten, at den maa gage varſom og med megen Overleeg tilverks i Henſeende til Laugenes Forfatninger og Rettigheder, og det er dens Pligt at agte aller— underdanigſt paa vore Erindringer. Magiſtraten og de af Magiſtraten, ſom ere beſtemte til beſynderlig Opſigt med de forſkjellige Laug, ffal merke ſig nye Uordener, naar de vil indſnige fig, og da ſtal de ſtrax gaaes imode. Men naar dette er af Magiſtraten i ſine Tider forſomt, og disſe Uordener ere blevne gamle og have vundet Hevd, faa kan de ikke ved et Magtſprog he— ves, og det fan meget mindre, ſom Laugene ftaae i Samfund med UÜUdenlands Laug, hvilke Magiſtraten in⸗ genlunde kan forandre. Ogſaa er ikke enhver Tid til flige Uordeners Ændring lige ſtikket, og derfor holde Vi og have fat Magiſtraten, pan det den ſkal overlegge, om det nu er klogt og til Tiden pasſende at foreſlaae Forandringer, der vel i fig ſelv ere nyttige, men for

) Dette ſaavelſom de øvrige her benyttede Aetſtykker findes i det danſke Cancellies Arkiv.

En fjøbenhavnjt Arbeiderbevegelſe fra 1781. 133

alle Omftændigheder nu ſtadelige. Vores Hovedſtad og alle Arbeidsveie deri fattes nu Hender. Vi have ſelv med ſtorſte Moie denne Vinter tenkt og ladet underſoge, hvorledes man ifær af de Folk, ſom bruge Øre og Hovl, kunde bringe nogle Hundrede flere til Kjøbenhavn, og nu ſtal Vi ſee, at Os er bleven foreſlaget en i fig ſelb nyttig, men for Tiiden hoyſt ſtadelig For— andring, ſom juſt har haft fin Virkning gandfke modſat Vore naadigſte Henſigter for Byens Arbeideres Formerelſe og Vores uafladelige Omhue for, at denne Stad kan drage af de nuværende gode Leyligheder al muelig Fordeel, og det i alle Henſeender. Fiirſindstyve ere nu gangne bort af et noͤdvendigt Laugsfolk, og de ſom ville komme hertil — det maa nu ikke ſtee af hvil⸗ ken Sindsbevegelſe det er — afſtrekkes herfra, og Vi have endog tenkt paa ved Reiſepenge og andre Lokke⸗ midler at drage Fremmede herind. Den Indfodsret, ſom Vi glæde os ved at have givet vore kjere og troe Folk, har aldrig haft til Henſigt at holde arbeidende Fremmede fra Landet eller gjore deres Ankomſt eller Ophold i Landet unangenem eller forkleinende, tvertimod. Der er en Artikel juſt beſtemt til alt det modſatte, ſaa at Vi ikke med Fornsielſe have feet, at Magiſtraten ſtikler paa de tydſte Meſtere og taler om de endnu tilbageværende fremmede Svende, ſom om den vilde onfke, at disſe Fremmede alle vare borte. Og da det i et Par Aar er forekommet Os, ſom om det Slags Fremmede begegnes med mindre Agtelſe, end Indfodsretten

134 En fjøbenhavnft Arbeiderbevegelſe i 1781.

i bemeldte Artikel tilholder, byde Vi og befale ved denne Leylighed, at enhver noie tager ſig vare baade i Ord og Gjerning ikke i denne Sag at begage Forſeel— ſer, ſom Vi ey holde tilgode; thi en arbeidende Mand vunden for Staten er en Fordeel, ſom fortjener Kloges Agt. Ligeſom Magiſtraten af alt dette til allerunder— danigſt Efterretning og den noieſte Efterlevelſe har at lære, hvad Vores Villie i disſe Laugsſager er, fan hvad denne nuværende Sag i Snedkerlauget angager, befale Vi herved paa det alvorligſte, at Magiſtraten inden late September forſtkommende ſkal enten udfinde et Middel, hvorledes 80 Snedkere ſnart igjen kan komme til Byen, og de Klager forebygges, ſom for Mangel derpaa be— gynde nu fra Folk, der behove dette Slags Arbeide at indkomme til os, eller og indkomme med et veloverveiet Forſlag, Hvorledes den Iſte og z3die Poſt i det Reſeript, ſom Magiſtraten efter fin Foreſtilling udvirkede, ſaa— ledes kan forandres, at hverken Reſcriptets Wre ſkal lide, eller den Virkning deraf, ſom er befunden ſtadelig, læn- gere blive ved.“

Tonen i denne Ordre var, ſom man vil have be— merket, ualmindelig ſkarp, og den Fordring, der ſtilledes til Magiſtraten, paafaldende urimelig; men Forholdene havde ogſaa udviklet fig ſaaledes, at „Noget“ maatte der gjores, og da man nu engang hapde beſluttet ikke at anvende voldſomme Midler imod Svendene, var der, naar man vilde redde ſit eget Skind, ikke andet for end at kaſte al Skylden for det Skete over paa Magiſtraten

En kjobenhavnſk Arbeiderbevegelſe i 1731. 135

og lade den rage Kaſtanierne af Ilden. Bevagelſen var nemlig i ſtadig foruroligende Tiltagende; omtrent ved September Maaneds Begyndelſe var det kommet dertil, at 200 eller, ſom det ogfan hedder, Storſteparten af Svendene hapde nedlagt Arbeidet; Antallet af de Bortdragne var voxret til 90; Reſten af de Misfornoiede Drev omkring og ſogte at forlede Andre til at folge deres Exempel; Oldgeſellerne fluttede fig fuldlommen til Sven: dene og fuge intet Henſyn til Oldermandens Foreſtillin— ger; de Fremmede, der kom hertil for at fage Arbeide, bleve ikke alene lokkede, men endog truede til atter at . drage bort, og vilde de ikke parere Ordre, men toge Arbeide hos Meſtrene, vare de udfatte for ligefremme Mishandlinger, ja man gjorde ſig endog den Uleilighed at ſtrive til udenrigſte Steder for at overtale Fremmede til ikke at begive fig hertil; men de egentlige Ophapsmend til alt dette var man meerkeligt nok ligeſaa lidt ved denne Leilighed ſom i 1794 iſtand til at opdage.

Selfolgelig maatte disſe Forhold vælfe megen Be— tenkelighed hos alle Vedkommende. Oldermanden ud— talte ſaaledes i en til Guldberg ſtilet Skrivelſe, der var ledſaget af en Erklering fra 54 Laugsmeſtre, ſom holdt paa Reſkriptet af 28de Marts, at man for atter at fane tilpveiebragt Ro, maatte tillade Svendene paa visſe Betingelſer frit at vælge deres Meſter. Magiſtraten, der vel begyndte fin Erklering af 6te September med en inderlig Beklagelſe over at have vakt Majeſtetens Mishag, men umiddelbart derefter paa en utvetydig

136 En kjobenhavnſk Arbeiderbevegelſe i 1781.

Maade for fig forjftane med, at Anſparet for Reſfriptet veeſentlig paahvilede Regjeringen, tilraadede derimod kraf— tige Forholdsregler imod Svendene, hvis disſe ikke ſtrax loſtrede en kgl. Tilkjendegivelſe om at falde tilfoie. Den nærede ingen Tvivl om, at den hele Bevegelſe vilde lægge fig, naar Politimyndighederne blot imod nogle af Uroſtifterne anvendte de ftrænge Straffe i Placaten af 24de November 1749, der tidligere med Held var be— nyttet, men ſom man hidtil ikke ved denne Leilighed havde taget ſin Tilflugt til, fordi man hapde villet oppebie den kgl. Reſolution paa Spendenes Andragende. Det vilde derimod have de ſorgeligſte Folger, hvis det lykkedes Svendene at tiltvinge fig Reſtriptets Ophavelſe; forſt naar de rolig vare gaaede til deres Arbeide, kunde man maaſtee indlade ſig paa en Forandring af den Beſtem— melſe, at de gifte og ugifte Svende ſlulde have en fælles Kasſe.

Sagen blev nu paany droftet af Regjeringen, og den zdie October udfeerdigedes der en kgl. Ordre, ſom paalagde Magiſtraten at meddele Svendene, at Kongen, naar de „forſt vendte tilbage til deres Arbeide og deri forholdt ſig ſtikkelige og lydige, vilde efter nogen kort Tids Forlob allernaadigſt reſolvere paa deres An— ſogning“. Confidentielt. betroedes det derhos Ma- giſtraten, at man hapde iſinde at tillade de gifte og ugifte Svende at have hoer fin Lade, ſamt vilde indrømme enhver Spend, ſom i tre Maaneder upaaklagelig havde

En Fjøbenhavnft Arbeiderbe vegelſe i 1781. 137

arbeidet hos en Meſter, Ret til derefter frit at velge, hvem han vil arbeide hos.

Svendene mage imidlertid fremdeles have været uvillige til at give efter; thi den 14de November ind⸗ kom der fra flere Meſtere Anſogning om en deelviis Op- havelſe af Reſtriptet af 28de Marts, da de i modſat Fald, af Mangel paa Folk til at udfore deres Arbeide, fuldſteendig vilde gage til Grunde i pekuniair Henſeende. — Magiſtraten fif derefter under 16de November Be— faling til at underrette Meſtrene om Regjeringens hidtil ikke offentlig udtalte Henſigter, og Meſtrene mage vel atter have meddeelt disſe til Svendene, thi Bevegelſen ſynes nu atter at tabe fig, navnlig efter at to Snedker⸗ ſvende, der ved en Laugsſamling i December Maaned under Reſtriptets Oplæsning havde opfort fig paa en uſommelig Maade, vare efter kgl. Befaling idomte ſtrenge Fengſelsſtraffe.“)

Dette var den forſte Leilighed, ved hvilken Regje⸗ ringen under de her omtalte Begivenheder viſte nogen Reſoluthed, meden? hele dens foregagende Optræden var præget af en paafaldende Holdningsloshed og Mangel paa Energi, ſom i Forbindelſe med den Uenighed, der navnlig herſkede mellem de forſtjellige Autoriteter — Ma⸗ giſtraten og Cancelliet pan den ene, Hoffet med den indflydelſesrige Guldberg paa den anden Side — om Maa⸗

*) Den Ene havde bl. A. „i Trods fat fig ovenpaa Bordet, hvorom Raadmanden, Oldermanden, og Meſtrene vare, og havde vendt Bagdelen til dem.“

10

138 En fjøbenhavnft Arbeiderbevegelſe i 1781.

den hvorpaa Bevægelfen fiulde modes, bevirkede, at de ugifte Spende, blandt hvilke der herſtede et udmeerket Sammenhold, kunde i det Vaſentlige fætte deres Villie igjennem. „Fredsbetingelſerne“ vare imidlertid taalelige for Regjeringen; det varede desuden ikke 2 Aar, forinden den ſatte ſig ud over dem og knyttede ſaadanne Ind— ſtrenkninger til Svendenes Ret til frit at velge deres Meſter, at denne Net tabte en meget ſtor Deel af ſin Betydning. Hvad var der ſaa vundet ved den hele Be— vegelſe? En Seir, ſom ikke 4 nogen veſenlig Grad forandrede Forholdet mellem Meſtre og Spende, en Seir, ſom maaſke bragte de ugifte Spende nogen Fordeel, men ſamtidig var uretferdig mod deres gifte Kolleger, der, medens de vare ugifte, havde ydet deres Bidrag til den tidligere fælles Kasſe, en Seir endelig, ſom fatte Lop— lighedens Stempel pan en Adſplittelſe mellem Svendene indbyrdes, der nodvendigviis maatte fvælfe deres Kraft og altſaa udelukkende var til deres egen Skade. — Jo, Arbeiderbevegelſen i 1781 er virkelig god at fane For= ſtand af.

139

Marcella . eller Eventyret om Lykken. En Fortælling efter Sacher-Maſoch ved H. P. Holst.

1.

Det var i Sommeren 1857, at jeg efter en Fra⸗ værelfe paa ſamfulde ti Aar vendte tilbage til mit Fe— dreland. Min Utaalmodighed efter at gjenſee det var bleven til en Sygdom, en Feber, ſom jeg forſt blev hel⸗ bredet for, da jeg indaandede den af Thymian og Ab⸗ ſinth ſvangrede Luft i vore Landsbyer, og da jeg gjen— jaae vore Bonders Lerredskofter og Straahatte og vore Joders Kaftaner og Kalotter. Jeg troer ikke, at jeg i mit Liv har været faa glad, faa fuldkommen tilfreds, eller at jeg nogenſinde vil komme til at fole mig ſaa lykkelig ſom dengang, og det var i denne Sindsſtemning,

at Tilfældet lod mig treffe ſammen i en fattig Lande⸗ 0

140 Marcella.

veiskro med en af mine kjereſte Barndomsvenner, Ørev Alexander Komarof.

Som Born havde vi leget Rovere ſammen, og da vi nu traf hinanden ſom Mænd, bleve vi paa Oieblik⸗ ket enige om, at vi ikke vilde ſtilles ad ſtrax, men at jeg ſtulde tilbringe nogle Uger paa min Vens Godſer og tage Deel i hans Jagt. J dette fortrolige Samliv og under vore daglige Udflugter i Mark, Moſe og Skov forvandlede Drengeaarenes inſtinktmesſige Sympathi fig lidt efter lidt til et ftærft og inderligt Venſkab. Alex⸗ ander, der var et Par Aar eldre end jeg, kunde den— gang være omtrent otte og tyve Aar. Han var hoi, rank, ſterkt bygget, og hans hvælvede Bryſt gav ham et imponerende Udſeende; hans Phyſionomi var alvorligt og ſtrengt, og med de kortafklippede blonde Haar frem— bod det en ægte Typus paa en lille Lille-Rusſer. Der var Noget hos ham af Koſakkens vilde og utemmelige Natur; han var voldſom i ſine Manerer, og naar han f. Ex. plukkede en Blomme, beholdt han hele Grenen i Haanden. Hans Lillie var faſt og ubetvingelig, men ihvorvel han ved forſte Diekaſt ſyntes fold og ſtiv og noget ſkarp og bydende i fine Üdtalelſer, faa merkede man dog ſtrax paa ham, at han havde en fiintdannet Aand og et varmt Hjerte, der bragte Ligevegten til veie. Phantaſien lob ikke længer af med ham, og, til⸗ trods for hans Ungdom, ſagde man om ham, at han var complet ligegyldig ligeover for Fruentimmer og ſelv⸗ følgelig miſanthropiſfk.

Mar cella. 141

En Aften, da vi kom hjem fra en heldig Bekkaſin⸗ jagt og drak Thee ſammen, efter at have flæbt os om, ſpurgte jeg ham, om det forholdt ſig rigtigt hvad man ſagde om ham i bette Capitel. Han ſparede ſmilende: „Det er ganſte naturligt, at man dommer ſaaledes om mig. Tingen er, at jeg, iſtedenfor at gjore Cour til Damerne, arbeider ſom en Heſt for at bringe mine God— ſer paafode og afbetale min Faders Gjeld. Forreſten er jeg faa lidt en Kvindehader, at jeg netop tenker af vorligt paa at gifte mig.“

„Du?“

„Ja jeg! Der er ingen rigtig Orden i et Huus, naar der ikke er en Huusmoder.“

„Det er meget ſandt, men hvor finder Du hende?“

„Jeg vil finde hende,“ ſvarede min Ven i en faſt Tone, „altſaa finder jeg hende.“

„Da beundrer jeg virkelig, at Du i vore Dage Rør Mod til at gifte Dig.“

„Hvorfor? Jeg er ikke bange for, at min Kone ſtal bedrage mig, thi jeg er Mand for ſelv at værne om min re. Tingen er, at jeg baade vil være lykke⸗ lig ſelv og ſee min Kone lykkelig ved min Side. Jeg har mine egne Tanker derom, men dem ſtal jeg meddele Dig en anden Gang. Jaften er Du træt, og jeg feer, at Du fæmper med Sovnen.“

„Nei paa ingen Maade!“

„Ingen Complimenter! jeg ſeer det jo for mine Dine. Kun ſaameget vil jeg ſige Dig, at jeg vel flal

142 Marcella.

vogte mig for at bringe en Modedame ind i mit Huus. Jeg har gjenne mgaget en god Skole, og jeg har ikke betalt mine Lerepenge forgjeves.“

„Man paaſtaager, at Du har gjort megen Lykke hos Damerne.“

„Ja ligeſom man paaſtaner, at jeg nu er Miſanth rop! Nei, tro Du mig! jeg har til Trods for en beveget Ungdom bevaret mit Hjerte reent. Jeg var kun tyve Aar gammel, da jeg reiſte udenlands; jeg ſtuderede forſt ved Univerſiteterne og Landboheiſtolerne i Tydſtland; derpaa beſogte jeg Italien, Spanien, Frankrig, Eng⸗ land, Rusland, Amerika og Orienten, og jeg havde Dine og Øren med mig overalt. Jeg har feet meget, oplevet meget, og der har ikke manglet mig pan Even⸗ tyr. Jeg har elſtet og er bleven elſtet, jeg har lidt og bragt Andre til at live. Tilſidſt blev jeg kjed af det Hele, og en inderlig Lengſel efter mit Fedrelands ſimple Seeder greb mig. En Aften fad jeg paa en Balcon ved Bredderne af Bosporus med en ung Dame, der var min ſidſte Flamme. Himlen var dyb og ſtjerneklar, Luften var varm, Blomſterne duftede, og jeg veed ikke felv, hvorledes det kom, men pludſelig faldt der mig et Eventyr ind, ſom min Amme hapde fortalt mig — Du kjender det viſt? det var Eventyret om Lykken.“

„Jeg huſter det i al Fald ikke.“

„Vil Du hore det?“

„Ja gjerne.“

„Der var engang tre Brodre, der boede i en ſtor,

Marcella. 143

mork Sfov, ikke langt fra det blaa Hav. De boede der ganffe alene. En Dag, ſagde den Ældfte: Bagved Skoven er der et hoit Bjerg, og bagved Bjerget ligger der et ſtort og frugtbart Land. — Den Anden ſagde: Bagved Skoven ligger der ogſaa det blaa Hav, og bagved Havet ligger der mange rige og ſmukke Byer. Og den Bngſte ſagde: Gud veed, om man der finder Træer, der ere faa ſmukke ſom vore, og Fugle, der ſynge faa godt ſom vore. — Men den Wldſte vedblev: Lad os reiſe for at ſoge om Lykken! og den Anden gjentog: Ja lad os reiſe herfra for at ſoge om Lykken, men den Bngſte ſagde ikke Noget. . Og de ſadlede deres Heſte, deres ſmukke, kulſorte Heſte, og de greb deres Landſer, deres ſteerke og flarpe Landſer, og drog alle Tre bort for at finde Lykken. Den Ældfte red over Bjerget og kom ind i det ſtore, frugtbare Land; den Anden gik paa et Skib over det blaa Hav til de rige og ſmukke Byer, og over⸗ alt ſogte de om Lykken, og de fandt den ikke. Den Yngſte red ikke længer end til Grendſen af Skoven; der blev han tung om Hjertet, og han ſagde til ſin forte Heſt: Vi gjore bedſt i at vende om igjen til Huſet i den ſtore, morke Skov. Og fan vendte han om. Men Træerne gav fig til at hviſte og boiede fig for ham, ſom om de hilſte ham, og Fuglene fulgte ham og hoppede fra Green til Green og ſang for ham af fuldt Bryſt, og Skoven ſyntes at ſige til ham: Du har gjort vel i at vende om igjen! Og da han kom tilbage til ſit Huus, faae han, at der fab en ung Pige med gyldne Lokker uden—

144 Marcela.

for Doren og ſpandt, og ved Siden af hende fab en Kat, ſom ſnurrede i Solſtinnet. Og han ſpurgte den unge Pige med de gyldne Lokker: „hvem er Du?“ og hun fane paa ham med fine milde, blage Oine og ſparede ham ſmilende: „Kjender Du mig ikke? Jeg er jo Lykken.“

„Det er jo et ypperligt Eventyr!“ udbrod jeg.

„Jeg kom til at tenke paa det i rette Tid,” fva- rede min Ven. „Der overfaldt mig en Hjemvee, ſom jeg ikke kunde fane Bugt med, og der kom forſt Ro i mit Sind, da jeg gjenſaage vort Klokketaarn med fit greſte Kors, og den gamle Jendrik hjalp mig ud af Vognen med fine fljælvende Hænder, medens min Fader i fin Overraſkelſe tog Huen af og hilſte paa mig ſom paa en Fremmed og derpaa kaſtede fig grædende i mine Arme.

Jeg fandt meget forandret i Hjemmet. Min Mo- der var dod, og Slottet var ynkeligt forfaldet; men jeg var hjemme. Jeg havde en lang Samtale med min Fader, og Reſultatet af den var, at han lagde Tom— merne i min Haand. Fra det Oieblik begravede jeg mig her ſom en Grævling i fin Hule. Jeg har endnu ikke feet hverken Naboer, Paarerende eller Venner, ikke engang min gamle Amme, der boer i Zolobad, paa den anden Side af Skoven. Jeg undertrykte enhver Folelſe i mit Hjerte for at fore her en idylliſt Tilverelſe ſom Terſtemaſtine. Vor Eiendom var ikke alene forſomt, men forgjeldet; jeg fatte mig i Hovedet, at jeg vilde

Marcella. 145

bringe Orden i Tingene. Det lykkedes mig ved min Villiekraft uden Nogens Biſtand. Hvad der var mig vigtigere endnu var, at jeg fik Tillid til min Kraft og ſaae, at hverken Savn eller Modgang var iſtand til at boie den.

Min Fader Havde inden fin Dod den Glæde at fee, hvorledes Alt her fil et nyt Opſving. Han døbe for et halvt Aar ſiden, og efter hans Dod lever jeg nu her med den gamle Jendrik, der har fuldt ſit halvfjerd— ſindstyvende Aar; men jeg veed, at jeg ilke altid fal være alene. Naar jeg om Aftenen kommer hjem, ftøvet og forbrændt af Solen, venter jeg beſtandig, at jeg udenfor min Dor ſtal fin de den unge Pige med Guld— haaret, — men jeg finder rigtignok ingen anden end min gamle Hund, der er baade blind og halt, og ſom logrer med Halen, fordi den kjender mine Fodtrin.“

Vi taug nogle Oieblikke Begge; derpaa driſtede jeg mig til at ſporge ham, hvilke Egenſtaber hans tilkom⸗ mende Huſtru da ſtulde beſidde?

„Fremfor Alt,“ ſvarede han, „vil jeg, at hun ſtal være ſmuk og friſt. Et Ægteftab kan ikke være lykkeligt, uden at Sandſerne har deres lovlige Deel i det. For⸗ reſten maa hun ogſaa have en god Forſtand og et godt Hjerte; hun maa kunne arbeide, og hun maa have Wre i Livet, fuldt ſaa meget ſom en Mand.“

„Hvad mener Du dermed?“

„Jeg troer ikke, at Verden bliver bedre, faalænge den finder Mangel paa Retſindighed elſtverdig hos et

146 Marcella.

Fruentimmer og undſtylder den artigt med, at det er kvindelig Svaghed. Fruentimmerne mage vænne fig til at indſee, at Wrens Love ere de ſamme for begge Kjon. En Forening er kun mulig, naar de begge ere ſtillede lige. Som de nutildags opdrages, kan man jo ikke en- gang indromme dem deres naturlige Rettigheder.“

„Saga man Du ſelv opdrage din Huſtru!“

Han fane noget forundret paa mig. „Du har maaſtee Ret,“ ſagde han efter en Pauſe, „men jeg horer, at Jendrik ſnorker ude i Forværelfet, og Du har jo ogſaa felv Sovnen i Oinene. God Nat!“

„God Nat!“

Vi ſtiltes ad. Da jeg neſte Morgen traf ham ved Frokoſten, ſagde han til mig: „Tenk Dig, jeg har i Nat dromt, at min gamle Amme fad ved min Seng og fortalte mig igjen fit Eventyr, og ved Fodderne af hende ſad Lykken, en ſmuk ung Pige; men hvad der overraſtede mig var, at hendes Haar ikke var guldguult, men kaſtaniebruunt; forreſten havde hun en Teen i Haanden og ſpandt. Jeg ſtottede mig til min Albue for bedre at betragte dette fortryllende Anſigt, men i det ſamme feſtede hun fine Oine paa mig, og jeg kjendte hende paa Dinene.“

„Ja hun har blaae Dine,“ ſagde den gamle Tjener ien rolig Tone.

„Er Du forrykt?“ raabte Greven. „Hvem taler Du om? Hvem er det, der har blage Dine?“

„Marcella naturligviis.“

—

Marcella. 147

„Marcella? Hvem er Marcella?“ ſpurgte Greven forbauſet.

„Det er en Datterdatter af Deres gamle Amme i Zolobad,“ ſvarede den brave Jendrik uden at ane, hvad for en Virkning hans Ord frembragte.

„Har hun en Datterdatter, der har kaſtaniebrune Haar?“ ſpurgte Greven.

„Og blaae Dine — ja det har hun rigtignok.“

„Kjender Du hende?“

„Ja, det er et prægtigt Pigebarn, og hun er flet ikke dum,“ ſagde Jendrik.

Greven faldt i Tanker. „Det er underligt nok,“ ſagde han efter en Pauſe. „En af Dagene ville vi gage hen og beſoge den gamle Kone.“ ;

Det var Nat, da vi Dagen efter kom fra Moferne ved Grokhovo og gif igjennem Zolobad. Hele Lands⸗ byen ſov, og man hørte kun Uglerne ſkrige, Ormene pille i de gamle Treſtammer ved Veien og Hundene gjoe nede i Landsbyen, naar Skovens mægtige Stemme ikke overdovede Lyden. Hiſt og her trængte en Lysſtribe ud af de tillukkede Vinduesſkudder eller den dempende Lyd af en Aftenſang inde fra Hytterne. Greven viſte mig en lille Forpagtergaard tilhsire for Veien, hvor bag en Tjornehcek en ſtor hvid Hund ſtod pan Vagt. „Der,“ ſagde han, „boer min Amme, men der er ingen Lys! De ere gaaet tilſengs, og det er ikke værd at vælle dem.“

Vi havde neppe gaaet hundrede Skridt, for Vinden

. ———.

148 Marcella.

bragte Tonerne af en eiendommelig Sang til vore Oren. Skoven taug i bette Oieblik, Ugleſtriget og Hundeglam⸗ met taug ligeledes, og vi kunde tydeligt høre Ordene af af en bekjendt Trylleſang, der er meget almindelig blandt Bonderne i Lille Rusland. Stemmen fang:

For dem, der ſildigt ſpinde,

Du tage Dig i Agt!

Forgjeves vil Du vinde

Dig ud af deres Magt.

Naar Flammen førft frembryder,

Er det med Dig forbi —

Hexen over Dig byder,

Du kan Dig aldrig frie!

„Det er et Fruentimmer,“ ſagde Greven, „en af disſe Altſtemmer, der komme nede fra Sjælens hemme⸗ lighedsfulde Dyb!" Og igjen bølgede Tonerne om⸗ kring os ligeſom gode Aander, ber vilde advare os imod at gage videre.

2.

Vi hapde forvildet os i Skoven. Solen var lige⸗ ved at gaae ned, og dens ſidſte Straaler kaſtede et rod⸗ ligt Sfjær henover Stammerne, der ſyntes ikke at ville lade os flippe ud af deres Fengſel.

„Jeg kunde friſtes til at blive vred, hvis det ikke var min egen Skyld,“ ſagde Greven; „men Du har god Grund til at bebreide mig, at jeg ikke har pasſet bedre paa.“

Marcella. 149

„Det ſtal jeg nok vogte mig for, thi man har det jo meget godt her,“ ſparede jeg leende og ſatte mig ned paa en Trebul.

„Det Klogeſte,